De indsendte abstract - resuméer. De er sorteret alfabetisk efter oplægsholderens fornavn.
Konstruktioner af typen et herrens år, en glædens dag, et åbenbaringens lys, en vældig kræfternes udfoldelse er hyppigere i dansk, end man skulle tro. Deres struktur strider imod en almindelig nominalfrases struktur (jf. en bils ejer), da det første substantiv er i bestemt form (med efterhængt bestemt artikel) genitiv i attributiv og ikke bestemmende funktion i forhold til det efterfølgende substantiv. Bestemmeren (ubestemt eller bestemt artikel, demonstrativt pronomen m.m.) er i konstruktionen ikke direkte koblet til det efterfølgende substantiv, men til det sidste i frasen. Som det har vist sig i en tidligere undersøgelse, drejer det sig her ikke om orddannelse, men om attributiv brug af et substantiv i bestemt form genitiv. Jeg skal præsentere både de grammatiske og semantiske forhold i konstruktionen samt resultaterne af en foreløbig korpusundersøgelse, hvor jeg vil vise udvalgte eksempler af de mange kombinationsmuligheder, der forekommer i danske tekster.
I to tidligere elicitationsforsøg har vi undersøgt den usædvanlige kongruens man ofte hører i
konstruktioner med prædikative adjektiver: Adjektiviske subjektsprædikativer kan tilsyneladende
kongruere i tal med et præpositionsobjekt i stedet for subjektet, endda hvis dette er eksplicit
markeret med akkusativ frem for nominativ kasus, fx:
(1)
a. Dem er jeg vild-e med
b. Den er vi vild_ med
(2)
a. Jeg er vild-e med dem.
b. Vi er vild_ med dem.
Vores studier viste at fænomenet er (i) overraskende udbredt, (ii) optræder på tværs af alder, køn og
region, og (iii) at et præpositionelt objekt (P-Obj) i singularis i særlig høj grad tiltrækker
kongruensen – men (iv) at det i væsentlig højere grad er tilfældet når P-Obj er fremflyttet, som i (1),
end når det står efter verbet, som i (2). Vores resultater indikerer at fænomenet skyldes en
interaktion mellem bortfald af -e (der giver anledning til (1b) og (2b)) og en midlertidig
fejlfortolkning af P-Obj som subjekt, hvilket giver anledning til (1a) (men ikke (2a), hvor der ikke
er fremflytning).
Vi vil præsentere resultatet af et tredje forsøg med ca. 200 deltagere, hvor vi har indsamlet
acceptabilitetsbedømmelser af sætninger der er konstrueret på basis af naturligt forekommende
eksempler på internettet, som dem i (3).
(3)
a. De her er jeg vilde med ❤ en skøn dag med babyspam og tøsefnidder.
(www.appeal4you.dk)
b. De er SÅ søde, uanset om det er hund, kat eller hest! Jeg er trygge ved dem, og ikke
mindst, er mine dyr også, … (www.hestegalleri.dk)
I forsøget manipulerer vi både kongruens (subjekt vs. P-Obj), ±fremflytning og tal (ental vs. flertal).
Resultaterne af denne undersøgelse understøtter resultaterne fra de to tidligere forsøg: Eksempler
med alternativ kongruens er mere acceptable når der er fremflytning, men den normale kongruens
er markant og signifikant bedre. Der er i virkeligheden ikke rigtigt belæg for at tale om ”alternativ”
kongruens. Fænomenet ser ud til at være en slags performansfejl.
Stødet er et prosodisk fænomen i dansk som forekommer på visse stavelser i visse ord. Når man kigger
på ordforrådet kan man komme frem til visse generaliseringer for hvilke ord som har stød. Et eksempel
på en sådan generalisering er Basbølls ikke-stød princip, som forudsiger forekomsten af stød ud fra
betoningens placering og endelsers produktivitet (Basbøll 2005). En anden generalisering ud fra
eksisterende ord er at enstavede ord som slutter på lang vokal altid har stød ([ˡbiːˀ]), hvorimod det
varierer mere ved enstavede ord med kort vokal fulgt af en sonor konsonant ([ˡhalˀ – [ˡøl]). I gruppen af
ord med denne struktur kan man se, at ordene som slutter på /m/ oftere har stød end ord som slutter på
øvrige sonoranter. Her kan man stille sig spørgsmålet hvorvidt talere kun tager hensyn til betoningens
placering i monomorfematiske nonsensord, eller om for eksempel rimets struktur også påvirker?
Formålet med afhandlingen er at undersøge hvilke generaliseringer fra eksisterende danske ord som
talere overfører til nonsensord. Det antages at nonsensord kan sige noget om stødets produktivitet,
eftersom de per definition ikke har nogen leksikal information.
Planen er at undersøge dette ved hjælp af tre eksperimenter. I det første eksperiment er betoning og
rimets struktur i fokus. Her testes monomorfematiske nonsensord bestående af en eller to stavelser.
Desuden testes enstavede nonsensord med kort vokal fulgt af en sonor konsonant, for at se om talerne
generaliserer forskelligt over forskellige sonoranter. I det andet eksperiment er fokus på ordklasser og
homonymi. Her testes ens nonsensord som både substantiv og verber, eller kun som enten eller. Dette
for at kunne sige noget om hvorvidt ordklasse påvirker taleres tildeling af stød, og for at se om talerne
oftere udtaler nonsensord med stød hvis de er homonymer, det vil sige om talerne indsætter stød for at
adskille betydningerne. I det tredje eksperiment er fokus på morfologien. Her testes forskellige suffikser,
eventuelt også præfikser, i kombination med nonsensordene fra eksperiment 1. I oplægget vil jeg
fokusere på hypoteser og metode for det første eksperiment, særligt i forhold til eksperimentets oplæg
og udformningen af nonsensordene.
Litteratur: Basbøll, Hans, 2005: The phonology of Danish. Oxford: Oxford University Press.
I 1909 blev Udvalg for Folkemål oprettet med en ordbog over de danske ømål som en central opgave. Udvalget lagde et stort arbejde i at rekruttere og senere fastholde en række korresponderende meddelere med sproglig sans og interesse for arbejdet. En af de meddelere der var tæt knyttet til arbejdet, var Anna Pedersen fra Østsjælland, som Udvalget kom i kontakt med i 1924 og bevarede kontakten med til hendes død i 1972. Anna Pedersen bidrog gennem årene til mange former for indsamling, og i Ømålsordbogens arkiv ligger der hundredevis af kvartark og tusindvis af sedler skrevet med hendes letlæselige håndskrift. Optegnelserne er ikke kun usædvanlige ved deres omfang og indhold, men også ved deres konsekvente notation i Danias lydskrift, som hun tilegnede sig i slutningen af 1920’erne under vejledning af Udvalgets leder, Poul Andersen. Senere – i 1930’erne – udarbejdede hun dele af den fraseologiske spørgeliste og deltog i udviklingen af en normaliseret lydskrift for østsjællandsk (Andersen 1939) – det første vidnesbyrd om den inspiration fra strukturalismen der skulle komme til at præge udtalebeskrivelsen i Ømålsordbogen. I sine sidste år var hun hovedmeddeler for Inger Ejskjær under arbejdet med Fonemsystemet i østsjællandsk (Ejskjær 1970). Jeg er dykket ned i den omfattende korrespondance med Anna Pedersen i brevsamlingen for at følge hendes udvikling fra almindelig meddeler til betroet lokal medarbejder og undersøge hvordan hun opfattede sit arbejde for Udvalget. Der er blevet fremlagt en række eksempler på at meddelernes drivkraft og interesser kunne afvige forskernes, og at deres stemme ikke altid kom til orde, fx er det blevet påvist at Karoline Graves beskrivelser af nordvestsjællandsk bondeliv blev redigeret hårdt af udgiveren Henrik Ussing (Ingemann 1980). Med Anna Pedersen stiller sagen sig anderledes. Hun ville selv gerne udvikle sig og lære af dialektforskerne. Det var fx hende selv der insisterede på at lære Danias lydskrift. Men undertiden fornemmer man i brevene alligevel brudflader i samarbejdet, og det er der også en antydning af i Inger Ejskjærs forord til Fonemsystemet i østsjællandsk.
Andersen, Poul 1939: Udvalg for Folkemaals Virksomhed 1933–38 (med Udkast til Plan for den kommende Ordbog over de danske Ømaal). Danske Folkemaal 12:17–64.
Ejskjær, Inger 1970: Fonemsystemet i østsjællandsk på grundlag af dialekten i Strøby Sogn. København: Akademisk Forlag.
Ingemann, Henrik 1980: Karoline Graves. I: Folk og Kultur 9: 53–74.
Når man som studerende vælger at afslutte en uddannelse før tid, skyldes det ofte flere forskellige faktorer. Uddannelsesfrafald er nemlig en kompleks problematik og bør derfor belyses fra forskellige vinkler. I projektet Speaking Up ønsker vi at undersøge om sprog spiller en rolle og i givet fald hvilken. Vi vil gerne forstå hvordan sprog kan fungere som en sorteringsmekanisme der får nogle studerende til at blive på en uddannelse og andre til at opgive den. I dette oplæg kigger jeg mere specifikt på hvilke sproglige stile, herunder brug af fagudtryk, studerende associerer med uddannelsesmæssig succes, og hvordan uddannelsesmæssig succes forhandles sprogligt blandt dem. Jeg fokuserer på interviewberetninger fra studerende om at manglende kendskab til fagbegreber har ført til at medstuderende ikke lytter til dem, og om beretninger fra studerende om (mere eller mindre bevidst) at bruge bestemte ord som andre ikke forstår. Jeg analyserer også optagelser af gruppearbejder hvor sådanne dynamikker er i spil blandt de studerende, ligesom jeg inddrager refleksioner fra deres undervisere. Fordi data indsamles ad to omgange med et års mellemrum, kan jeg relatere disse forhold til uddannelsesrelaterede konsekvenser og dermed belyse eventuelle sammenhænge mellem sprogbrug og uddannelsesfrafald.
