Aarhus Universitets segl

Torsdag den 16. juni

Der sket en del nyt på udgravningen siden sidst!

Grøften i skoven, som vi åbnede i slutningen af sidste uge, har vi lavet en profil i, som er blevet renset af og rødder fra træerne er blevet klippet væk, så profilen står helt fint og skarpt. Denne profil er der blevet taget billeder af i dag, fredag.

På fladen sker der også en masse. Vi er stadig i gang med de anlæg, vi har lavet balke i, og fundene bliver stadig flere og flere. Keramikken vi finder bliver også mere interessant. Det er stadig kun skår og dele af det, der engang var brugbare genstande, men skårene vi har gravet op i løbet af de sidste par dage er større end tidligere. I et af anlæggene blev der onsdag fundet et skår, som havde både bund og dele af siden. I et andet anlæg er der også kommet flere større skår, blandt andet et stykke som på nuværende tidspunkt, ser ud til at gå hele vejen igennem den 15 cm tykke balk, dog kan vi ikke være sikre på, at dette er et sammenhængende stykke, da anlægget endnu ikke er færdigudgravet. Alle skårene viser entydigt den samme datering, nemlig yngre bronzealder/ældre førromersk jernalder.

Det er også gået op for os, hvor dybe sådanne gruber kan være, da det er blevet svært at nå bunden for at grave videre. Derfor er vi nødt til at grave ud i ”kasser” ved anlægget: simpelthen at grave et ekstra stykke ned i området ved siden af anlægget for at kunne fortsætte.

Torsdag eftermiddag var vi fælles om at få renset fladens profil mod syd af, og hvori dele af terrassekanten, som vi graver inde i skoven, kan observeres. Sydprofilen er især spændende, fordi man tydeligt kan se forskel i fyldskiftet. Der er en meget tydelig grænse mellem muldlaget og oldtidslaget hvor jernalderens marker engang lå. Fotos af denne profil måtte dog vente til fredag.

Der har det meste af tiden også været studerende, der sad i skurvognen og bearbejdede de mange data og fotos, vi har. Torsdag var der også en, der gik rundt og fik styr og orden på de mange fund.

Vi har også haft besøg af en konservator, der skulle fortælle os hvor og hvordan vi skulle tage nogle endnu flere jordprøver end dem, vi ellers har taget. De prøver bliver taget i næste uge.