Hvem er vi?

Projekt 1. Charlotte Appel (lektor): Børns bøger som medier og varer mellem pædagogiske visioner, forretningsstrategier og hverdagsbrug ca. 1790-1850

Dette delprojekt undersøger, hvilke bøger der var til rådighed for børn på det danske bogmarked, og hvordan forskellige aktører interagerede med hinanden og med deres bogprodukter i forsøget på at ramme børnene samt deres forældre og lærere som målgrupper og dermed kunder til bøgerne. Projektet vil anvende kvantitative metoder til at kortlægge markedets sammensætning og udvikling over tid samt gøre brug af mikrohistoriske metoder til at komme tæt på udvalgte aktører og deres ageren på markedet.

Projekt 2: Nina Christensen (lektor): Børn, bøger og barndom. Børns interaktion med bøger i hjemmet ca. 1790-1850

Delprojektet analyserer, hvad der karakteriserede de bøger, der blev brugt af børn i private hjem, og hvordan bøgerne blev læst - eller på anden måde bragt i spil - blandt drenge og piger, venner, slægtninge, tjenestefolk m.fl. Derved er det hensigten at indfange individuelle børns agency – dvs. egne valg, handlinger og oplevelser – i mødet med bøgernes verden. Analyser af bøgernes indhold og materialiteter vil blive kombineret med studier i dagbøger, brevsamlinger og erindringslitteratur.

Projekt 3. Karoline Baden Staffensen (ph.d.-studerende): At opdrage til læsning og til et voksenliv som kristne og nyttige borgere. En undersøgelse af skolebøger, med særligt henblik på udviklingen af læsebogen som ny genre, ca. 1790-1850

Dette delprojekt undersøger skolernes rolle som en vigtig arena for mødet mellem børn og bøger. Det var her, at de fleste børn lærte at læse og fandt ud af, hvordan bøger så ud. Og det var ikke mindst til skolen, at lærere, præster og andre pædagogiske eksperter udviklede nye bøger til børneundervisning, herunder de såkaldte læsebøger, der indeholdt nye emner så som moralske historier fra børns hverdagsliv og tekster om fædrelandets historie. Såvel bøgerne selv som en lang række arkivalske kilder vil blive anvendt til at belyse bøgernes karakter, udbredelse og anvendelse i praksis samt – hvor muligt – børnenes oplevelser af skolens bøger.