Aarhus Universitets segl

Lærende fællesskaber

QUEST bygger på viden om og brug af lærende fællesskaber, som de kendes fra begrebet Professional Learning Communities (PLC). De lærende fællesskaber optræder i QUEST, først og fremmest i fagteamsamarbejdet på skolen, men også som samarbejdende grupper i det kommunale netværk mellem skoler. Begrebet om professionelle lærende fællesskaber stammer fra generel organisationsteori og anvender elementer som effektiv feed-back, samarbejde og kollegialitet og praktisk orienteret staff-development. Samtidig opbygges kulturer med fælles holdninger som en lærende organisation. I begrebets tilpasning til skoleverdenen er denne form for organiseret samarbejde blevet kaldt for Professional Learning Communities (PLC) - eller lærende fællesskaber, og anvendes i forhold til at bygge samarbejdende og støttende strukturer op blandt lærerne på skolen.

QUEST inddrager således et udvidet syn på, hvordan professionel udvikling blandt lærere kan finde sted. Fagteam, der fungerer som lærende fællesskaber (PLC), er én af de centrale organisatoriske enheder i QUEST, og netværket i kommunen er den anden centrale organisatoriske enhed i QUEST.

Lærende fællesskaber bygger på to grundantagelser:

  • At viden er situeret i den daglige undervisningskontekst og forstås bedst gennem kritisk refleksion med andre, der deler denne oplevelse.
  • At ved aktivt at engagere lærerne i et PLC øger lærernes professionelle viden og i sidste ende elevernes læring.

Følgende karakteristika kan stilles op for et velfungerende PLC eller fagteam:

  • Fagteamet tager stilling til fælles værdier og normer.
  • I fagteamet holdes et vedvarende fokus på elevernes læring. Der er et skift fra at fokusere på undervisning til at fokusere på elevernes læring.
  • Der foregår en refleksiv dialog i fagteamet om hvilken naturfagsundervisning, der fremmer elevers læring.
  • Lærernes praksis afprivatiseres, og dørene åbnes til kollegernes undervisning.
  • Planlægning og tilrettelæggelse af undervisning foregår i større udstrækning i samarbejde.

Disse karakteristika for velfungerende PLC’er vil komme til at udgøre udgangspunktet for de principper som arbejdet i fagteam og netværk i QUEST vil blive tilrettelagt efter.

Forskningen har vist, at de PLC’er, der fremmer den naturfaglige kultur på skolen, er dem, som lægger vægt på at holde fokus på elevernes læringsudbytte, lærerautoriteten - herunder lærernes anseelse og gennemslagskraft - samarbejde om undervisning og mulighed for fortsat professionel udvikling. Men det er ikke en let proces! QUEST vil derfor styrke disse forhold i alle projektets faser, ligesom projektet i de senere faser også vil udnytte, at samarbejdet i et PLC baner vejen for at kunne udnytte ressourcepersonerne som faglige vejledere. Der er således gode grunde til, at lade arbejdet i de lærende fællesskaber være den grundlæggende arbejdsform i QUEST .