Aarhus University Seal

show

Interview med Bjarki Valtysson om kulturel deltagelse

Bjarki Valtysson er lektor ved Moderne Kultur og Kulturformidling, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. I sin forskning beskæftiger han sig med kulturpolitik og betingelser for brugerinddragelse og -deltagelse set i et digitalt perspektiv, herunder hvordan sociale medier og digitalisering har betydning for formidling af kunst og kulturarv. Bjarki er medlem af styregruppen for Take Part forskningsnetværket.

Interviewet er udarbejdet af Mette Gadegaard Olsen og Jakob Høgh Sørensen for kulturledelse.dk.

Både i medie- og kulturvidenskabelige kredse har der siden årtusindeskiftet været megen opmærksomhed omkring Web 2.0-principper og ændringer i måden at betragte forholdet mellem afsender og modtager på. Dette kan bl.a. ses i opkomsten af koncepter som “Interactive Audience” (Jenkins), RW-culture(Lessig) og “The Participatory Museum” (Simon). 

Hvordan og hvorfor har forskningen og diskurserne inden for dette område ændret sig de sidste 10-15 år? 

Opfindelsen af internettet medførte i sin tid en del optimisme i forskningsmiljøer globalt set, og mange forskere har siden haft fokus på de emancipatoriske aspekter, hvor man i mange år har set internettet som en positivt medvirkende faktor til, at folk i almindelighed har fået redskaber til at udtrykke sig og få deres budskaber ud. I første omgang skulle man dog næsten være IT-programmør eller lignende for at være med på internettet. Web 2.0, der fulgte efter, er derimod kendetegnet ved det, jeg somme tider kalder for idiot proof software, netop fordi det ikke kræver særligt mange kompetencer af brugerne. Der er tale om software som f.eks. Wordpress, som er et såkaldt open source CMS-system, der hurtigt blev et meget anvendt hjemmesidemedie. Det skyldtes, at det mindede om tekstprogrammer som Microsoft Word, som brugerne kendte til i forvejen, og hvor det samtidig var nemt at publicere sine budskaber og indlæg på nettet.

Med Web 2.0-bølgen fik brugerne den teoretiske mulighed for “at deltage” på nettet og dermed ikke blot være tilkendt en passiv rolle som tilskuer, men også selv være aktiv. Det har ført til udtryk som ”produser” og “prosumer”, der med sine sammenstillinger af fænomenerne producer og henholdsvis user og consumer peger på en mere flydende grænse mellem, hvornår man som bruger er passiv og aktiv på internettet. På samme vis har en gren indenfor den akademiske litteratur talt om ”interactive" og “creative audiences”. Det er netop sådanne ordlege og nyskabelser af begreber, der understreger udviklingen af teknologier og digitale værktøjer, der har betydet, at vi alle sammen - teoretisk set - kan være med.

At vi på sin vis deltager, ser vi f.eks. på det væld af indholdsskabelse, der hele tiden produceres på sociale medier som Facebook, YouTube, Twitter og Instagram. Og samtidig kan man tale om, at der er opstået utroligt mange forskellige slags fællesskaber på internettet; hvis ens bil er brudt sammen eller man vil kaste sig ud i en kompleks form for madlavning, kan man i løbet af sekunder f.eks. finde YouTube-videoer, der kan hjælpe én på vej.

De sociale medier er dog stærkt præget af det, jeg kalder “konditioneret deltagelse”, hvilket vil sige, at den teknologi som indrammer de sociale medier altid vil have en indvirkning på og betinge mulighederne for brugernes deltagelse. Et konkret eksempel på dette er Facebooks like-funktion, hvor man jo ikke har et dislike som på YouTube. Det betyder, at kommunikationen på de to medier bliver forskellig, da det manglende dislike gør, at Facebook umiddelbart egner sig bedst til de positive budskaber. Selvfølgelig kan man også udtrykke sig negativt i kommentartrådene, men mange nøjes med at deltage gennem like-funktionen.

I de seneste år er der desuden kommet langt mere opmærksomhed omkring, hvad der sker med den data, som brugere genererer på internettet og de sociale medier. Det drejer sig f.eks. om overvågning og datakommercialisering samt centrale spørgsmål, der bl.a. angår hvad der sker med indholdet, der produceres af brugerne eller hvem der har det egentlige ejerskab over indholdet.