Data består af etnografiske observationer, interviews, selvoptagelser og spørgeskemaer indsamlet blandt pædagog- og lærerstuderende på Professionshøjskolen Absalon i Vordingborg. Dette delprojektet i Vordingborg er en del af Speaking Up-projektet som med forskellige metodiske tilgange undersøger sprog som faktor for social mobilitet og konsekvenserne af at tale noget andet end rigsdansk, når man starter på en uddannelse. Projektet følger lærer- og pædagogstuderende og deres lærere og studievejledere i Hjørring, Jelling og Vordingborg
Fornavnevariationen er steget dramatisk i Danmark de senere år. Alt tyder på at flere og flere
ønsker unikke fornavne til deres børn, eller i hvert fald navne som ikke er blandt de allermest
udbredte. En børneårgangs hyppigste navn bliver båret af færre og færre hvert år, og flere og
flere nye navne, her under anderledes stavemåder af kendte navne, kommer i spil. For
drengenavnene gælder det at det hyppigste navn i 1995 blev båret af 3,7% og i 2020 af 1,7%.
Det tilsvarende tal var for pigenavnenes vedkommende 3,0% i 1995 og 1,7% i 2020.
Samtidig er antallet af godkendte pigenavne steget med 328% og drengenavnene med 374% i
perioden fra 2007 til 2021. Et eksempel er pigenavnet Freja som i samme periode er steget
fra fire godkendte stavemåder (Freia, Freja, Freya, Freyja) til 13 godkendte stavemåder
(Fraia, Fraja, Fraya, Freia, Freiah, Freija, Freja, Freya, Freyah, Freyiia, Freyja, Frøjiia,
Frøya). Forældres valg af navne til nyfødte har således længe udviklet sig sådan at flere og
flere stavevarianter af kendte navne dukker op, og at flere og flere navne kun findes i et
enkelt eller nogle få tilfælde hvert år.
Baseret på data fra Danmarks Statistik over hvilke fornavne babyer er givet som første
fornavn siden 1995, og lister over godkendte fornavne fra Familieretshuset, vil jeg vise
udviklingen i bevægelsen mod større variation i fornavnebrugen i Danmark gennem de
seneste 25 år med fokus på den stigende stavevariation.
Subjekt er obligatorisk i dansk sætningsstruktur, men der findes alligevel eksempler på, hvor subjektet er udeladt. Jeg har undersøgt fænomenet subjektellipser på gravstene og patientjournaler, da jeg observerede, at det forekommer ganske hyppigt. Det er data, som jeg selv har samlet via netværk og ture på århusianske kirkegårde og dette data har jeg behandlet, hvori jeg har bestemt om det drejer sig om situationelle, kontekstuelle eller strukturelle ellipser i givne situationer. Jeg har defineret subjektellipser ud fra Lars Brink og Jørgen Schacks definitioner. Væsentligt er det, at der skal være en fornemmelse af afkortethed og man bør kunne rekonstruere det eliderede.
Undersøgelser som Heegård & Mortensen (2014) og Heegård (2013, 2015) viser, at et ords udtale til tider korrelerer systematisk med dets funktion i ytring. Hvis man kigger i en dansk ordbog (fx Den Danske Ordbog), præsenteres altså som et enkelt leksem med et særdeles bredt betydningsspænd, og dets brug spænder fra et konkluderende/sammenfattende adverbial til en dialogisk partikel til et turindledende eller præciserende interjektional (Hansen & Heltoft 2019, Heinemann & Steensig 2018). Derudover kan man i DanPASS-korpusset observere, at altsås udtale varierer fra meget distinkt [ˈalˀsʌ] til stærkt reduceret [a].
Oplægget er baseret på Vies & Heegård Petersen (indsendt). Målet med undersøgelsen er at vurdere, hvorvidt altså stadig kan beskrives som ét polysemt leksem, eller om det er i færd med at splitte sig op i flere tegn. Det gør vi ved at sammenholde udtalen af altså med dets funktion i ytringen vha. et reduktionshierarki, der kvantificerer grader af udtalereduktion. I alt blev 428 forekomster af altså fra DanPASS analyseret topologisk og funktionelt ud fra den ortografiske transskription, hvorefter vi koblede analysen til den fonetiske realisering fra lydskriftangivelsen i korpusset. Vi sammenlignede dernæst reduktionsgraden for de forskellige funktioner ved hjælp af en ordinal logistisk regression.
Resultaterne indikerer, at udtalen af altså systematisk korrelerer med dets funktion i ytringen på en sådan måde, at man kan opstille to overordnede klynger for dets brug: en sætningsekstern og en sætningsintern. Førstnævnte består af interjektionaler i ytringsmarginen eller som parentetiske indskud. Denne gruppe udtales komprimeret, dvs. med færre segmenter. Sidstnævnte består af sætningsadverbier og dialogiske partikler, der udtales relativt ekspanderet, dvs. med flere segmenter.
Inden for de seneste år har en omfattende digitalisering af diverse tidsskrifter, litterære værker, samlinger, registre og biblioteker på dansk fundet sted.
En stor del af digitaliseringen har haft fokus på at digitalisere og bevare arkiver og databaser i sprogforskningsøjemed og til udvikling af sprogteknologiske værktøjer, mens en stor del af digitaliseringen af skønlitterære værker og tidsskrifter primært tjener et formål om bevaring og øget tilgængelighed. Foruden alt det materiale, der i dag først og fremmest produceres digitalt, er der altså efterhånden en righoldig adgang til digitaliseret materiale på dansk. Men hvordan får vi mest mulig nytte ud af det digitale materiale?
Dette oplæg vil præsentere ideen bag mit Ph.d-projekt Salmen – en genre i udvikling?, samt diskutere det metodiske og teoretiske aspekt i, hvordan man kan implementere lingvistisk genreteori på et digitalt tekstkorpus – i dette tilfælde på salmelitteraturen. Altså vil jeg diskutere spørgsmålet: Hvordan måler vi en genre?
Under oplægget diskuteres emner som, hvordan man gør den relevante information i teksterne læsbar for en maskine, hvordan man kan udnytte metadata, hvilke gevinster man kan opnå ved den digitale analyse, samt hvilke begrænsninger og dilemmaer der opstår i arbejdet med det digitale. Jeg vil desuden tale om hvordan man kan flytte sig fra en forholdsvis gængs ”optællingsanalyse” til en mere avanceret analyse, der kombinerer flere forskellige aspekter fra paletten af digitale metoder.
Kønsinklusive (eller kønsneutrale) pronomener har fået en del opmærksomhed fra det
offentlige øje de seneste år, både i Danmark og i udlandet, men er som akademisk emne
forholdsvist underbelyst. Der findes enkelte studier af kønsinklusive pronomener på forskellige
sprog, såsom dansk (Miltersen 2018; Miltersen 2020), svensk (Sendén et al. 2021), spansk
(Papadoupoilos 2022), fransk (Knisely 2020) og italiensk (Scotto di Carlo 2020), samt en større
mængde litteratur om engelske pronomener, inklusiv sproghistoriske studier (eksempelvis
Baron 2020). Dette oplæg tager udgangspunkt i mit speciale fra foråret 2022, der undersøgte
den historiske udvikling af danske kønsinklusive pronomener.
Jeg definerer her kønsinklusive pronomener som personlige pronomener i 3. person ental, der,
når de tager personreference, enten ikke angiver referentens konceptuelle køn (McConnell-
Ginet 2014; Ackerman 2019; jf. sexus i Hansen og Heltoft 2011) eller angiver referentens
konceptuelle køn som noget andet end mand eller kvinde, på sprog hvor pronomener i samme
paradigme ellers angiver konceptuelt køn. På nutidigt dansk drejer dette sig om pronomenerne
hen, singulært de og den, i paradigme med han og hun (Miltersen 2018), omend en række andre
pronomener er blevet foreslået, diskuteret og i begrænset omfang brugt gennem tiden,
eksempelvis hyn, høn, hæn, huan og hin.
Specialet bruger en multimetodologisk tilgang til at analysere en kombination af dokumentdata
(Bowen 2009) og data fra kvalitative interviews med personer fra nogle af de speech
communities / communities of practice (Labov 1972; Eckert og McConnell-Ginet 1998) der i
dag bruger pronomenerne. Data er blevet indsamlet og analyseret med metoder fra
korpuslingvistik, lingvistisk etnografi og diskursanalyse. Dertil har jeg suppleret med et
autoetnografisk perspektiv og inddraget indsigter fra min egen tilegnelse af de relevante
pronomener. På baggrund af 242 eksempler på pronomener, indhentet fra diverse korpora og
andre kilder, samt personlige beretninger om interviewpersonernes (og mine egne) første
møder og erfaringer med pronomenerne, konstruerer specialet en tidslinje over danske
kønsinklusive pronomeners opståen og udvikling, der strækker sig fra 1942 til 2021. Ud over
den kronologiske beskrivelse identificerer jeg også en række relevante diskurser om sprog og
køn og disses udvikling.
Tidslinjen indikerer at denne udvikling kan karakteriseres af to generelle ”bølger”, der følger
andre samfundsmæssige udviklinger i forhold til køn(sopfattelser): Først giver fremskridt inden
for kvinderettigheder anledning til diskussioner om kønsneutralt sprog i perioden 1969-1983;
senere, efter den gradvise udvikling af queerteori i 90’erne og 00’erne, fører en øget synlighed
af trans og nonbinære personer til større opmærksomhed på kønnet og kønsinkluderende sprog.
Afslutningsvis vil jeg i oplægget kort diskutere nogle sprogpolitiske implikationer af studiet.
Litteratur:
I moderne dansk kan der være tvivl om om der skal -t på et ord som rigtig når det bruges som gradsadverbial (hun blev rigtig/rigtigt ivrig). Formen med -t i sådanne sammenhænge afspejler en nyere brug.
