Som mange vil vide, handler Drot og marsk om Danmarkshistoriens sidste kongemord, mordet på Erik Glipping i Finderup Lade den 22. november 1286. Den upopulære Kong Erik blev formentlig myrdet af en gruppe adelsmænd ledet af kongens marsk, Stig Andersen, der i 1287 blev dømt fredløs. Marsk Stig havde i mellemtiden søgt tilflugt i sin borg på øen Hjelm. At Marsk Stig skulle have haft et personligt motiv til drabet, fremgår ikke af de historiske annaler. Blandt de danske folkeviser findes imidlertid flere, der omhandler Marsk Stig og kongemordet, og her fortælles det, at Kong Erik havde sendt sin marsk i leding og benyttet hans fravær til at forføre eller voldtage hans hustru, Fru Ingeborg. Mordet var marskens hævn. Om folkevisernes version er den sande, bliver nok aldrig opklaret. Men den inspirerede flere danske romantiske digtere, heriblandt Carsten Hauch, hvis drama Marsk Stig (1850) dannede grundlag for Christian Richardts libretto til Drot og marsk.

Blandt Hauchs forgængere var B.S. Ingemann, der havde skrevet om trekantsdramaet mellem Marsk Stig, Fru Ingeborg og Erik Glipping og om kongemordet i Finderup Lade i sin historiske roman Erik Menveds Barndom fra 1828. De to digteres fortolkning af begivenhederne er dog temmelig forskellige. Hos Ingemann handler kongemordet først og fremmest om politisk rænkespil. Magtfulde adelsmænd ønsker at fjerne kongen for at få deres bid af landet, og Kong Eriks voldtægt af Fru Ingeborg gør marsken til en villig brik i disse adelsmænds spil om herredømmet over Danmark. Til forskel herfra sætter Hauchs drama det erotiske i forgrunden. I Hauchs fortolkning er Kong Erik ikke en voldtægtsmand, men en dreven og skrupelløs forfører – en Don Juan. Hauch havde tidligere behandlet forførermotivet i tragedien Don Juan (1829), og Marsk Stig er i grunden hans Don Juan version 2.0. Hauch ville uden tvivl have kaldt sit drama Erik Glipping, hvis ikke Oehlenschläger allerede havde brugt denne titel (1844). Kong Erik er hans centrale karakter, hans Don Juan figur, som de øvrige karakterer grupperes omkring. Fru Ingeborg, som forføres og knuses, er selvfølgelig hans Donna Anna, mens den hævnende Marsk Stig udfylder Kommandantens rolle.

I en af de folkeviser, som både Ingemann og Hauch trækker på, varsles Kong Eriks død af en skovnymfe, som han møder umiddelbart inden drabet. Hos Ingemann gives dette overnaturlige motiv en mere realistisk behandling. Skovnymfen bliver til en ung pige af folket, Aase, som Kong Erik på et tidligt tidspunkt i romanen forsøger at voldtage, og som han genser kort før sin død. Tilsvarende genser Hauchs Kong Erik på dødsnatten Sigrid – den unge kvinde, han forførte og siden kasserede til fordel for den mere spændende Fru Ingeborg. Karakteren Sigrid er Hauchs Donna Elvira, men hun er også et vidnesbyrd om, at hans nytolkning af folkeviserne om Marsk Stig er filtreret gennem Ingemanns historiske roman. Skønt Hauchs take er et andet end Ingemanns, står hans drama på skuldrene af Erik Menveds Barndom. Drot og marsk gør forbindelsen mellem Hauch og Ingemann endnu tydeligere: I Christian Richardts gendigtning bliver adelskvinden Sigrid – igen – til bondepigen Aase.

Lis Møller