Dette forskningsprojekt undersøger, hvordan samarbejdet mellem skole/SFO, familie og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) kan styrkes ved at integrere støtten til børn, der mistrives med bredere fællesskabsorienterede tiltag og skoleudvikling.
Projektet tager udgangspunkt i, at mistrivsel ikke kun er et individuelt problem, men skabes i samspillet mellem vanskelige betingelser på tværs af hjem, skole og fritid – ofte særligt i udfordringer i samarbejdet mellem de voksne omkring barnet.
Over tid kan sådanne vanskeligheder eskalere og udvikle sig til, hvad vi i projektet kalder udsathedsspiraler.
Forskerne følger samarbejdet fra henholdsvis børnenes, skolens, familiernes og de PPR-professionelles perspektiver. Gennem tæt samarbejde med praksis undersøger vi, hvordan samarbejdet mellem skole/SFO, familie og PPR kan gøres mere meningsfuldt, relevant og forebyggende.
Målet er at udvikle samarbejdsformer mellem skole/SFO, familie og PPR, der kan forebygge udvikling og eskalering af mistrivsel blandt børn i skolen.
Projektet er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond
Projektperiode 1. marts 2026 til 28. februar 2030