Mønstrene for -t eller ej i adverbialer er svære at beskrive, for mange faktorer har indflydelse på dem. I grammatikhistorien er mønstrene især blevet forsøgt forklaret med henvisning til syntaktisk funktion, semantik og i et vist omfang ordenes opbygning.
Hvad angår syntaktisk funktion, har man blandt andet hæftet sig ved at mådesadverbialer tager -t, og eksempler herpå er der mange af, jf. hun løb hurtigt, de sang smukt til koncerten, han satte den rigtigt på.
Funktionen som mådesadverbial er associeret med en ret konkret betydning. Det er faktisk måden der blev sunget på, der betegnes. Hermed bevæger vi os i retning af de semantiske forklaringer.
Siden slutningen af det 19. århundrede har det været almindeligt at beskrive mønstrene med og uden -t som koblet med et semantisk kontinuum hvor ”konkret” eller ”egentlig” betydning befinder sig i den ene ende (præference for -t), og ”abstrakt”, ”svækket” eller ”uegentlig” betydning befinder sig i den anden ende (præference for -t-løse former). Se fx Sörensen 1887, Wiwel 1901. Gradsadverbialer og sætningsadverbialer, som ofte har en abstrakt eller svækket betydning, vil ifølge denne hypotese have præference for former uden -t. Men som indledningseksemplet med rigtig(t) viste, forholder det sig ikke altid sådan i moderne tid. Ligeledes kan man finde sætningsadverbialer som forhåbentligt og formodentligt (med -t) i både skrift og tale.
Ordenes opbygning spiller også en rolle for præference for -t eller ej. Der er gennemgående færre -t’er i adverbialer der ender på -ig og -lig end på andre adverbialer, og der er tilsyneladende også forskellige mønstre for ord der ender på hhv. -sk, -som og -vis.
Som nævnt ovenfor afspejler -t-formerne en yngre brug end de -t-løse former. Ifølge Skautrup (1953: 373) er det ikke ualmindeligt i det 18. århundrede at møde adverbialer uden -t, hvor man i dag – både på i 1953 og nu – ville vente –t; Skautrup nævner langsom og umiddelbar som adv. hos Baden (1735-1804) og Hendes Tilstand rører mig saa stærk hos Biehl (1731-1788). I et korpus bestående af romaner og breve fra 1800-tallet finder vi også mange -t-løse former som kan virke overraskende for en moderne sprogfølelse, fx Silvius trak forsigtig sit Værktøj til sig (P.M. Møller ca. 1824), den høie fyldige Blondine, som langsom reed ham forbi (Goldschmidt 1853-1857).
I et igangværende projekt undersøger vi udviklingen, og det viser sig at alle de ovennævnte faktorer spiller en rolle. I projektet forsøger vi at kortlægge hvordan.
For tiden overvejer vi om såvel de gamle -t-løse former som de nye -t-former faktisk kan betegnes som ubøjede.
I identitets-, migrations- og minoritetsstudier, i danske og tyske mediedebatter giver bindestregen fortsat anledning til mange spørgsmål: Hvilken betydning kan man tillægge den? Adskiller eller forbinder den første- og andetled? Underordner den førsteled under andetled – eller måske omvendt? Dette bidrag fokuserer på attributive kollokationer med nationale adjektiver i bindestregsforbindelser med dansk og deutsch som første- eller andetled. De tyske og danske regler for brugen af bindestreg er grundlæggende ens: Bindestregen indsættes mellem ”betydningsmæssigt sidestillede” eller ”gleichrangigen, nebengeordneten” adjektiver (RO § 57, stk. 5; AR § 44). Mens rækkefølgen i determinative sammensætninger uden bindestreg er afgørende for kompositummets betydning (jf. rødbrun Hansen & Heltoft 2011: 244), er bindestregssammensætningen kopulativ og leddenes rækkefølge her i princippet arbitrær (ibid. om ”dvandva-kompositummet”). Den Danske Ordbog og Dudens betydningsforklaring af bindestregskomposita med hhv. dansk- og deutsch- som førsteled harmonerer med beskrivelserne af kopulative sammensætninger. Der er dog ikke nogen artikel med -dansk som andetled i Den Danske Ordbog, og i Dudens artikler med
-deutsch som andetled er sammensætningernes ekstension indskrænket ift. bindestregssammensætninger med deutsch- som førsteled (jf. DUW: deutsch-französisch vs. französisch-deutsch). For at undersøge rækkefølgens betydning i bindestregssammensætningerne med hhv. dansk og tysk som første- og andetled undersøges det, om der er semantiske forskelle på de basisord, der attribueres af sådanne nationaladjektiver i hhv. udskiftelig og fast rækkefølge. De to Sketch Engine-korpora daTenTen20 og deTenTen18 tjener som empirisk grundlag for sammenligningen.
For godt 20 år siden publicerede Bent Preisler (1999) den til dato måske mest omfattende undersøgelse af danskeres holdninger til og brug af engelsk. Han viste at engelsk blev brugt af et flertal af danskere, men også at omkring 20 % af især de ældre var ude af stand til at bruge engelsk.
Det sproglige klima i Danmark er ændret markant siden da. Dansk er fortsat det eneste officielle sprog i Danmark (på trods af politisk tale om at give engelsk en mere formel status), men vi har set en øget sproglig mangfoldighed bl.a. pga. migration, og engelsk er blevet et endnu mere udbredt lingua franca i Danmark. Derudover har (globale) digitale medier vundet frem i et omfang som var nærmest utænkeligt i 1999. Engelsk er på den måde blevet en (endnu) mere tilstedeværende sprog i danskeres hverdag over de sidste årtier.
Preislers undersøgelse hvilede bl.a. på en surveyundersøgelse med ca. 850 repræsentativt udvalgte respondenter. I foråret 2022 gennemførte vi en diakron gentagelse af (dele af) denne survey med et ligeledes repræsentativt udvalg af danskere af sammen størrelsesorden. Formålet var at undersøge om de nævnte samfundsforandringer har ført til ideologiske og sociolingvistiske forandring i Danmark over det sidste kvarte århundrede.
Vores resultater viser at danskere opfatter sig som mere kompetente end i 90erne, og at de oplever større kontakt med engelsk. Resultaterne viser også at den øgede kompetence og kontakt har ført til at nogle forskelle er udlignet, mens nye er opstået.
I 1990erne fandt Preisler at engelsk både opfattedes som ”en trussel” og ”en mulighed”. Vores resultater antyder at det samme er tilfældet nu, og dermed også at vi ikke entydigt er vidne til en udvikling hvor engelsk opfattes mere og mere positivt. Der er skeptiske stemmer såvel som de optimistiske – og noget tyder på at den holdningsmæssige opposition er ved at blive større.
Reference:
Preisler, Bent (1999). Danskerne og det engelsk sprog. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
I traditionel generativ litteratur bliver ekstraktion fra en række indlejrede sætninger som
oftest antaget at være ugrammatisk på tværs af alle sprog, og de kategoriseres derfor som
syntaktiske ’øer’ (Ross 1967; Szabolcsi 2006). (Der er altså tale om en række
sætningsknuder.) Det har dog vist sig gentagne gange at der findes modeksempler til denne
generalisering i de fastlandsskandinaviske sprog (Bondevik, Kush, og Lohndal 2020;
Christensen, Kizach, og Nyvad 2013; Christensen og Nyvad 2014; Engdahl og Ejerhed 1982;
Erteschik-Shir 1973; Kush, Lohndal, og Sprouse 2019; Lindahl 2017; Müller 2019).
Vi gennemgår en række resultater fra vores undersøgelser af danske ’øer’, hvor vi har
undersøgt forskellige sætningsknuder, såsom indlejrede hv-spørgsmål (1), adverbielle
ledsætninger (2) og relativsætninger (3), hvor et led er ’sejlet’ ud af den indlejrede sætning.
(1) Hvilken forfatter1 ville hun gerne vide [hvor2 vi havde mødt ___1 ___2]?
(2) Den slags ord1 bliver jeg rystet [når jeg hører ___1].
(3) Hende1 er der mange [der godt kan lide ___1].
Vi argumenterer for at de variationer vi finder i acceptabilitetsbedømmelserne, afspejler et
samspil mellem strukturel kompleksitet, arbejdshukommelse, og diskursfunktionelle
faktorer. Vi sætter således spørgsmålstegn ved at disse konstruktioner er syntaktiske ’øer’
på tværs af alle sprog og diskuterer hvordan vi kan redegøre for dem uden at smide al
syntaktisk teori overbord.
Referencer
Taler de stadig fynsk på Fyn? Kan vi komme nærmere, hvem der gør, hvorfor de gør og hvilken social
betydning dialekten har?
Der er bemærkelsesværdigt få beskrivelser af sprogbrug og sprogholdninger omhandlende fynboer,
som bor på landet, og i særdeleshed få fra Sydfyn (se dog Andersen 1958, Hansen 1993, Køster 2000).
Hertil skal det bemærkes, at en række nyere danske sociodialektologiske undersøgelser har
beskæftiget sig med jyske, sjællandske og bornholmske talesprogssamfund (Hansen & Goldshtein
2021, Maegaard et al. 2019). Fyn har imidlertid ikke været genstand for sådanne undersøgelser,
hvilket udgør et markant videnshul.
I mit oplæg vil jeg præsentere idéen til det PhD-projekt, jeg netop har fået lov til at lave på Aarhus
Universitet. Idéen udspringer fra mine egne erfaringer med et stort omfang af moderne fynsk blandt
unge, og en undersøgelse fra min studietid, som viste, at der stadig bliver talt fynsk blandt unge på
Fyn (Boas & Flodin 2020). Projektet er et sociofonetisk og sociodialektologisk studie af sprogbrug,
sprogholdninger og sproglig identitet blandt unge på Sydfyn. Projektet vil som noget nyt i en dansk
kontekst kombinere feltarbejde, sprogholdningseksperimenter og kvantitative sociofonetiske studier
for at undersøge udvalgte dialekttræk, brugen af disse og hvilke sociale og identitetsskabende
funktioner de udfylder (Eckert 2012, Silverstein 2013). Projektet vil med sit
sprogholdningseksperiment desuden knytte an til den revurdering af sproglige normcentre i Danmark,
som netop står til fornyet diskussion i sprogvidenskaben i disse år.
