Deltagelseskultur: Event, aktivisme og urbane fællesskaber
<strong>21.-22. sep. 2017</strong> TAKE PART-seminar i Odense. Arrangører: Birgit Eriksson, Anne Scott Sørensen & Kristine Samson.
Oplysninger om arrangementet
Tidspunkt
Sted
Odense
Arrangør
Borgerinddragelse og brugerdeltagelse er ikke kun noget der vedrører de store, offentlige kulturinstitutioner, men i lige så høj grad noget, der udspiller sig uden for institutionerne og med tilknytning til enten det oplevelsesorienterede marked i form af enkeltstående eller tilbagevendende begivenheder eller bruger- og borgerdrevne aktiviteter af mere eller mindre midlertidig og ’aktivistisk’ karakter, ofte endda som blandinger heraf. Måske er interessen for og hypen omkring ”deltagelse” netop udtryk for en igangværende transformation af den hidtidige kulturelle infrastruktur, hvor byernes events, hverdagskultur og græsrodsinitiativer i stigende grad er med til at definere kulturproduktionen. Hvad sker der med kunsten og kulturen, når den udfolder sig i bykulturens både kommercialiserede og politiserede rum, hvor den blandt andet indgår i strategisk byudvikling? Et påtrængende spørgsmål er, i hvilken retning, det trækker, for kulturens institutioner og øvrige aktører. Hvilke konturer af en ny struktur, kan der spores – og hvilken ønskes?
Med dette seminar vil vi i netværket sætte spot på deltagelseskulturen i krydsfeltet mellem offentlig kultur, markedskultur og civilsamfund. Vi vil se på deltagelsesformer, hvor borgere og brugere er medskabere og kulturproducenter, hvor urbane fællesskaber opstår som aktivistisk modkultur, og hvor entreprenante initiativer i byens rum ofte involverer både private og offentlige aktører og sætter kulturen til forhandling.
Seminaret afholdes i Odense og der vil blive oplæg med udgangspunkt i det lokalt-globale. Vi kommer i dialog med såvel græs- som byrødder (Kulturklyngen, Kulturmaskinen, Bystrategisk Stab) samt på havne- og teatertur (Silo-øen, Thomas B. Thriges Gade, Teater Momentum). Flere detaljer kommer, når programmet er faldet helt på plads.
En del af seminaret vil bestå af vores egne erfaringer som professionelle og forskere med ændringerne i den kulturelle infrastruktur. Vi inviterer alle til at indsende forslag til oplæg i workshops under seminaret med udgangspunkt i et bredt spektrum af cases. Oplæggene bedes forholde sig til spørgsmålet om en deltagelseskultur mellem events, aktivisme og urbanitet/urbane fælleskaber. Vi forestiller os et workshopformat med relativt korte oplæg (max. 10 min.) og god tid til diskussion, da det virkede rigtig godt på seminaret i København.
Mht. indkvartering forhåndsreserverer vi et hotel. Vi opfordrer denne gang alle, der kan, til at få betalt via eget arbejdssted.
- Deadline for tilmelding til seminaret & for forslag til oplæg (abstract à 1000 anslag) er en måned inden seminaret: dvs. mandag d. 21. august.
Tilmelding og oplæg håndteres af den nye administrator, som vi får ansat i løbet af sommeren (mailadresse følger). Men kan man ikke vente eller har spørgsmål, må man gerne både stille dem og indsende abstracts til os arrangører (Kristine Samson, ksamson@ruc.dk, Anne Scott Sørensen annescott@sdu.dk, Birgit Eriksson, aekbe@cc.au.dk).
Vi sender en reminder ud i begyndelsen af august. For nu vil vi bare be’ jer alle om at sætte seminaret i kalenderen – og at overveje, hvad I kunne have lyst til at præsentere/diskutere på seminaret. Vi glæder os til at mødes igen.
De bedste hilsner og med ønsket om en skøn, solbeskinnet sommer til alle,
Birgit, Kristine & Anne