Projektbeskrivelse

Baggrund: 

Produktion af fisk i akvakultur er en hurtigt voksende industri på globalt plan og afløser i stigende omfang de faldende vilde fiskebestande som kilde til sunde animalske fødevarer (FAO 2014, AquacultureStatistics). I Danmark produceres især regnbueørreder, dels i portionsstørrelse på 300-500 g i ferskvandsdambrug og dels i en størrelse på 3-5 kg i havbrug. Regnbueørreder trives godt i akvakulturanlæg under danske klimaforhold og med implementering af nye teknologier er der et stort potentiale for at udvide produktionen, uden at dette medfører en øget miljøbelastning. En politisk målsætning om at forøge akvakulturproduktionen i Danmark med 25% frem til 2020 indgår således i regeringens plan for bæredygtig udvikling af akvakultursektoren i Danmark 2014-2020 (naturerhverv.dk, 2014). Imidlertid udgør smitsomme sygdomme en risikofaktor, som kan medføre store produktionstab for erhvervet. Derfor vaccineres fiskene. Alligevel er der behov for behandling af bakterielle infektioner med antibiotika (danskakvakultur.dk, Foedevarestyrelsen.dk/VetStat). Dette udgør en udfordring for danske dam- og havbrugere, dels fordi dødelighed og nedsat tilvækst under sygdom og behandling forringer rentabiliteten af produktionen, og dels fordi brugen af antibiotika i primærproduktionen ønskes reduceret mest muligt for at modvirke udvikling af resistente bakterier i miljøet. I ferskvandsdambrug er sygdomsproblemerne primært koblet til sygdommene rødmundsyge (Yersinia ruckeri), vibriose (Vibrio anguillarum) og furunkulose (Aeromonas salmonicida), mens havbrugene har problemer med furunkulose og vibriose (J Fish Dis 2008, 31: 659-667). For alle de nævnte sygdomme findes der udenlandske vacciner. Disse vacciner er imidlertid ikke altid effektive under danske forhold. Eksperimentelle studier peger på at såvel vacciner som vaccinationsstrategier nøje skal tilpasses danske opdrætsbetingelser for at have den ønskede effekt (Lorenzen 2013, 17th EURL meeting report).

Formål:

Dette projekt vil målrette vacciner og vaccinationsstrategier til danske forhold, således at forbruget af antibiotika pr. kg produceret fisk nedsættes, samtidig med at produktionens bæredygtighed i forhold til såvel dækningsbidrag som miljøbelastning forbedres.

I dette projekt ønsker vi at afprøve nye vacciner baseret på danske bakteriestammer og at optimere de nuværende vaccinationsstrategier. Udover at udvælge de mest aktuelle danske bakteriestammer vil behovet for løbende opdatering af vaccinerne i forhold til variation blandt bakterierne (som det kendes fra influenzavacciner til mennesker) blive klarlagt. Dette gælder specielt for vaccinen til dypvaccination mod rødmundssyge, som anvendes til små fisk (yngel). Stikvaccination bruges især til fisk, der opdrættes videre i havbrug og her vil projektet fokusere på at afprøve og dokumentere effekt af en vaccine, som kan beskytte fiskene mod alle 3 ovennævnte bakteriesygdomme, i modsætning til den nuværende kommercielle vaccine, som udover at være baseret på udenlandske bakteriestammer, kun kan beskytte mod furunkulose og vibriose. Vacciner til injektion består traditionelt af en ”vand i olie”-emulsion. Den nuværende kommercielle vaccine indeholder mineralsk olie og dette giver væsentlige uønskede bivirkninger i form af betændelsesreaktioner i bughulen og autoimmune reaktioner (J Fish Dis 2005, 28:13-22, J Immunol 2008,181:4807-4814). I modsætning hertil vil der i den optimerede vaccine blive arbejdet videre med en vegetabilsk olie, som i indledende undersøgelser har vist sig at være langt mindre aggressiv. Dette forventes at forbedre såvel dyrevelfærd som kvaliteten af det færdige produkt.

Under de nuværende produktionsbetingelser vil fiskene ofte have gennemgået infektioner med flere forskellige almindeligt forekommende patogener, inden de stikvaccineres. Dette kan påvirke deres evne til at respondere effektivt på vaccinen. Projektet vil derfor udvikle og afprøve en SPF (specifik patogen fri)-vaccinationsstrategi, hvor fiskene holdes under smittefri betingelser frem til de er blevet vaccineret.

Foderet kan også have en betydning for effekten af vaccination. Vi vil afklare om øget anvendelse af vegetabilske olie- og proteinkilder i fiskefoderet påvirker vaccinernes effekt. Foderet er et vigtigt led i værdikæden i akvakultur. Traditionelt foder til regnbueørreder består overvejende af fiskemel og -olie produceret på basis af fiskeri på vilde fiskebestande. Da fisk produceret i akvakultur gradvist afløser fisk fra de faldende fritlevende bestande som fødevarekilde, er det vigtigt i forhold til produktionens miljømæssige bæredygtighed, at den ikke tolder unødigt på de fritlevende fiskebestande. Foderproducenterne arbejder derfor på at anvende størst mulig grad af vegetabilske foderkomponenter (Marine Ingredients Organisation 2013). Nyligt afsluttede undersøgelser peger på, at dette kan påvirke dele af fiskens immunforsvar og det er derfor vigtigt at få belyst om foderet har indflydelse på vaccinernes effektivitet (Fish Shellfish Immunol 2014, 40:624-633). Desuden vil effekten af en supplerende vaccination (booster vaccination) gennem foderet blive belyst.

Projektet inkluderer såvel indledende laboratorieforsøg som forsøg under feltforhold, og fokus vil ligge på at udvikle og dokumentere effekten under produktionsforhold, således at erhvervet vil kunne implementere resultaterne løbende under og i forlængelse af projektet. Projektets anvendelsesorienterede forskningsaktiviteter vil levere den nødvendige information om de beskyttende immunmekanismer og de sygdomfremkaldende bakterier, som er nødvendige for en længerevarende effekt af implementering af projektets resultater. Ved at adressere såvel selve vaccinens evne til at beskytte fiskene mod sygdom, reduktion af antibiotikaforbrug, foderets betydning, fiskenes velfærd og kvalitativt/kvantitativt udbytte ved slagtning, adresserer projektet en række centrale led i værdikæden fra de anvendte råvarer til det færdige produkt i produktionen. Projektet vil på denne måde bidrage til både grøn- og økonomisk bæredygtihed.

Arbejdsplan:

Projektet er delt op i 3 arbejdspakker.

AP1. Optimeret dypvaccination af yngel.

AP2. Optimeret stikvaccination af regnbueørreder til havbrug.

AP3. Projektstyring/koordinering og formidling.