Åbningsseminar for AU Ideas pilotcenter Litteratur mellem medier

Til dette officielle åbningsseminar vil centrets leder Tore Rye Andersen og flere af de tilknyttede forskere introducere nogle af de temaer, spørgsmål og problematikker, der kommer til at udgøre centrets kerneaktiviteter.

24.04.2014 | Betina Ramm

Foto: Lars Kruse / AU Kommunikation

Dato ons 28 maj
Tid 10:00 15:00
Sted Lille teatersal + Foyeren, Langelandsgade 139, Aarhus Universitet, 8000 Aarhus C

Det nye AU Ideas pilotcenter Litteratur mellem medier er etableret på baggrund af de seneste årtiers gennemgribende medieudvikling (ikke mindst digitaliseringen), som har medført nye vilkår for litteraturen. Fremkomsten af de nye medier har rokket ved forståelsen af litteraturens status som en skrift- og bogbåren kunstart og synliggjort litteraturens status som et mediebetinget kulturelt udsagn. Over en foreløbig 5-årig periode vil centret stille skarpt på det litterære kredsløb og med nye øjne undersøge, hvordan de aktuelle mediemæssige transformationer påvirker litteraturen.

Til dette officielle åbningsseminar vil centrets leder Tore Rye Andersen og flere af de tilknyttede forskere introducere nogle af de temaer, spørgsmål og problematikker, der kommer til at udgøre centrets kerneaktiviteter. Dagen vil desuden byde på en præsentation af to projekter, der blander forskning og litteraturformidling via nye medieplatforme. Endelig vil en paneldebat forsøge at tage pulsen på litteraturens aktuelle udfordringer i en digital tidsalder. Seminaret afsluttes med en reception. Se invitation.

PROGRAM:

10.15: Åbning ved Institutleder Niels Lehmann

10.30: Præsentation af centeret ved centerleder Tore Rye Andersen

10.45: Tre korte oplæg om nogle af centerets forskningsområder   

 

Birgitte Stougaard Pedersen & Iben Have

Stefan Kjerkegaard

Tore Rye Andersen

 

11.45: Præsentation af tekstmaskinen BLÆK (v. Søren Pold) og iPad-app’en Tavs (ved Ayoe Qvist Henkel)

12.30: Pause

13.30-15.00: Paneldebat om litteraturens udfordringer i en digital tidsalder med deltagelse af bl.a. Kasper Kaufmann (digital og analog redaktør på forlaget Klim), Merete Pryds Helle (forfatter og anmelder af digital litteratur) og Lise Vandborg (redaktør af Litteratursiden.dk). Moderator: Nina Christensen

15.00: Reception

 

Alle er velkomne!

Seminar, Reception, Ceremoni / åbning