Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Skitse af en performativ metode til undersøgelse af museumsdeltagelsens kritiske og politiske potentialer

Oplæg ved Mette Thobo-Carlsen, der skulle have været holdt til seminaret Deltagelsens metoder: Facilitering og evaluering den 27. april.

08.05.2017 | Mette Thobo-Carlsen

Jeg blev desværre forhindret i at komme til seminaret DELTAGELSENS METODER Facilitering og evaluering, så her kommer det oplæg jeg skulle have holdt. Jeg vil forsøge at skitsere, hvordan jeg i mit forskningsprojekt kobler den performative udstillingsteori og –analyse med en eksperimentel visuel etnografisk metode inspireret af bl.a. Sarah Pink. Metoden er udviklet med henblik på at kunne evaluere og kvalificere participatoriske måder at kuratere, forske og lære om kunst på i museer.


 

Intro

Oplægget er en skitse af den analysemetode som jeg har udviklet i mit forskningsprojekt i forhold til en række kunstudstillinger, hvoraf den ene er Olafur Eliassons Riverbed på Louisiana fra 2014. Riverbed forstår jeg som et udstillingseksperiment med et stærkt participatorisk potentiale. Rent metodisk drejer det sig for mig om at kombinere en performativ kunst- og udstillingsanalyse med en form for auto-etnografisk tilgang til selve udstillingssituationen, oplevelsen og forskerens egen deltagelse heri. Jeg vil forsøge at berøre begge tilgange i dag, men det jeg vil bruge mest tid på er den kritiske og politiske forståelse af publikumsdeltagelsen, som jeg mener man kan finde i den performative kunst- og udstillingsanalyse. Kulturteoretikere, kuratorer og kunstformidlere som Irit Rogoff, Nora Sternfeld o.a. udvikler i disse år nye metodiske tilgange til kuratering og kunstformidling, som er både kropslige, socialt situerede og performative i deres kritik af det politiske rationale som de mener knytter sig til den participatoriske agenda i museums og kulturpolitikken idag. De er grundlæggende optagede af, hvordan participatoriske kunst- og formidlingsprojekter kan producere en kritisk videns – og subjektposition, som er grundlæggende politisk, kollektivistisk, måske endda aktivistisk. Også ud fra et metodisk synspunkt er den kritiske subjekt- og vidensposition interessant at få belyst i forhold til de konkrete udstillingsprojekter, som jeg arbejder med, fordi jeg mener at den kan redegøre for deltagelsens specifikke form og modalitet og derved også lægge retningslinjerne for min analytiske tilgang.

 

At deltage –et kritisk-politisk perspektiv

Nora Sternfeld mener at kuratorer og formidlingsfolk bør spørge sig selv om, hvilken form og funktion deltagelse egentlig har i deres arbejde, og hvilke effekter man ønsker at producere.

Ønsker man at deltagelsen skal enten

1.     Bekræfte, og derved overlevere institutionens viden og værdier til de besøgende

2.      Eller ønsker man at reproducere institutionens viden og værdier gennem f.eks. dialogbaserede og interaktive metoder for at tilegne sig institutionel viden og værdisæt.

3.     Eller ønsker man at gå et skridt videre og ikke blot analysere, men også transformere institutionerne.

(“Playing by the rules of the game Participation in the postrepresentative museum”, Nora Sternfeld, 2012)

 

Ifølge Sternfeld er det kun de transformative strategier, der kan betragtes som egentlige participatoriske. Publikums deltagelse handler ikke kun om at få adgang og interagere med museet. Det er ikke kun et spørgsmål om at spille rollen som demokratisk borger i et spil, siger hun som allerede er defineret af institutionen, og hvor resultatet allerede er bestemt på forhånd. Sternfeld er ikke interesseret i formidling, hvis funktionen er at de besøgende blot skal tilegne sig den rigtige viden, de rigtige færdigheder for derved at blive en god samfundsborger. Sternfeld mener at kunst og formidling af kunst kan sætte scenen for et andet offentligt, demokratisk rum og en anden slags læringssituation. Som kurator og formidler ønsker Sternfeld at facilitere og kvalificere deltagelsesstrategier og processer som er transformative og derved kan skabe et rum for politisk handling og social forandring.

 

Performativ tilgang til museumskuratering

Bruce W. Ferguson er en kulturforsker, som mener at kunstudstillinger fungerer som en slags talehandling, en kulturel performance der promoverer institutionens specifikke identitet og værdisæt. (1996: 183). I mine analyser forstår jeg også de udstillinger jeg har arbejdet med som eksplicitte institutionelle ytringer, der sætter museets egne værdier og idealer til forhandling på en performativ måde, dvs. gennem de besøgendes handlinger og reaktioner. Det teoretiske udgangspunkt for mit analysearbejde er altså udstillingernes performative måde at skabe effekter på, altså, “the work that exhibitions themselves do, on and through audiences” for at kunne undersøge og evaluere de måder, hvorpå de besøgende deltager i og svarer tilbage på det institutionelle rum og dets underlæggende magt- og vidensstruktur. (“Exhibition Rhetorics Material speech and utter sense.” In Thinking about Exhibitions, edited by Reesa Greenberg, Bruce W. Ferguson, and Sandy Nairne, 175–190. Abingdon: Routledge. Ferguson 1996: 178).