Referencer
Nøgleord: fynsk, sociofonetik, tredjebølgesociolingvistik
Forskning i holdninger til dialekter og andre former for regionale og sociale varieteter af dansk talesprog viser, at der findes forskel på sprogbrugeres bevidste og underbevidste sprogholdninger, og resultaterne hidtil tegner overordnet et billede af København som landets altdominerende normcenter (jf. fx Kristiansen 2020). Undersøgelser med fokus på sproglig variation og sprogudvikling i det senmoderne Danmark (fx Maegaard et al. 2020) peger på et igangværende skift på landsplan i retning af københavnsk-orienteret standardsprog, men samtidig ser det ud til, at især situationen i Jylland ikke er helt så entydig (se også Maegaard & Quist 2020; Hansen & Goldshtein 2021; Hansen 2022). I vores oplæg vil vi præsentere et forsøg på at afdække sprogbrugeres egne opfattelser af denne komplekse sproglige virkelighed. Vi diskuterer resultaterne fra en undersøgelse baseret på data indsamlet fra informanter i Aarhus og København (ca. 90 i alt), hvor vi anvender den såkaldte tegn-et-kort-opgave (eller draw-a-map task, jf. Cramer 2021) som metode til at udforske de opfattelser bottom up, sprogbrugere har af det danske dialekt- og varietetlandskab. I tillæg til at indsamle individuelle sprogkort trækker vi på en videreudvikling af tilgangen i digitalt regi (se Montgomery & Stoeckle 2013), som går ud på at anvende GIS-software (dvs. et geografisk informationssystem) til at aggregere data fra individuelle besvarelser og visualisere og yderligere udforske mere generelle mønstre i materialet. Vi tager udgangspunkt i følgende spørgsmål: Hvilke slags sproglig variation identificerer sprogbrugerne, hvilke sprogområder findes der ifølge dem i Danmark, og hvilke betegnelser anvender de om sprogforskelle i deres besvarelser? Og kommer opfattelserne af den sproglige virkelighed forskelligt til udtryk i dataene indsamlet i Aarhus og i København?
Referencer
I mit foredrag vil jeg præsentere pågående arbejde fra mit afhandlingsprojekt. Ifølge Heltoft (2019a: 225; b) opstår de dialogiske partikler først omkring år 1850. Gennemgangen er dog yderst kort, og generaliseringen over ordklassens opståen er kun baseret på de evidentiale dialogiske partikler (nok, vist og vel). Ser vi på andre dialogiske partikler, kunne det dog se ud, som om de dialogiske partikler er langt ældre (sml. fx Jensen 2009 om vel og Westergaard 2021 om nu).
I Sjælens Trøst (en tekst fra ca. 1425, som kan tilgås på duds.nordisk.ku.dk) finder vi følgende passage om ’drømmeren’ Josef:
(1) Josep for af ebron. oc fan sina brødhir i dotaym. tha the fingohonum at see. tha saghdhe hwar til annar. Se hær combir drømaren. varum nw alle enhughathe oc dræbum honum, oc sem swa hwat hans drøma cunna honum hiælpa. tha swarathe hans ælzte brodhir. ruben. Ney vi vilum honum ikkie dræba. oc ey hans blodh mæth swærdh vtgiyda. Han ær jo vor kiøtlige brodhir.
’… Lad os dræbe ham [Josef], og lad os så se, hvad hans drømme kan hjælpe ham. Da svarede hans ældste bror Ruben. Nej, vi vil (eller: må?) ikke dræbe ham og udgyde hans blod med sværdet. Han er jo vor kødelig bror.’ (Sjælens Trøst, 1425, s. 41)
Josefs brødre er jaloux på Josef, fordi han er faderens favoritbarn. Da de ser ham, beslutter de sig for at dræbe ham. Ruben er imod dette. Han mener ikke, de bør udgyde Josefs blod, og her kommer så begrundelse:
’han er jo vor kødelige bror’
Det er oplagt at tolke jo i (1) som udtryk for en forventning om modtagerens enighed, og passagen kan uden videre oversættes med moderne dansk jo. Ydermere er oversættelser med de betydninger, der angives for jo i Kalkars ordbog, som dækker den relevante periode, upassende:
’han er altid/netop/jo ikke vor kødelige bror’
Med afsæt i en analyse af den dialogiske partikel jo på moderne dansk vil jeg undersøge, om man kan tale om en dialogisk partikel jo i gammeldansk og ældre nydansk. Ved excerpering af en række gammeldanske og ældre nydanske tekster vil jeg undersøge, 1. om betydningen som eksemplificeret i (1) optræder systematisk i materialet, og 2. om denne betydning på systematisk vis korreleres med et specifikt udtrykssystem, fx den moderne danske DP-plads.
Referencer:
Hadbeskeder er efterhånden daglig kost for de fleste offentligt kendte personer, men på trods af dette
findes der stort set intet sprogvidenskabelig forskning i genren. Jeg har derfor indsamlet og undersøgt
57 autentiske danske hadbeskeder, der er sendt til offentligt kendte kvinder gennem private kanaler.
I oplægget vil jeg præsentere nogle sproglige mønstre, der er til stede i beskederne, og jeg vil
argumentere for, at de måske handler mindst lige så meget om afsenderen, som om modtageren.
Hadbeskederne har en enormt høj forekomst af anderpersonspronomenet du, og alle beskeder
indeholder en eller anden form for negativ beskrivelse af modtageren. Derfor kunne man umiddelbart
antage, at negativ repræsentation af modtageren er et essentielt genretræk. Der lader dog til at være
andet på spil end blot kritik. Hadbeskederne udtrykker nemlig også både frustration og afmægtighed.
I mange hadbeskeder bliver modtager ikke blot nedgjort men reelt skældt ud, og den verbale
aggression kommer til at fungere som en slags straf for, at modtageren (efter sigende) er eller gør
noget forkert. De fleste hadbeskeder indeholder også et element af magtmanipulation. Denne
magtmanipulation sker gennem virkelighedsdefinerende, forhånende eller belærende sprog samt
sproglige konstruktioner, der forudsætter, at afsenderens har en høj magtposition. På den måde bliver
hadbeskederne en måde at udøve magt på.
Hadbeskederne har således flere forskellige funktioner: De kan bruges til at nedgøre, ydmyge og
forhåne modtageren; til at udtrykke frustration og afmagt; og til at manipulere afsenderen og
modtagerens magtpositioner. Hadbeskeder er altså et mere komplekst fænomen end beskeder, der
bare kritiserer modtageren.
Tidligere sprogholdningsundersøgelser i Danmark har vist, at deltagerne vurderer københavnsk sprog mere positivt end lokale dialekter og regionalsprog, når de underbevidste sprogholdninger undersøges (jf. fx Kristiansen 2020). I denne sammenhæng er det interessant at undersøge, om denne holdning kan påvises konsekvent på tværs af landet, eller om fx bestemte grupper mennesker med en særlig interesse for dialekt vil vise et andet mønster (jf. også undersøgelser som fx Maegaard & Quist 2020; Hansen 2022). Formålet med eksperimentet i denne undersøgelse var derfor at undersøge bevidste og underbevidste sprogholdninger hos en gruppe mennesker, der kunne tænkes at være mere positivt stemt overfor lokale dialekter i modsætning til københavnskorienteret standardsprog. For at undersøge dette tog jeg udgangspunkt i sangskriveren Rikke Thomsens fans. Rikke Thomsen skiller sig ud ved at synge på sønderjysk dialekt, og man kunne derfor forvente, at hendes fans havde en generel mere positiv indstilling til dialekt end resten af landet. I mit oplæg præsenterer jeg min sprogholdningsundersøgelse og dens resultater. For at undersøge ovenstående udarbejdede jeg en spørgeskemaundersøgelse, som jeg delte på facebooksiden ”Rikke Thomsen Support” og fik i alt 51 færdige besvarelser. Respondenterne skulle lytte til nogle lydfiler med talere fra forskellige steder i landet og vurdere dem på en række karakteristika. Resultaterne af undersøgelsen viser, at resondenterne overordnet set vurderede de lokale dialekter mere positivt end talerne fra København og Sjælland, både når det kom til de bevidste og underbevidste holdninger.
Referencer
Analogt med engelsk they (Bjorkman 2017) er der i de senere år kommet en ny anvendelse af de med singularisreference. Singulært de er et kønsneutralt alternativ til pronomenerne han eller hun, der bl.a. kan bruges om mennesker med en nonbinær kønsidentitet. Singulært de er det mest populære alternativ til han og hun – mere end dobbelt så mange personer foretrækker at blive omtalt med de fremfor hen (Miltersen 2018).
Den nye anvendelse af de kan give anledning til nye former for tvetydige sætninger, hvor det er uklart om de refererer til en entals- eller flertalsreferent. Vi undersøger her om den nye brug har negative konsekvenser for sætningsprocesseringsmål. Oplægget præsenterer resultaterne fra et todelt læsetids- og acceptabilitetsstudie med sætninger, der indeholder singulært de overfor tilsvarende sætninger med han eller hun, fx (1).
(1) Efter jeres familiemedlemi er blevet opereret, skal dei/hani/huni forholde sig i ro i et døgn.
I to eksperimenter (et online og et on-site med hhv. 52 og 37 deltagere i aldersgruppen 18-35 år) blev deltagerne bedt om at læse en række sætninger på tid og dernæst bedømme dem på en kontinuert skala fra “Slet ikke acceptabel” til “Helt acceptabel”.
Foertsch og Gernsbacher (1997) har vist at korrelatets specificitet påvirker processeringen af engelske sætninger med singulært they. Derfor undersøgte eksperimenterne også hvordan korrelatets grad af specificitet påvirker en sætnings acceptabilitet. Hver stimulisætning indeholdt en af tre korrelattyper med varierende grad af specificitet, fx en patient, jeres familiemedlem og din kusine (fra mindst til mest specifik), samt et af tre personlige pronomener i singularis (han, hun eller de).