Der er med andre ord to sider af sagen: Én, som ser med positive øjne på de forskellige produktioner indenfor digitale miljøer, hvor fokus er på bl.a. fællesskabsdannelse, og én, der fokuserer på mere negative aspekter såsom overvågning, kommercialisering og det faktum, at det er brugerne, der investerer tid og kræfter i at fylde sociale medier med indhold, mens det er ejere og aktionærer, der lukrerer på dette. 

Hvor er din forskning placeret i forhold til dette?

Min forskning orienterer sig mod den kritiske side. Jeg er eksempelvis selv involveret i et europæisk COST-projekt, der hedder Dynamics of Virtual Work. Her har vi kritisk fokus på begreber som f.eks. like farming, der bl.a. indebærer det forhold, at man kan købe sig til likes, eller content moderation, som udføres af ansatte, der under usle vilkår skal sørge for at holde Facebookbrugeres nyhedsfeeds fri for materiale af tvivlsom karakter. Desuden forsker vi i reguleringen af sociale medier i større nationale og supra-nationale kontekster samt mediernes forretningsmodeller og hvordan disse stiller brugeren.

Helt overordnet er jeg interesseret i at se på kulturpolitikkens rolle i forhold til digitale kulturer. Og vil man dét, mener jeg, at man er nødt til at behandle kulturpolitik som et paraply-begreb, der også indeholder kommunikations- og mediepolitik, selvom der indenfor akademiske miljøer er tradition for at behandle de tre forskningsområder forskelligt og ofte hver for sig. Jeg mener dog, at vil man vide noget om digitale kulturer, må man også forstå netværket og teknologierne, der ligger bag den kommunikation og mediering, som genererer de digitale kulturer.

 I min forskning går jeg altid op i at se på konteksten, når det drejer sig om deltagelse i digitale miljøer, da jeg mener, at der i de kulturpolitiske diskurser foregår en lidt for kraftig generalisering i forhold til, hvordan deltagelse forstås og defineres. Det er vigtigt at undersøge de respektive kontekster, som den digitale deltagelse foregår i, da man derved bliver opmærksom på, at forskellige kontekster skaber forskellige deltagelsesformer. Netop af den grund kan man heller ikke uden videre hævde, at deltagelse i sig selv er udelukkende positivt eller negativt. Man må derimod arbejde med at analysere og afkode konteksterne for de forskellige deltagelsesformer, herunder undersøge deres formål, betingelser og udfald. Derfor er det i min optik nødvendigt at analysere og afkode konteksterne, hvis man vil opnå en grundigere forståelse og definition af digital kultur og dens deltagelsesformer.

I 2008 og 2012 udgav Kulturministeriet de såkaldte “Reach out!”-inspirationskataloger, hvori der var oplistet eksempler på digitale og analoge inddragelsestiltag i kulturlivet. Læser man kulturpolitiske dokumenter udgivet af større kommuner som København, Odense og Århus, spiller demokratiske tankegange, brugerinddragelse og deltagelse fra civilsamfundet ligeledes en stor rolle.

Hvordan har de politiske og akademiske diskurser inden for dette område påvirket hinanden i det sidste årti?

I nyere tids nordiske kulturpolitiske model har man sådan set altid haft fokus på demokratisering af kultur og kulturelt demokrati. Lige siden Kulturministeriets oprettelse i 1961 har man kulturpolitisk set orienteret sig mod en egalitær model, hvor det i høj grad har handlet om at fremme og tilskynde til befolkningens deltagelse ud fra bl.a. idéen om, at det ville styrke fritidsfællesskaber og følelsen af medborgerskab.

Kulturpolitisk har man altså længe før opfindelsen af internettet betragtet dannelsesprojektet som noget, der skulle skabes gennem borgernes aktive deltagelse. Med tiden er der så kommet flere diskurser til - både i akademiske kredse og i kulturpolitikken - hvor de sidste 20 år har haft fokus på det erhvervs- og oplevelsesøkonomiske og kulturen som vækstmulighed.

Det er selvfølgelig rigtigt, at man i offentlige kulturpolitiske dokumenter i dag ser en tendens til, at der bliver lagt meget vægt på deltagelsesaspektet, herunder de digitale deltagelsesmuligheder. I en kulturpolitisk sammenhæng er deltagelsesaspektet dog som sagt ikke ny, ligesom fokus på dette samtidig ikke betyder, at tidligere diskurser, der lagde vægt på f.eks. de oplevelsesøkonomiske eller nationale aspekter ved kulturen, forsvinder ud af kulturpolitikken.

