Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Dansk romantisk litteraturs indflydelse i Tyskland

30.09.2019 | Andreas Hjort Møller

I 1812 publicerede den tyske romantiker Friedrich Schlegel (1772-1829) essayet Om nordisk digtekunst (Über nordische Dichtkunst. Ossian. Die Edda, Sigurd und Shakespeare) i første bind af tidsskriftet Deutsches Museum. I tidsskriftets programmatiske fortale bekendtgjorde Schlegel, at enhver form for litteratur nødvendigvis måtte være national, men med dét forbehold, at det nationale ikke måtte kamme over i ”en uforholdsmæssig lovprisning udelukkende af indenlandske forfattere eller såkaldte nationale genstande” (side 221 i Kritische Friedrich-Schlegel-Ausgabe, bind 3. I det efterfølgende angives siderne blot i parentes). For at modvirke den form for national provinsialisme måtte man ”kun opstille idéen om en nation i den større og omfattende historiske målestok”, som han indledningsvist kalder ”den historiske opfattelse” (220). Tekster skulle nu anskues ud fra deres egen kontekst og ikke længere bedømmes ud fra klassicismens digteriske regler, som franske og tyske oplysningsdigtere havde nedarvet fra antikkens grækere og romere.

Teksten er vidnesbyrd om et nyt syn på middelalderens litteratur: Særligt middelalderens litteratur – eddadigtning, skjaldedigtning, islandske sagaer og folkeviserne – blev ikke længere blev anset for at være inferiør i forhold til antikkens litteratur, men derimod i sin egen ret interessant og dybt poetisk. Også norden blev opvurderet på bekostning af den sydeuropæiske litteratur, der ellers havde fænget Schlegel og de andre tidlige tyske romantikere i Jena i slutningen af 1790’erne.

Om nordisk digtekunst vender op og ned på den traditionelle litteraturhistorieskrivnings beskrivelse af forholdet mellem dansk og tysk romantik. Alle moderne fremstillinger af dette forhold fremhæver den danske litteraturimport fra Tyskland begyndende med Oehlenschlägers Digte 1803 (1802). Men at udvekslingen af både skønlitterære og litteraturhistoriske tekster og oversættelser gik begge veje, bliver meget tydeligt i Schlegels tekst om nordens poesi. Om nordisk digtekunst indeholder nemlig den første oversættelse af Grundtvig til tysk, godt halvanden side fra Nordens Mytologi (1808). Schlegel oversatte selv fra dansk til tysk. Denne halvanden side består af Grundtvigs redegørelse for den moderne danske middelalderisme i værker af Johannes Ewald, Christen Henriksen Pram (1756-1821), Jens Baggesen (1764-1826) og ”skjalden” (240) Adam Oehlenschläger. Schlegel, som havde skrevet til Grundtvig og forgæves inviteret ham til at publicere i et kommende nummer af Deutsches Museum, gav til kende, at han anså den danske præromantik som et forbillede for tyske romantikere. Det er slet ikke så mærkeligt: København havde én generation før, i anden halvdel af 1700-tallet, været arnested for den romantiske middelalderisme. Den danske romantik var meget påvirket af tysk romantik, men den ville omvendt have haft en anden udformning, hvis ikke tysksprogede kritikere med base i Danmark som Heinrich Wilhelm von Gerstenberg (1737-1823) havde populariseret den nordiske middelalder. Han var en del af København og Sorøs tyske kreds, en gruppe af digtere, tænkere, musikere og litteraturkritikere som var støttet af Frederik den Femtes hof via dennes statsminister, den tyske adelsmand J.H.E. Bernstorff (1712-1772). I virkeligheden gik den litterære transfer i årene 1750 til 1770 primært den anden vej, fra København til Tyskland. Det er Schlegels lange essay (i alt cirka 28 sider) et godt eksempel på: Schlegel bekender sig nu for første gang betingelsesløst til nordisk middelalder og søger derfor inspiration i andre germanske landes nationale litteratur, dvs. engelsk og dansk litteratur fra middelalderen og fremefter. I den forbindelse må han indrømme, at den danske litteratur både står den oldnordiske digtning nærmere, og at ”ingen anden nation bortset fra den tyske har frembragt så fremragende digtere, som har dyrket poesien så levende og frugtbart, end den danske.” (239) Med nævnelsen af denne danske poesidyrkelse sigter han ikke til olddansk litteratur, men derimod moderne digtere fra ”den anden halvdel af det attende århundrede, mens poesien hos Europas andre folk allerede forekom at være udslukt og uddød” (239). Man kan spore en let paradoksal modvilje mod middelalderismen i tekstens bemærkning om, at middelalderen naturligvis vil blive misbrugt af opportunistiske digtere, der vil slå mønt af den. Det er formentlig en reminiscens fra den tidligere, intellektuelle tyske Jena-romantik, der var kritisk over for de mange nordiserende ballader, der havde været ekstremt populære i 1770erne og 1780erne. Men man skal hellere ikke være blind for at det er den aldrende romantikers positionering i forhold til en ny generation af forfattere.

