Af Nina Hermansen
I Danmark fylder de ekstensive arealer mere end 150.000 hektar, og især græs fra lavbundsarealer er blevet fremhævet som en oplagt kilde til biomasse. Det kan imidlertid være svært at få adgang til græsset. Jordbunden er for våd, arealerne for ufremkommelige, og maskinerne for store.
Det var baggrunden for det nu afsluttede projekt Grassbots, der havde som mål at udvikle løsninger til at hente mere biomasse fra lavbundsarealer. Virksomheden Kongskilde var projektleder, mens de øvrige partnere talte Lynex, Conpleks Innovation, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Bertelsen Design og Agro Business Park.
Ved at udnytte komponenter, som i høj grad allerede fandtes på hylden, er der i projektet udviklet en letvægtsmaskine, der netop kan høste græs på de våde arealer.
- Grundlæggende taler vi om et paradigmeskifte i maskinbranchen. Vi skal ændre vores mentalitet fra at tænke, at maskiner skal være store og tunge til at tænke, at de godt kan være både mindre og stadig produktive ved at have flere maskiner kørende samtidig, siger projektdeltager Claus Mortensen fra Agro Business Park og forklarer, at en helt særlig ting ved Grassbots er, at maskinen kører autonomt via ruteplan.
Det gør det muligt at have flere enheder til at køre samtidig, og der behøver fortsat kun være en person til stede. Samtidig kan man spare brændstof, da maskinen selv kan beregne den smarteste rute.
- Vi ser meget gerne nye produkter inden for den her platform, og vi vil meget gerne være med til at udvikle markedet, så vi får flere mindre og effektive maskiner. Grassbots skal betragtes som en platform, som alle kan være med til at udvikle på.
Claus Mortensen
Agro Business Park
Tlf.: 4030 4820
Mail: cm@agropark.dk.