Hvad er den største udfordring for kulturinstitutionerne, når de forsøger at “reache out” og altså efterleve de kulturpolitiske visioner og fordringer om brugerinddragelse og deltagelse, både den digitale og analoge slags?

Generelt mener jeg, at man på et politisk og institutionelt plan skal have en mere nuanceret diskussion af, hvad begreber som “brugerinddragelse” og “deltagelse” betyder samt hvorfor og hvor det er nødvendigt og givende at bruge netop de begreber. Hvad forstår man f.eks. ved forholdsvis komplekse begreber som “oplevelse” og “deltagelse”? Selvfølgelig er det ikke muligt at klarlægge det én gang for alle, men jeg savner, at institutionerne kontekstualiserer begreberne ved i højere grad at gøre opmærksom på, hvad man forstår ved deltagelse i de specifikke sammenhænge.

Da jeg på et tidspunkt så Picassos maleri Guernica for første gang, gjorde synet mig fuldstændig lamslået - der var tale om en oplevelse af det, den franske teoretiker Roland Barthes ville kalde “jouissance”, altså en oplevelse som er svær at begribe, og som sproget ikke magter at forklare. Egentlig stod jeg bare bomstille og kiggede på maleriet på et museum i Madrid, men aldrig har jeg følt, at jeg har deltaget mere i et kunstværk. Hvilken slags brugerinddragelse eller deltagelse var der så tale om her? Og i forlængelse af det kan man spørge, om man deltager mere i f.eks. en koncert ved at danse og synge end ved at sidde og lytte - eller ved at give sin egen anmeldelse i en status på Facebook eller bruge et bestemt hashtag? Deltager man mere ved at like eller retweete noget?

Der er ingen tvivl om, at digitale teknologier og formidling i forskellige udgaver kan bidrage med noget nyttigt for mange kulturinstitutioner, for det kan medvirke til at inddrage brugerne og interagere med dem. Det er bare ikke ensbetydende med, at man ukritisk bør tage de digitale muligheder til sig og eksempelvis sige, at alle statsstøttede offentlige kulturinstitutioner skal bruge iPads eller skal være på Facebook, uden først at overveje hvorfor de skal det og hvilke typer deltagelsesformer, der følger af dette.

Igen: man bør overveje meget nøje, hvilken kontekst man arbejder ud fra i den enkelte institution; måske er der tale om et museum for samtidskunst, hvor det giver god mening at arbejde med digitale teknologier, fordi det fra et museumsfagligt perspektiv virker naturligt i formidlingen – måske indebærer kunstværkerne endda en digital teknologi.

Det er vigtigt, at man som kulturinstitution nøje overvejer, hvilke krav der reelt set stilles til institutionen, for der er en tendens til at tale om, at mange forskellige, nærmest absolutte kræfter kræver noget bestemt af kulturinstitutionerne. Men hvilke krav stilles der egentlig, og hvor kommer de fra? “Reach Out”-rapporterne var f.eks. ”kun” inspirationskataloger, og jeg tror sådan set heller ikke, at kulturpolitikken i Danmark fungerer sådan, at man som statsstøttet kulturinstitution bliver tvunget til at være frontløber på de digitale medier i resultatkontrakterne. Især ikke, hvis konteksten giver indtryk af, at det ikke giver mening og strider imod institutionens natur.  

”Hvordan forandrer brugerne kulturinstitutionerne?” var det overordnede tema for Kulturstyrelsens årsmøde i oktober 2015. Mener du, at brugerne forandrer kulturinstitutionerne? Og i så fald: hvordan gør de det?

Det gør de, men brugerne har altid spillet en central rolle i at forandre kulturinstitutionerne, fordi de kommer og gør rummet levende gennem deres tilstedeværelse. Det er gældende for både virksomheder, der fungerer på markedsvilkår eller statslige institutioner, som arbejder f.eks. med kunstnerisk excellence, kulturarv eller uddannelsesmæssige faktorer.

Det er selvfølgelig rigtigt, at brugerne som forandringsmotor er eskaleret med Web 2.0. Det har nemlig medvirket til, at brugernes deltagelse i vid udstrækning kan visualiseres og markeres på en anden måde end tidligere – ikke mindst med hjælp af digitale teknologier og de sociale medier, hvor man kan give sin mening til kende eller lægge billeder på Instagram. Det er dog vigtigt, at institutionerne, forskellige som de er, har et klart formål med at implementere forskellige digitale, aktiverende former, hvis de vælger at gøre det. Har man i institutionen umiddelbart ikke det, er der bestemt ikke noget galt med at lade være.