 

Det etnografiske aspekt af den performative analyse

I min analyse af Olafur Eliassons udstilling Riverbed er jeg optaget af, hvordan det meget konstruerede og iscenesatte islandske landskab, måden det ligesom havde forrykket hele Louisianas rumlige struktur, flyttet mure osv., hvordan hele denne fysiske omorganisering af museets struktur påvirkede publikum til at bevæge sig, sanse, føle og lære om kunsten på en anden måde. Udstillingens karakter af landskab lagde op til, at man oplevede og lærte om værkerne gennem bevægelse/fysisk deltagelse. Så deltagelsens primære modus var at gå, at gå gennem et noget anderledes museumsmiljø, et mere anstrengende landskab med sten og vandløb og også mere krævende mentalt, fordi der ingen formidling var i form af tekster på væggene. En vandring man kunne tilbagelægge alene og sammen med andre, og sanse det med kroppen frem for at stå og betragte det på afstand eller læse. Det samme måtte jeg gøre. For som etnograf Sarah Pink formulerer det: “there are certain forms of knowledge that cannot be understood simply through observation.” (“Multimodality, Multisensoriality and Ethnographic Knowing: Social Semiotics and The Phenomenology of Perception.” 2011: 271). For at opnå viden om den affektive og kropslige deltagelsesmodus og blive i stand til at forstå og vurdere deltagelsens kritiske og politiske potentiale, måtte jeg selv deltage i dette performative udstillingseksperiment. Jeg måtte selv gå turen, mærke stemningen og betragte de andre besøgendes måder at bevæge sig og handle på, smuglytte til deres samtaler osv. Ifølge Pink, bliver deltagelse en læringsproces, som netop foregår gennem etnografens egne multisensoriske oplevelser:

 

”This approach means going further than interviewing and observing... […] it implies that the ethnographer is co-participating in practices through which place is constituted with those who simultaneously participate in her or his research, and as such might become similarly emplaced.” (Doing Sensory Ethnography. London: SAGE Publications. 2009: 64).

 

Hun siger også, at forskerens deltagelse ikke handler om at indsamle viden i form af data om de andre deltagere, som så senere kan analyseres:

 

“Rather it involves the production of meaning in participation with them through a shared activity in a shared place.” (“Multimodality, Multisensoriality and Ethnographic Knowing: Social Semiotics and The Phenomenology of Perception.” Qualitative Research 11 (3): 261–276. 2011: 271)

 

I Riverbed blev publikum transformeret kan man godt sige fra den sædvanlige stillestående, (af)læsende, analyserende betragter til en gruppe kropsligt fortolkende aktører, hvis fysiske handlinger, sansninger, følelser og samtaler producerede nye betydningslag til det her alternative museumsrum. Det var en udstilling, der på den måde foregreb en anderledes museumsvirkelighed og som fik publikum mere eller mindre bevidst til at udleve den, forme den, give den krop med deres mange forskelligartede handlinger og reaktioner.

 

Den etnografiske viden og læring, som man som forsker og deltager i øvrigt kan opnå gennem deltagelse er ifølge Pink altid kropslig, socialt situeret, sanselig og empatisk, altså det handler også om, at man som forsker kan sætte sig i andre menneskers sted, og forestille sig hvad de oplever. Sarah Pink var særlig interessant i forhold til denne udstilling, fordi hun netop tager fat i det at gå som en primær deltagelsesmodus for forskeren plus, at hun opfatter det at gå som en social place-making aktivitet, altså en performativ aktivitet, der skaber steder, i dette tilfælde et alternativt museumsrum, både i fænomenologisk forstand og gennem fælles oplevelser. Så til denne analyse valgte jeg at gå i Pinks fodspor i den forstand, at også for mig som forsker blev det at gå en kritisk place-making aktivitet, som jeg tog del i. Det at gå igennem Riverbed-udstillingen blev til en måde at lære om kunstens performative kraft på, og forstå hvordan udstillingen, dens rum, stemning og objekter kan have politisk agens, hvordan en udstilling kan flytte mure, sprænge kulturelle og politiske infrastrukturer indefra, og potentielt ændre den måde vi ser og ordner verden på. Det er en vigtig pointe her, som også Irit Rogoff understreger i sit syn på kulturel deltagelse, at der ikke behøver at være en modsætning mellem deltagelse og kritik. At videnskabelig analyse og deltagelse for en forsker, som for en kurator eller publikum kan kobles med en performativ og kropsliggjort form for kritik, der ikke handler om neutralt at fastsætte, vurdere/evaluere en objektiv værdi eller mening, men om at skabe ny mening, ny viden ved at intervenere i, transformere, omgøre, forstyrre, forandre faste kategorier, formater og praksisser. (”Productive Anticipation”, ”Smuggling: An embodied Criticality”, Rogoff, 2006).

 

For mig som forsker handlede det at gå gennem dette meget konstruerede og iscenesatte museumslandskab derfor ikke om at observere, analysere og evaluere etnografisk viden forstået som objektiv fakta om en eksisterende, naturlig fysisk virkelighed, der ligger derude. Den etnografiske viden, som jeg fik adgang til var snarere en kropsliggjort viden, som jeg delte med de andre om, hvordan kunst kan føles og mærkes som en regulær fysisk kraft med et politisk potentiale. Analyse og evaluering handler derfor for mig ikke om at afgøre, om udstillingen i sidste ende resulterede i faktiske forandringer af kunstmuseet, men om at mærke og vurdere udstillingens transformative potentiale, hvordan Riverbed søger at påvirke sit publikum, hvordan museumskroppen sættes i bevægelse på en lidt anden måde end normalt, hvordan udstillingen forsøger at motivere og mobilisere publikum til at ændre sit perspektiv, sin måde at handle på, sin måde at relatere til andre kroppe, objekter og rum på. Så for mig handler analysen om at beskrive deltagelsesmodaliteten og vurdere det politiske potentiale, og også evaluere kvaliteten eller måske snarere vigtigheden af de effekter, der genereres, af de erfaringer og den viden, der bliver til. Jeg vurderer ikke om de performative effekter er gode eller dårlige, men om betingelserne for deltagelse er egnede til at iværksætte en transformativ proces.

Seminar