Overordnet set blev sætningerne med singulært de anset som mindre acceptable end tilsvarende med han eller hun. Som forventet var forskellen mellem acceptabilitetsbedømmelserne af han/hun og singulært de større, des mere specifikt korrelatet var. I begge eksperimenter blev deltagernes læsetider også registreret, men her var, mod forventningen, ingen effekt af pronomenvalg.
Oplægget vil diskutere hvordan korrelatets grad af specificitet og deltagernes kendskab til LGBT+-miljøet påvirker acceptabilitetsbedømmelserne. Desuden diskuteres det om singulært de styrer kongruens i flertal eller ental.
Referencer
Et nyere studie viste forskellige mønstre for sprogbrug og sprogholdninger blandt unge i
Hirtshals i Nordjylland og Bylderup i Sønderjylland (Maegaard et al. 2020). De unge i
Nordjylland brugte ingen traditionelle dialekttræk i deres hverdagssprog; det gjorde en del af
de unge sønderjyder (Maegaard & Monka 2020; Monka 2020). Et sprogmaskeeksperiment
med 12 stemmer (to drenge og to piger, der repræsenterer hhv. lokalt, regionalt og
københavnsk talesprog) viser, at de unge fra Nordjylland ikke genkender lokale stemmer som
nordjyske, og de sproglige forskelle på tværs af stemmerne har også begrænset indflydelse på
bedømmelsen. En lignende masketest i Sønderjylland med 12 stemmer (to drenge og to piger i
hhv. en dialekt- og en standardnær maske, samt to københavnske drenge- og pigestemmer)
viste, at de unge genkendte dialektmaskerne som lokale og tilskrev de regionale masker til
den lokale købstad Aabenraa. I forhold til tidligere danske sprogholdningsstudier er det
bemærkelsesværdigt, at de unge sønderjyder overordnet set bedømmer de københavnske
stemmer mere negativt end de lokale dialekttalende stemmer (Maegaard & Quist 2020).
Her sammenlignes resultaterne af ovennævnte sprogholdningsundersøgelser med
sprogholdningsundersøgelser fra de regionale centre Aalborg og Aabenraa. Ved at bruge
samme design og stemmer, kan vi undersøge forskelle mht. orientering mod københavnsk
mellem de to regioner. Resultaterne fra Aalborg adskiller sig ikke nævneværdigt fra
resultaterne fra Hirtshals. I Aabenraa afviger resultaterne til gengæld fra resultaterne fra
Bylderup. De unge i Aabenraa nedvurderer de lokale stemmer og opvurderer de
københavnske. Resultaterne afspejler forskelle i lokalhistorien i de to områder og de
forskellige typer periferi, man finder i hhv. Nordjylland og Sønderjylland. Dette fører til, at
den lokale sprogbrug tilskrives forskellig værdi. Resultaterne tolkes inden for rammen
sociolinguistic change (Androutsopoulos 2016, Coupland 2014, 2016, Maegaard m.fl. 2020).
I interaktionsforskningen kategoriseres HV-spørgsmål som hhv. specificerende eller fortællende (Fox & Thompson 2010). Hvor fortællende HV-spørgsmål efterspørger længere beretninger, beder specificerende HV-spørgsmål i stedet om meget afgrænset information, og de kan, til forskel fra fortællende spørgsmål, besvares med et enkelt syntagme. Det specificerende spørgsmål ”hvornår skal vi spise” kan for eksempel besvares med ”nu” eller ”om to timer”. Det kan til gengæld også besvares med en fuld sætning: ”det skal vi nu” eller ”det skal vi om to timer”.
I denne præsentation argumenterer jeg for, at der er en interaktionelt motiveret funktionel forskel på, om man på dansk besvarer specificerende HV-spørgsmål med en fuld sætning eller blot med et syntagme. Det viser jeg gennem en analyse af to repræsentative eksempler, et på hver responstype. Min metode er konversationsanalyse (Sidnell & Stivers 2013) og interaktionel lingvistik (Couper-Kuhlen & Selting 2018). Analysen er baseret på en kollektionsanalyse af 79 svar på specificerende spørgsmål, identificeret og indsamlet fra 7 timer og 42 minutters videooptagelser af naturligt forekommende dansk interaktion. Data stammer fra Aarhus Universitets samtalekorpus (AULing) samt fra den offentligt tilgængelige Samtalebank.
Fuldsætningssvar er på dansk den hyppigste type respons på specificerende spørgsmål. Denne type svar indekserer en høj grad af uafhængighed fra, hvad der ellers er sket i interaktionen, og svartypen følger ofte efter spørgsmål, der indleder nye emner eller retninger for samtalen. Uafhængigheden i fuldsætningssvar lader taleren hævde høj epistemisk autoritet over svaret. Syntagmesvar indekserer derimod en høj grad af integrerethed i, hvad der foregår i samtalen netop nu. Denne type svar følger ofte efter spørgsmål, der ikke ændrer samtalens retning, men i stedet bygger videre på samtaledeltagernes nuværende projekt i udvidelsessekvenser. Integreretheden i syntagmesvar lader desuden taleren hævde en mere ligevægtig epistemisk status mellem spørger og taler.
De to svartyper kan bruges af samtaledeltagere til bl.a. at dele deres umiddelbare forståelse af, hvor i samtalen de befinder sig, og til at orientere sig mod egne og andre samtaledeltageres vidensrettigheder og -pligter (Stivers et al. 2011). Desuden er svartypernes forskellighed et udtryk for, at grammatik er positionssensitiv (Schegloff 1996), og derfor også bør udforskes fra et interaktionelt perspektiv.
Referencer:
Kan man skrive naturligt forekommende interaktion ud på noder, og hvad ville man få ud af sådan et eksperiment? Ville det gøre det muligt at afdække interaktionelt begrundede regelmæssigheder i det prosodiske design af interaktion? Det er de motiverende spørgsmål i denne eksplorative undersøgelse.
Det er veldokumenteret i interaktionsforskningen, at samtaledeltagere bruger forskellige ”musikalske” virkemidler – herunder rytme, tempo og tonehøjde – i organisationen af samtaler og konstruktionen af sociale handlinger (se fx Auer et al. 1999, Local & Walker 2004). Der findes dog, så vidt vi ved, kun meget få studier af rytme, tempo og toners rolle i dansk interaktion. Vi forsøger med dette eksperiment at tage hul på emnet gennem en prosodisk-fokuseret analyse af et samtaleuddrag fra det offentligt tilgængelige samtalekorpus Samtalebank. Vores studie er eksplorativt og i overensstemmelse med konversationsanalysens (Sidnell & Stivers 2013) tradition for datasessioner. Her starter undersøgelser ikke med hypoteser, men med observationer i data og detaljerede transskriptioner af datauddrag, der giver grundlag for at opdage interaktionelle fænomener. Siden nodenotation netop giver et præcist og detaljeret billede af både rytme, tempo og tone, vil vi ikke kun transskribere uddraget efter konversationsanalytiske konventioner (fx Hepburn & Bolden 2013), men også på noder.
Vores eksperiment består således af to dele. I første del vil vi undersøge, om det overhovedet er muligt at bruge nodenotation til at gengive naturligt forekommende interaktion. Dette gør vi ved at forsøge at sætte vores samtaleuddrag på noder. I anden del vil vi undersøge, om det er muligt at afdække ”musikalske” regelmæssigheder i vores samtaleuddrag ved at kombinere nodesprogets stiliserede gengivelse af rytme, tempo og tone med konversationsanalysens og den interaktionelle lingvistiks (Couper-Kuhlen & Selting 2018) mikroanalytiske blik på sprog i interaktion. Under konversationsanalysens parole om ”order at all points” (Sacks 1984) vil vi undersøge, om de regelmæssigheder vi potentielt afdækker har nogen interaktionel relevans, fx for turtagningsorganiseringen eller konstruktionen af sociale handlinger i uddraget. Til sidst vil vi diskutere fordele, ulemper og mulige perspektiver i at bruge nodesystemet i interaktionel forskning.
Referencer:
Vores foredrag handler om hvorvidt ordet at forekommer efter et ledsætningsinitialt element (en konjunktion eller en præposition). For 40-50 år siden pegede Erik Hansen på det inkonsistente i at præskriptivister bl.a. bandlyste konstruktionen før + at, fx i Han skulle hjem før at det begyndte at regne, hvorimod de blåstemplede konstruktionen efter + at, fx i Han skulle hjem efter at han havde lavet sine lektier (se Hansen 1975; 1983; 2001 [1975]). Før blev betragtet som en konjunktion og måtte eller kunne derfor ikke efterfølges af en anden konjunktion, her at – i analogi med det endnu mere forkætrede fordi at. Efter blev derimod betragtet som en præposition og skulle efterfølges af et at. Det er dog uklart hvorfor før og efter i disse konstruktioner skal tilskrives forskellige ordklasser (se især Nguyen & Hartling under udgivelse, som mener at sådanne ord kan og bør tilskrives én ordklasse, nemlig præpositionsordklassen).
I dag, mange årtier efter Hansens publikationer, er vi interesserede i at finde ud af om/i hvor høj grad disse præskriptive regler (stadig) gør sig gældende i den faktiske skriftlige sprogbrug. Vi undersøger i Dansk Sprognævns aviskorpus, Korp, i hvor høj grad at forekommer (og ikke forekommer) efter to typer ledsætningsinitiale elementer (NP står for 'nominalsyntagme' og S står for 'sætning'):
(i) elementer som udelukkende indleder ledsætninger, fx når og da;
(ii) elementer som både kan indlede ledsætninger og andre type led, fx på og efter i hhv. Vi ventede på [NP sneen]/[S (at) det skulle sne] og Han skulle hjem efter [NP festen]/[S (at) festen var slut].
