Aarhus Universitets segl

Tirsdag den 14. juni

Fredag påbegyndtes udlægningen af en ny grøft i skoven gennem en vold, der skærer den terrassekant, et hold havde afsluttet i går, torsdag. 

Der blev ikke fundet keramik i den nye grøft, men den blev renset fint op, og lagene blev snittet ind, så den er klar til at blive tegnet og fotograferet mandag.

På den nu pæne og plane flade begyndte et stort hold at udlægge såkaldte balke i de store keramikgruber. Balke er en smart udgravning af anlæg, hvor der lægges et ca. 20 cm bredt snit på langs af et anlægs midte, hvorefter der udgraves på begge sider af balken. På denne måde kan man få et godt indtryk af anlæggets fyld – og fyldskifter fra to sider samt udgrave eventuelle fund.

Sidst skal nævnes det hold der sad i skurvognen hele dagen og digitaliserede. Det går langsomt fremad på den front, der er nemlig efterhånden en stor mængde data på mange kameraer og computere.

Mandag fortsattes arbejdet i balke i fladen. Der blev fundet meget keramik, rigtigt meget. Alt sammen i skår, men mange fine stykker.

Grøften i skoven lå tom hen i dag. Alle arbejdede med balke i fladen på nær et hold, der digitaliserede i skurvognen. På trods af det store antal arbejdende i fladen blev ikke alle anlæg gravet færdigt. Heller ikke arbejdet i skurvognen færdiggjordes.

Dette skyldes, at vi allerede kl. 12 fik besøg af Mads Kähler Holst, der er en omvandrende encyklopædi i alt, der har med jernalder at gøre. Det er måske heller ikke så underligt, når nu han er arkæolog og forsker ved AU. Han var sågar vores forelæser i jernalder tidligere på året.

Han og Mette tog os på tur rundt og omkring i Alken, først ned til Alken Enge, en plads han selv var med til at grave, så til Forlev Nymølle og herefter til Illerup Ådal. Alle en art offerpladser der strækker sig fra førromersk jernalder til vikingetid. Det var meget spændende og nu kan vi alle gå mere inspireret til arbejdet!