Aarhus Universitets segl

DR-dokumentar om Tycho Brahe-projektet

"Mysteriet om Tycho Brahes død"

Danmarks Radio har lavet en times dokumentar om Jens Vellevs og Aarhus Universitets projekt med at åbne Tycho Brahes grav i Prag. Et filmhold har fra og med 2009 fulgt projektet - fra da middelalder-arkæologen bogstaveligt talt gik fra instans til instans i Prag for at få tilladelse til gravåbningen – til analyserne efter gravåbningen og til offentliggørelsen af resultaterne.

Tilrettelæggeren Anna Elisabeth Jessen fra DR Historie og Videnskab er meget glad for at have fået mulighed for at følge projektet på nærmeste hold.

–Ofte, når vi laver historiske film, er alt fortalt af eksperter, der skuer tilbage i tiden. Her har vi en enestående mulighed at følge en gruppe forskere fra både ind- og udland, der vil forsøge at kaste nyt lys over Tycho Brahes tid, hans liv og ikke mindst hans død. Der er et reportagelag i projektet, hvor videnskab og historie går sammen om at fortælle en ny og enestående historie, siger DR-tilrettelæggeren, Anna Elisabeth Jessen.

Planen er at opbygge dokumentarfilmen som en ”detektivhistorie” med brug af dramaturgi og fortælleteknik.

–Men uden at gå i fiktionens overdrev, siger Anna Elisabeth Jessen.

–Der har været mange gisninger fremme om, hvordan og hvorfor Tycho Brahe døde. Takket være Jens Vellevs projekt med at få samlet et stærk internationalt team af de bedste kemikere, retsmedicinere, arkæologer og tekstilkonservatorer, vil vi forhåbentligt en gang for alle få nogle svar på omstændighederne bag Tycho Brahes død.

Det er både de historiske og de videnskabelige sider af projektet, der tiltaler tilrettelæggeren. Og så er hun fascineret af idémanden Jens Vellev, der har kæmpet for at få projektet realiseret.

–Det har ikke været nemt at få alle instanser i Tjekkiet gjort interesseret endsige opnå tilladelserne. Tycho Brahe ligger begravet i en katolsk kirke, og man forstyrrer ikke uden videre gravfreden. I filmen tegner vi også et portræt af Jens Vellev, fortæller hun.