Aarhus Universitets segl

Der knokles på Tycho Brahe-projektet

Af Marie Louise Gammelgaard, Aarhus Universitet

Flere steder i Prag arbejdes der i disse dage på at nå så meget som muligt, mens Tycho Brahes grav er åbnet, og før han fredag 19.november genbegraves ved en ceremoni i Týnkirken.

Mens Tycho Brahes knogler onsdag blev CT-skannet på et hospital i udkanten af Prag, er de torsdag tilbage på det tjekkiske Nationalmuseums laboratorium. Her bliver de fotograferet grundigt. Desuden laver medicinske antropologer fysiske beskrivelser af materialet. Der er også blevet udtaget små prøver til de undersøgelser, der skal laves efterfølgende.

I Týnkirken har arkæologer i ugens løb undersøgt gravkrypten, hvor Tycho Brahe har ligget siden sin død i 1601, kun afbrudt af gravåbningerne i 1901 og nu i 2010. De har fundet, at der var rester af flere individer i krypten. De tjekkiske arkæologer mener at have konstateret, at nogle få af Tycho Brahes kones knogler lå på rette plads i graven. Af dem er der også udtaget prøver.  

Tycho Brahes dragt er i ugens løb blevet konstateret meget mere intakt, end det var frygtet.

- Og allerede nu kan vi sige, at dragten ikke var hans daglige dragt, men en dragt som var syet specielt til begravelsen, da sammensyningen er foretaget med meget store sting, fortæller forskningsleder Jens Vellev fra Aarhus Universitet.     

Fredag morgen lægges Tycho Brahes knogler tilbage i den velbevarede tinkiste, der bliver lukket på laboratoriet, hvorefter den bliver bragt til Týnkirken.

- Vi glæder os til højtideligheden i kirken fredag, hvor vi sikkert vil se mange fra både Tjekkiet og Danmark, siger Jens Vellev.  

Ved højtideligheden holder den danske kirkeminister Birthe Rønn Hornbech en kort tale om Tycho Brahe. Den bliver forestået af Prags ærkebiskop, Mons. Dominik Duka.