Vores undersøgelse er et forsøg på at besvare spørgsmålet om hvorvidt de ældre præskriptive regler for brugen af at har gennemslagskraft i nutidigt dansk skriftsprog. I samme ombæring vil undersøgelsen berøre mere generelle grammatiske spørgsmål som: Hvorfor er nogle sætningsinitiale elementer tilbøjelige eller ikke tilbøjelige til at forekomme med at?
Referencer
Selv om polakker fortsat er på førstepladsen blandt Danmarks største indvandrergrupper
(IID 2021:13), er der forholdsvis lidt forskning vedrørende polske lørneres tilegnelse af dansk. Det
overordnede formål med min undersøgelse er at bidrage til forståelsen af, hvordan voksne
polakkers lørnerdansk udvikler sig. I mit bidrag fokuserer jeg på syntaktisk kompleksitet og
diversitet i nominalfraser.
Syntaktisk kompleksitet har i de sidste årtier været anset for en god indikator af
andetsprogslørneres udvikling (Bulté/Housen 2014), og der er en lang række mere og mindre
sofistikerede kompleksitetsindekser, man har anvendt som målestok for at beskrive
lørnersyntaksen, også i forbindelse med dansk som fremmedsprog (Sobkowiak 2019). Nogle af
de hyppigst anvendte kompleksitetsindekser inden for L2-skrivning er generelle længdemål på
sætnings-, clause- og fraseniveau (Bulté/Housen 2018), men der er også forskere, som arbejder
med meget detaljerede indekser inden for fraser (f. eks. Kyle 2016). I en del undersøgelser (f.eks.
Biber et al. 2011, Parkinson & Musgrave 2014, Berggren/Sørland 2016, Nilsen 2022) fokuserer
man til gengæld på nominalfrasens udvikling, der anses for at være en god indikator af lørnernes
progression, bl.a. i forbindelse med akademisk skrivning.
I mit oplæg vil jeg gerne præsentere resultaterne af en længdeundersøgelse, hvor jeg
analyserer eksamensopgaver skrevet af polske danskstuderende (n=25) efter bachelorstudiets
første, andet og tredje år (n=3 opgaver per studerende). Jeg vil fokusere på nominalfrasens
udvikling, og for at følge progressionen vil jeg anvende en række kompleksitetsmål, f.eks.
nominalfrasens gennemsnitlige og maksimale længde, gennemsnitligt antal af adled per frase.
Derudover vil jeg undersøge nominalfrasernes diversitet, og det vil jeg gøre ved at se nærmere
på bestemmelsernes typer og frekvens. Her vil jeg bruge Christensen og Christensens
klassifikation af nominalfrasens bestemmelser som udgangspunkt (2019:182 ff.).
De nævnte lørnerdata vil jeg sammenligne med tilsvarende L1-tekster, skrevet af danske
gymnasieelever ud fra de samme opgaveformuleringer som L2-teksterne.
Udviklingen af skriftsproglige færdigheder er en helt central del af elevernes faglige udvikling i grundskolen. Modsat udviklingen af læsefærdigheder ved vi imidlertid ikke meget om, hvad der kendetegner skoleelevers skriveudvikling (Parsons et al., 2020; Parsons & Gallagher, 2016). I dette oplæg vil jeg derfor præsentere foreløbige resultater af et studie, hvor jeg har undersøgt syntaktiske forskelle i elevtekster fra henholdsvis 5. og 9. klassetrin. Oplægget vil særligt fokusere på den del af studiet, som fokuserer på elevernes forskellige anvendelser af forfeltet.
Forfeltet er interessant i et skriveudviklingsperspektiv af flere årsager. For det første er forfeltet et vigtigt grundelement i dansk syntaks, idet det fungerer som et vigtigt tekstgrammatisk fundament for en teksts generelle sagsfremstilling, fx som grundlag for tema-rema-strukturer (Jørgensen, 2000; Lindgren, 2021). Selvom der findes få begrænsninger for, hvad man kan placere i forfeltet, er det samtidig klart, at der er visse sætningsled, som forekommer i forfeltet hyppigere end andre, ligesom der er forskelle imellem tekster, hvis man ser på forfeltslængde og graden af variation. For det andet har forfeltet været et vigtigt fokuspunkt i den hidtidige internationale forskningslitteratur, som har undersøgt syntaktisk udvikling i tekster skrevet af skoleelever. Her har det bl.a. vist sig, at forfeltslængde er et af de sproglige træk, der bedst kan forudsige kvaliteten af elevernes tekster (typisk forstået som tekstens tildelte karakter) (Crossley, 2020), samt at anvendelsen af bl.a. adverbielle led eller ledsætninger i forfeltet er et tegn på skriveudvikling (Myhill, 2008). I oplægget vil jeg både fokusere på generelle kendetegn ved anvendelsen af forfeltet i de to undersøgte grupper af elevtekster, men også komme med enkelteksempler fra teksterne på forfeltsrealiseringer, som fra et skriveudviklingsperspektiv er særligt interessante.
Litteratur
De seneste halvtreds år har vi inden for samtaleanalysen og interaktionel lingvistik set flere afgørende studier af historiefortælling. Vi har derfor i dag et godt billede af, hvordan historier startes, hvordan de afsluttes, og hvordan samtaleparterne efterfølgende behandler dem. Vi har også et godt overblik over flere af de virkemidler, fortællere af historier benytter sig af. Dog er andenpartens rolle i løbet af konstruktionen af selve historien ofte fraværende. I Couper-Kuhlen og Seltings hovedværk inden for interaktionel lingvistik (2018) fremhæves fx kun Stivers (2008) om nik under historiefortælling – hvilket i øvrigt også fortjener en større udforskning.
Derfor vil jeg som led i projektet Grammar in Everyday Life (GEL) undersøge deltagelse (jf. Goodwin & Goodwin 2004) i historiefortælling i danske hverdagssamtaler. Jeg er særligt interesseret i følgende spørgsmål:
• Hvilke lingvistiske og multimodale resurser bruger fortælleren til at invitere deltagelse fra andenparten i samtalen?
• Hvordan og med hvilke resurser bidrager andenparten til at forme talerens handlinger?
Disse vil jeg undersøge med udgangspunkt i en kollektion af eksempler hentet fra de to samtalekorpusser AULing og Samtalebank. Afsluttende vil jeg diskutere, hvordan resultaterne af min analyse kan bidrage til en samtalegrammatisk beskrivelse af dansk talesprog (jf. Steensig et al. 2013) og hvordan de kan passes ind på samtalegrammatik.dk.
Referencer
Er dansk, norsk og svensk så nært beklægtede med hinanden, at sprogbrugerne nemt kan forstå hinanden på tværs af sproggrænserne? For at måle sværhedsgraden af internordisk sprogforståelse lavede vi flere undersøgelser, hvor vi sammenlignede dansktalendes evner til at forstå engelske, norske og svenske ytringer.
I alt fem deltagergrupper, tre med dansk som modersmål og to med dansk som andetsprog, lyttede til danske ytringer (alle grupper) og til enten norske, svenske, eller engelske ytringer. Deltagernes opgave var at svare så hurtigt som muligt om hver enkelt ytring var forkert (fx ”Alle hunde har femten ben”) eller korrekt (fx ”Varme og kulde er modsætninger”).
Vi tolkede længden af responstiden og antal af forkerte svar som forståelsesomkostninger. For deltagere med dansk som modersmål viste det sig, at engelsk var næsten lige så nemt at forstå som dansk, mens det tog signifikant længere tid og var mere fejlbehæftet at forstå norsk og især svensk. Som forventet tog det deltagere med dansk som andetsprog i gennemsnit lidt længere tid at svare på danske ytringer, mens antallet af korrekte svar var den samme som hos deltagere med dansk som modersmål. Deltagere med dansk som andetsprog viste stor variation i responstid og i antal korrekte svar på norske og svenske ytringer. For flere andetsprogsdeltagere var norsk lige så nemt/svært at forstå som dansk, mens forståelsesomkostninger ved svensk var meget højere end ved dansk.
Vores undersøgelser tyder på, at det er en sandhed med stærke modifikationer at påstå at dansktalende nemt kan forstå norsk og svensk. Især svensk volder problemer for dem som har dansk som modersmål og endnu mere for dem som har dansk som andetsprog. Vi er p.t. i gang med at undersøge, hvilke ytringsegenskaber (leksikalske eller fonologiske) bidrager til de forskellige gruppers forståelsesomkostninger.
Piet Hein har lavet et GRUK der hedder: Lad os bare håbe, men ikke bare håbe. Formen bare har i de to forekomster dels forskelligt tryk og dels tydeligvis forskellig betydning. Er de to forekomster af samme polyseme ord med forskellig betydningsmodifikation på grund af forskellig placering, eller to forskellige homonyme ord med hver deres opslag i ordbogen. Det foreslås at a-pladsen i Diderichsens sætningsskema udvides til a1 – neg – a2, og at de to adverbialpladser tildeler det ord der står på pladsen, hver sin kontekstbetydning oven i ordets kernebetydning. Kernebetydningen af bare er ‘ikke andet end’ og det modificerer på a1 lad os med betydningen ‘simpelthen’, og modificerer på a2 håbe, således at ikke bare, som altså betyder ‘ikke ikke andet end’, får betydningen ‘også andet end håbe’. Skal sætningsskemaet derfor revideres?
Piet Hein har lavet et GRUK der hedder: Lad os bare håbe, men ikke bare håbe. Formen bare har i de to forekomster dels forskelligt tryk og dels tydeligvis forskellig betydning. Er de to forekomster af samme polyseme ord med forskellig betydningsmodifikation på grund af forskellig placering, eller to forskellige homonyme ord med hver deres opslag i ordbogen. Det foreslås at a- pladsen i Diderichsens sætningsskema udvides til a1 – neg – a2, og at de to adverbialpladser tildeler det ord der står på pladsen hver sin kontekstbetydning oven i ordets kernebetydning. Kernebetydningen af bare er ‘ikke andet end’ og det modificerer på a1 lad os med betydningen ‘simpelthen’, og modificerer på a2 håbe, således at ikke bare, som altså betyder ‘ikke ikke andet end’, får beydningen ‘også andet end håbe’. Skal sætningsskemaet derfor revideres?
