DPU

Aarhus Universitets segl

Projektbeskrivelse

Kvindernes Universitet. Århus Universitet 1928-2000

Forskningsprojektet ”Kvindernes Universitet” sætter fokus på kvindernes vej til de højere, videregående uddannelser i det 20. og 21. århundrede, og på den rolle, som akademiseringen af professionsuddannelser har spillet som en art trædesten for kvinder i Danmark. Forskningsprojektet anlægger et historisk perspektiv på det forhold, at kvinder i dag udgør hovedparten blandt de studerende på universiteterne, og at kvinderne på landsplan er de højst uddannede.

Det historiske perspektiv udfoldes i to projekter; En undersøgelse af udviklingen siden 1990’erne, med introduktionen af professionsbacheloruddannelserne, og en undersøgelse af udvalgte professionsrettede kurser på Aarhus Universitet fra årene omkring 2. Verdenskrig. I undersøgelserne lægges der vægt på kvindernes uddannelsesstrategier, deres oplevelser og erindringer.

Et historisk blik på de kvindelige professioner

Kvinder har historisk set været forment adgang til universitetet og til de højere uddannelser, da uddannelse har været forbeholdt mænd, og da kvindernes domæne har været hjemmet med pasning af hushold og børn. Fra midten af 1800-tallet begyndte kvinder at uddanne sig til lærerinder, eftersom der var mangel herpå. Med denne udvikling opstod lærerindeseminarerne, og der blev også oprettet husholdningsskoler, så kvinder kunne blive oplært i husholdning. En anden vigtig kvindelig profession var sygeplejefaget, som fik sin første uddannelsesinstitution i 1863 med oprettelsen af Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole på Frederiksberg. I løbet af 1900-tallet voksede antallet af kvinder, der søgte uddannelse og flere kvindelige professionsuddannelser og dertilhørende uddannelsesinstitutioner blev oprettet. Fra 1938 kunne sygeplejersker videreuddanne sig ved Århus Universitet, fra 1945 var det husholdningslærerinderne, der takket være den danske husmoder- og kvindebevægelse kunne videreuddanne sig ved universitetet. På den måde søgte man at videnskabeliggøre og højne respekten omkring kvinders arbejde i hjemmet. I 1958 blev Institut for Terapiassistenter oprettet ved Århus Universitet, og herfra kunne ergo- og fysioterapeuter blive uddannet. I de samme år forøgedes antallet af pædagogseminarier markant.

Ungdoms- og studenteroprøret og ikke mindst kvindebevægelsen i 1960’erne og 1970’erne har haft stor betydning for kvindernes fremgang i uddannelsesverdenen. Kvindernes egne fortællinger er dog blevet overset i historien om uddannelsernes udvikling i Danmark. Det er vores mål med projektet Kvindernes Universitet at afdække og fremhæve kvindernes fortællinger og perspektiver. Vi antager, at kvindeligheden har gennemgået en moderniseringsproces i takt med kvindernes stigende uddannelsesniveau. Samtidig er formålet med projektet at få en større forståelse for den udvikling, der er sket, og som har betydet, at kvindelige studerende udgør majoriteten på de højere uddannelser og på universitet i dag.

Teoretiske og metodiske overvejelser

Projektet henter sin teoretiske og metodiske inspiration fra poststrukturelle og ny materialistiske, affektive læsninger af kvinders uddannelseshistorie. Der trækkes på studier af videnskabens og universitetskulturernes kønnede tilblivelser, på arkivmateriale og personlige fortællinger, og projektet forfølger den kulturelle vending inden for den internationale universitetshistorie.

Med sit historisk komparative og affektive greb flytter projektet blikket på dansk universitetshistorie fra jubilæumsfejringer og uddannelsesplanlægning i retning af, hvordan universitetet gøres af mennesker, ansatte, studerende og ledere, placeret i hverdagens mange, skiftende – ofte konfliktfyldte - affektive situationer, hvor akademiske og disciplinære forventninger og identiteter brydes, mens grænser og forståelser rykker sig, og de samfundsmæssige kontekster ændres.

De to junior projekter har fælles tematik. Den historiske del udarbejdes af ph.d. studerende Pernille Svare Nygaard, mens post.doc. Astrid Elkjær Sørensen har ansvar for analysen af udviklingen siden 1990’erne. Projektleder Ning de Coninck-Smith indgår i forskningsprojektet med egen forskning og fungerer derudover som vejleder i ph.d.-projektet.