Uddrag af Friedrich Schlegel: Om nordisk digtekunst (1812)

(siderne 223-225)

Ved siden af hin forårs- og øjeblikspoesi og ved siden af dén anden poesi, som tjener moden og gør sin dont i det højere selskabs sfære, findes der en anden, ældre end de andre to. Det er poesien i selve sin oprindelige skikkelse – eller sagaen og heltedigtningen, som ikke blot er indesluttet i kunstens domæne, men i lige så høj grad tilhører historien, nemlig menneskets og naturens urhistorie. I modsætning til den kunstige konventionelle, mod samfundsmæssige forhold og fænomener henvendte digtnings afrettede kanaler kunne man sammenligne denne poesi med en ren og stærk klippekilde; men – med tanke på det ydre behag og den sanselige fylde, den ornamentering og det blomsterflor, som tilhører dén poesi, der opstår direkte af det unge livs og kærlighedens følelse – måske snarere med de rå ærværdige urbjerge, som fylder den ensomme vandrer med forundring og eftertænksomhed og hensætter ham blandt fortidens kæmpeskikkelser.

                      På det punkt er litteraturkritikken – der, hvad der næsten giver sig selv, må være ren litteraturhistorie – helt og aldeles på sin plads samt særdeles frugtbar. Ikke for at måle naturens store værker efter et tilfældigt mål eller for at tilskrive dem en ofte alt for let og forgængelig vægt, men derimod for at fortolke dem, forklare dem, vise dem deres sande plads og gøre dem mere alment forståelige. Med minearbejderens virke er udforskningen og forklaringen af disse sagaernes gamle mindesmærker at sammenligne; minearbejderen, der betragter naturen i dens dybder og tyder den for andre. Dernede rodfæstes og slumrer skjult hine kræfter og metaller – guldet og jernet – som, når de hentes op til overfladen, sætter alt i omløb og bevægelse, som udsmykker haller med frugtbarhedens velsignelse eller farver marker og floder røde af blod; her hviler tillukket de mest opkvikkende helbredende kræfter og tillige de dødelige gifte, usynlige stoffer, ud af hvilke der med ringe kunst lader sig frembringe det glitrende farvespils mangfoldighed; og også mange andre hemmelighedsfulde ting, alt sammen spredt og begravet under en nedsunken kæmpeverdens ruiner.

                      I en sådan stemning skal man nærme sig den gamle heltesagas mindesmærker for at fatte dem og fortolke dem. Om betragtninger af dén art – i det mindste i det omfang, det hører inden for fædrelandets digtning – vil vi forsøge at meddele vores læsere fra tid til anden. Det ligger os først og fremmest på sinde at bringe den gamle poesis gedigne metal for dagen. Dém, som måske vil gøre sig en forretning ud af at omsmelte det, forsyne det med et mere eller mindre alment gyldigt eller blot vilkårligt stempel og bringe det i omløb i små portioner, vil det uden tvivl ikke skorte på.

 

I det følgende gennemgår Schlegel bl.a. James Macphersons værk Ossians Sange. Han ved godt, at Ossians Sanges ægthed er omstridt, men han tilskriver dem alligevel sandhedsværdi som kilde til urpoesien.

 

(side 234)

Alt dette falder lige ind i det tidsrum, som man sædvanligvis plejer at kalde ”den mørke middelalder”. Vel må – med tanke på nationernes og de enkelte menneskers isolation, på den i den sidste romertid så almindelige og livlige og nu afbrudte udveksling mellem folkene, og med tanke på den ikke længere så almindeligt udbredte åndelige dannelses fællesskab, og fordi dagens håndværk og handel endnu slet ikke blev bedrevet med den samme behændighed som i dag – denne menneskehedens mærkværdige periode blive sammenlignet med natten; men en stjerneklar nat var det! Nu forekommer det, at vi befinder os i dæmringens endnu forvirrede og uklare mellemtilstand. Stjernerne, som oplyste hin nat, er blege, og for størstedelens vedkommende allerede forsvundne, men endnu er dagen ikke gryet. Vel har man mere end én gang forkyndt os erkendelsen af og lykken over en ny sols snarlige komme. Følgen har imidlertid ingenlunde bekræftet den overilede bebudelse, og hvis der skulle findes nogen som helst grund til at håbe, at den snart skal gå i opfyldelse, så er det vel kun den mærkbare kulde, som i morgenluften plejer at gå forud for lysets opgang.

Blog