Det Centrale Ordregister (COR) er en ny leksiskalsk ressource som (i) dækker hele det centrale
danske ordforråd, (ii) er frit tilgængelig for alle og (iii) gør sprogligt input lettere for computere at
fordøje. I dette oplæg præsenterer vi selve COR kort, men koncentrerer os om dén komponent der
bruges til at forberede sprogdata som input til programmer: COR-linkeren.
COR-linkeren kan ses som en maskine der indlæser et tekstkorpus og udskriver det samme korpus
hvor hvert tekstord er annoteret med et COR-indeks. Den COR-opmærkede tekst er dermed
disambigueret for homografi. COR-indekseringen tillader effektiv informationssøgning (stavning,
bøjning, udtale, emneklassifikation, sentiment m.v.) i et bredt udvalg af danske ordbøger og
databaser der er gjort COR-kompatible.
Vi giver eksempler på hvordan COR-linkeren kan give bedre sprogteknologi ved at løse et af
udviklerens mest presserende problemer
På dansk har vi to distinktive sibilanter: den alveolare frikativ [s] og den alveopalatale [ɕ]. Initialt er disse to kommutable lyde, altså betydningsadskillende i minimale par, som eksempelvis i sæl og sjæl. Alligevel analyseres den alveopalatale frikativ [ɕ] ofte som fusionen af fonemerne /s/ og /j/ (Grønnum 2005: 305-6; 2007: 118-121, Basbøll 2005: 152-3) med henvisning til fonotaks, fusioner på tværs af ordgrænser og i sammensatte ord, samt en ikke-udgivet undersøgelse (Beck 2004). Inden for anvendte discipliner, herunder førstesprogstilegnelse, andetsprogstilegnelse og logopædi, behandles [ɕ] dog ofte som et fonem /ɕ/ (f.eks. Clausen og Fox-Boyer 2017, Bohn og Ellegaard 2019, Clausen og Fox-Boyer 2022). Men hvordan opfattes denne frikativ egentlig af danske sprogbrugere?
Fonetisk er [ɕ] utvetydigt en enkeltlyd, der hovedsageligt optræder i forlyd. Relativt nylige indlån, såsom brunch og squash udtales dog ofte med [ɕ] i udlyd (Andersen og Rathje 2007). Derudover optræder [ɕ] intervokalisk i ord som mission og niche.
Vi præsenterer et overblik over hvor i det danske ordforråd [ɕ] optræder og kortlægger frekvensen af lydens forekomst på baggrund af korpussøgninger. Desuden undersøger vi vha. søgefunktionen Bogstavlyd (bogstavlyd.ku.dk) hvordan de ortografiske former af lyden optræder og fordeler sig i dansk retskrivning, og hvor forudsigeligt forholdet mellem [ɕ] og dets skriftlige repræsentation er i dansk.
Med baggrund i ovenstående diskuterer vi argumenterne for og imod en monofonematisk tolkning af [ɕ] samt hvordan den psykologiske realitet af /ɕ/ versus /sj/ vil kunne testes eksperimentelt.
Litteratur:
I dette oplæg vil jeg på grundlag af et lille korpus af handlingsanvisende verballøse talehandlinger
afprøve en ellipsebaseret analyse af diskursinitiale verballøse ytringer.
Beskrivelser af ellipse har typisk koncentreret sig om komplekse udtryk der både omfatter
enheder der opfylder det fuldstændighedskriterium beskrivelsen opererer med (Eikmeyer 1985), og
enheder der ikke gør, fx:
1) Vigtigst er nok at vi løber HØJRE om Damhussøen for at spare 1,5 km og HØJRE om Mosen langs Pilesvinget. (https://copenhagenmarathon.dk/faellestraening-30-januar/ )
Det sidste led i sideordningen er uden verbum (Wilder 2018). Men det optræder i en ko-tekst der
omfatter et forudgående sætningsformet udtryk. Dermed er der et grundlag for en rekonstruktion af
den fuldstændige variant man i ellipsebaserede beskrivelser antager er forbundet med det elliptiske
udtryk (Klein 1985). Således kan man alene ved at støtte sig til ko-teksten nå frem til følgende
fuldstændige variant: at vi løber højre om Mosen langs Pilesvinget.
Der finder imidlertid også verballøse ytringer som optræder uden ko-tekst, fx:
2) og så til venstre nede for enden (Passager til taxachauffør)
De kaldes diskursinitiale (Yanofsky 1978, Barton 1990), og sådanne ytringer er der væsentligt færre
der har behandlet i beskrivelser af ellipse. Nogle udgrænser dem endog, netop med den begrundelse
at det er ko-teksten der forsyner os med et grundlag for rekonstruktion - ikke bare af verbet, men
også af markeringer af tempus og aspekt (Bondarenko 2019). Når der ikke er en ko-tekst, er der
altså ikke noget grundlag for rekonstruktion, og derfor kan sådanne ytringer ikke anses for
elliptiske. Se også Brink & Schack (2014) der dog begrunder udgrænsningen på anden vis.
Kleins (1985) og Merchants (2004, 2006) beskrivelser af ellipse omfatter ikke desto mindre
diskursinitiale verballøse ytringer. Kleins analyse af links um! er dog ikke begrundet. Til forskel
herfra fremhæver Merchant at diskursinitiale verballøse ytringer "shows the same kinds of
grammatical dependency effects that we find in fully sentential structures" (Merchant 2006:76):
(Enan) kafe (parakalo)!
a coffee.ACC please
Her påpeges det at akkusativen er den kasusmarkering vi vil forvente af det relevante verbum:
Ferte mou (enan) kafe (parakalo)!
bring.IMP me a coffee.ACC please
Merchant (2004, 2006) giver eksempler på sådanne kasusoverensstemmelser på en række andre
sprog (se også Hall 2018), og i forlængelse heraf foreslår han en ellipsebaseret analyse af
diskursinitiale verballøse ytringer. Analysen kaldes minimalellipse og forudsætter at konteksten idet
den gør en handling salient, tillader en udeladelse af do it. Det illustreres med følgende eksempel:
"[Seeing someone trying to pound in a nail with a screwdriver] no no - with a hammer!" (Merchant
2004:726). Analysen suppleres af en scriptbaseret variant der tillader udeladelse af mere specifikke
verber, fx bring når man bestiller noget på en restauration.
I oplægget præsenterer jeg en afprøvning af varianter af den minimalellipsebaserede analyse på
dansk. Analysen anvendes blandt andet på eksempel (2) og følgende forekomster:
3) bare hånden derover ikke (Svæveflyveinstruktør til svæveflyveelev)
4) ind bagved ham nu (Svæveflyveinstruktør til svæveflyveelev)
5) lige en lille smule mere fart på (Svæveflyveinstruktør til svæveflyveelev)
6) så bare ganske stille og roligt (Svæveflyveinstruktør til svæveflyveelev)
7) bagvægt (erfaren mountainbikerytter til uerfaren mountainbikerytter)
8) udfladning (Svæveflyveinstruktør til svæveflyveelev)
9) alt det der sådan levrede eller hvad man skal kalde det geleagtige noget væk med det (jæger til sin hustru)
Konklusionen er at analysen ikke kan generaliseres til handlingsanvisende verballøse
talehandlinger, men at den som en heuristik (Craenenbroeck & Temmerman 2018) kan være ganske
informativ med hensyn til deres grammatiske og semantiske egenskaber som selvstændige
talehandlinger.
Referencer
Mange analyser går ud fra at et subjekt "fødes"/basisgenereres i Diderichsens (1946) lille n (dvs.
specifikator-positionen i IP), hvorefter det så enten forbliver i denne position eller flytter til
fundamentfeltet (dvs. specifikator-positionen i CP).
I dette foredrag vil jeg diskutere nogle potentielle fordele ved i stedet at antage at et subjekt
"fødes"/basisgenereres i en position længere til højre (dvs. til højre for Diderichsens lille a, altså i
specifikator-positionen i VP) og så derfra flytter til Diderichsens (1946) lille n (specifikator-positionen
i IP) og eventuelt videre til fundamentfeltet (specifikator-positionen i CP).
Jeg vil først diskutere nogle konceptuelle fordele ved analysen, og derefter gå videre til fordele
baseret på semantiske forhold. Jeg vil nemlig vise at denne analyse gør det muligt fx at redegøre for
(a) idiomatiske udtryk der ser ud til at involvere hele sætninger (fx Rotterne forlader den synkende skude)
(b) tvetydigheden i sætninger med et kvantificeret subjekt og en negation (fx Alle danskere har
ikke set exitprognosen, der enten kan betyde Ingen danskere har set exitprognosen eller Det er ikke
alle danskere der har set exitprognosen).
Der findes en række forskellige typer eksklamative sætninger, fx hvor det dog er en smuk julebuk og sikke vi kan. Både eksklamative sætninger med at (D’Hertefelt & Verstraete 2014) og sikke (Heltoft 2007) er kendt for at være eksempler på insubordination i den forstand at de har ledsætningstræk (fx konjunktional og valg af ordstilling), men kan bruges som selvstændige hovedsætninger.
I mit oplæg vil jeg fokusere på eksklamativer med hvor, hvilken og sikke som subjektive partikler og undersøge den variation i ordstilling de udviser. Datagrundlaget er primært eksempler fra KorpusDK. Disse eksklamativer udviser både variation i om de kan have deklarativ eller neutral ordstilling, og om fx et adjektiv kan optræde fjernt fra det det lægger sig til, og dermed om dens frase er diskontinuert (Delsing 2010).
Jeg dokumenterer eksklamativerne efter typerne beskrevet i Zevakhina (2016). Det viser sig at hvor kan bruges i de fleste typer og med begge ordstillinger. Hvilken (og former deraf) findes også med begge ordstillinger, men er begrænset til nominale typer. Sikke kan derimod bruges i alle typer, men ser ud til at være begrænset til neutral ordstilling. Frasal diskontinuitet varierer endnu mere komplekst.
På baggrund af dette vil jeg diskutere disse eksklamativers insubordinative træk og den diskontinuerte frases status. Jeg vil derudover dele ideer til fremtidige studier, fx frasale eksklamativers rolle, og evt. interaktionelle pointer.
Det Centrale Ordregister (COR) er en sprogresurse som tildeler unikke id-numre til alle lemmaer og ordformer på dansk. Det er et projekt mellem Dansk Sprognævn, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Center for Sprogteknologi (KU), og det er støttet af Digitaliseringsstyrelsen.
Grundordforrådets opdeling i lemmaer er baseret på Retskrivningsordbogen fra Dansk Sprognævn, og version 1.0 af denne grundlæggende del af COR blev offentliggjort i slutningen af september 2022.
Efter en kort introduktion til COR vil jeg gennemgå hvordan det er designet, hvordan det afviger fra Retskrivningsordbogen, og hvordan det vil vokse i fremtiden.
Dernæst vil jeg gennemgå hvordan man konkret kan bruge det, herunder (1) hvordan man kan COR-opmærke en tekst eller en ordbog, (2) hvordan en sådan opmærket resurse kan blive forbedret og opdateret automatisk, (3) hvordan man kan dele eksisterende sproglige resurser med andre vha. COR, og (4) hvordan man nemt med COR i hånden kan lave et lille sprogspil a la Wordle.
Vi vil i foredraget præsentere en perceptionsundersøgelse af standard- og regionale former af præteritum participium (supinum) af stærke verber. Stærke verber danner i mange jyske dialekter supinum med –en (fx skreven), men på trods af at dette træk ofte betragtes som et relativt resistent dialektræk, har en tidligere undersøgelse baseret på LANCHART-korpusset dokumenteret at en-formerne har været i kraftig tilbagegang i de seneste årtier. En erstattes af et-former (fx skrevet), som har flere forskellige fonetiske realiseringer, herunder især den standarddanske form -[əð] og den regionale, oprindeligt østjyske, form -[əd̥]. LANCHART-undersøgelsen indikerede at [əd̥]-former tidligere har spredt sig i Jylland som udtryk for regionalisering, men at det i den undersøgte periode (fra 1980’erne til 2000’erne) altovervejende er [əð]-formerne der vinder frem - som udtryk for en standardiseringsproces med udgangspunkt i København (Jensen & Maegaard 2012).
Det er vores hypotese at denne forandring ligesom den generelle standardisering der har fundet sted i det danske sprogsamfund i det sidste århundrede, er drevet af de sociale betydninger knyttet til variationen (Maegaard et al. 2013). For at undersøge de sociale betydninger tilknyttet supinum-former konstruerede vi matched guises baseret på sætninger med to forskellige verber (’skrive’ og ’hjælpe’). Sætningerne blev indtalt i versioner med hver af de tre suffixformer af østjyske talere, og disse stimulussætninger blev brugt i et online-spørgeskema hvor vi bad lyttere vurdere talerne på skalaerne Flink, Intelligent og Interessant samt at vurdere talernes grad af Rigsdansk samt andre sociale baggrundsforhold (Kristiansen 2001).
Analyser baseret på svar fra 262 respondenter viser at stimulussætninger med varianten [əd̥] og i endnu højere grad [ən] fører til en vurdering af taleren som signifikant mindre ’rigdansk’ end ved [əð]. Mere overraskende korrelerer denne vurdering ikke med (ned)vurdering på de skalaer som det normalt ses i undersøgelser af holdninger til regional variation i Danmark. Vi vil i foredraget diskutere disse resultaters betydning for forståelsen af sprogholdningers rolle i standardisering i Danmark og mere specifikt holdninger til morfologisk variation.
Referencer
Diderichsen (1966 s. 24) skriver om udfyldning af forfeltet: ”Behandlingen af dette Indlederled, der paa een Gang er bestemmende for hele Sætningens indre Struktur og det Element der fortrinsvis betegner Sætningens Forhold til det foregaaende, er al Prosas Nerve”. Tydeligere kan det vist ikke siges. Beherskelsen af forfeltets muligheder er et helt afgørende element i beherskelsen af skriftsproget. Derfor er der også god grund til interessere for, hvordan eleverne i grundskolen bruger og lærer at bruge forfeltet. I denne undersøgelse præsenterer vi en kvantitativ eksplorativ analyse af et korpus bestående af i alt 464 tekster skrevet af elever fra 5.-9. klasse. I analysen fokuserer vi dels på variation i elevernes brug af forfeltet, dels på om elevernes udnyttelse af forfeltets muligheder udvikler sig over tid.
Diderichsen Paul. (1966 (1936)). Prolegomena til en metodisk dansk Syntax, i Helhed og struktur: Udvalgte sprogvidenskabelige afhandlinger. Gad.
Peter Skautrup (1953: 431) giver Rasmus Rask æren for mere end 50 danske grammatiske termer, herunder bl.a. Eftertid, hvor Skautrup angiver “fortids fremtid” i en forklarende apposition. Paul Diderichsen (1960: 92ff) gør opmærksom på at i mange af de af Skautrup nævnte tilfælde har Rask overtaget betegnelserne fra andre, fx “nutid” og “fremtid” (Rask understregede selv at han ofte havde overtaget andres betegnelser). Diderichsen påpeger dog at Rask med rette skal have æren for termerne for “måderne”, i al fald “fremsættende” og “betingende” måde. Diderichsen nævner ikke Eftertid, en term som interessant nok viser sig at have en lidt speciel placering mellem tempus og modus hvis man følger Rasks oprindelige introduktion af termen.
I ODS bringes to eksempler på anvendelse af termen, fra Rask (1825, frisisk) og fra Mikkelsen (1894). Rask indfører imidlertid allerede termen i 1824 i sin spanske sproglære for den verbalform der typisk omtales som konditionalis (el condicional). Både her og i Rask (1827) om italiensk behandles Eftertid grundigt, i modsætning til Rask (1825) hvor Eftertid kun introduceres kort.
Kristian Mikkelsen (1894) overfører termen til dansk grammatik og bringer en lang række eksempler. I 1895 vedtages bekendtgørelsen om anbefalede danske grammatiske betegnelser til brug i almueskoler og på seminarier, og her er Eftertid ikke med, men “fortids fremtid”. Eftertid kommer imidlertid alligevel til at spille en vigtig rolle i diskussionen (1901 og fremefter) mellem H.G. Wiwel og Kristian Mikkelsen.
I mit oplæg vil jeg: (1) analysere hvordan Rask’s introduktion af Eftertid er knyttet til hans udarbejdelse af sproglærer over romanske sprog (spansk 1824 og italiensk 1827) og hvad det betyder for hans begreb Eftertid; (2) vise hvordan Eftertid indgår i tempussystemet i Mikkelsen (1894); (3) kort redegøre for diskussionen om Eftertid mellem Wiwel og Mikkelsen; (4) omtale hvordan denne diskussion trækker tråde helt op til Grammatik over det danske sprog (Hansen og Heltoft) og (5) diskutere hvilken betydning det har at termen blev overført til beskrivelse af dansk fra beskrivelse af romanske sprog.
Litteratur:
Det danske stød er en laryngal prosodi, der findes på bestemte stavelsers stemte rim (Fischer-Jørgensen 1989). Regelsættet for stødets distribution er berygtet for sin kompleksitet. Målet for en fonologisk teori om stødet må være at den: (1) indfanger stødets distribution i en strukturelt økonomisk model, (2) kan beskrive synkron og diakron variation, (3) kan bruges til sprogtypologisk sammenligning, og 4) har et nogenlunde gennemsigtigt teoretisk fundament. I dette foredrag skitserer jeg en ny fonologisk teori om det danske stød, der lever op til ovenstående krav. Denne teori diskuteres op imod Basbølls (2005) ikke-stød model.
Den præsenterede teori trækker på prosodisk fonologi (Itô & Mester 2012) og mere specifikt på de såkaldt ’metriske tilgange’ (Köhnlein 2019) til accentuering. Hovedantagelsen er, at prosodi består af hierarkisk ordnede grupper af prosodiske konstituenter og at accentuelle kontraster (fx stød vs. ikke-stød) kan forstås som et udtryk for underliggende forskelle i prosodisk struktur.
Konkret anser jeg stødet for en ordaccent, der markerer den mest prominente stavelse i det minimale prosodiske ord (min-ord). Monomorfemiske ord kan maksimalt have ét stød og består derfor maksimalt af et prosodisk min-ord. Sammensatte ord kan derimod bestå af flere prosodiske min-ord og kan derfor have mere end et stød. Uanset morfologisk kompleksitet har et ord kun en betonet stavelse. Betoning kan dermed ses som en ordaccent, der markerer den mest prominente stavelse i det maksimale prosodiske ord (max-ord). Lignende skelnen mellem min-ord og max-ord laves også i fx svensk (Myrberg & Riad 2015) og flere andre sprog (Itô & Mester 2021).
Hvor betoning kan findes i alle stavelsestyper, stiller stød en række krav til sin værtsstavelse. En stødstavelse skal have lang sonoritet og stødet foretrækker ordets sidste eller tredjesidste stavelse, mens det foretrækker ikke at findes i ordets næstsidste stavelse. Jeg argumenterer for, at også disse fonologiske restriktioner skal forstås ud fra det prosodiske hierarki. Sonoritetskravet kan forstås i relation til begrebet mora (Basbøll 2005, Vazquéz-Larruscaín 2021), hvorimod kravet til stavelsens placering kan forstås i relation til den prosodiske fod (Itô & Mester 2021). Stødets forhold til foden viser nært slægtskab til den tonale accent i norsk og svensk (fx Bye under udgivelse), mens stødets forhold til mora afviger noget fra den tonale accents.
Referencer
