Formålet med dette projekt er at belyse og analysere uddannelsesaspirationer og -mobilitet blandt minoritetsetniske unge i Danmark, som afspejles i den store stigning af minoritetsetniske unge som fuldfører en gymnasial og derefter en videregående uddannelse. Hvor man såvel i forskningen, som i politiske debatter i flere årtier har fokuseret på minoritetsetniske unges problemer i uddannelse, ser man nu, at andelen af efterkommere af ‘ikke-vestlige’ migranter med en videregående uddannelse er steget markant - fra 27 % i 2013 til 50 % i 2023 (specialkørsel fra Danmarks Statistik). Mens denne tendens er særligt markant blandt kvindelige studerende, er andelen af mandlige efterkommere i videregående uddannelse også steget betydeligt, fra 20 % i 2013 til 41 % i 2023 (Danmarks Statistik 2013 og 2024)
Projektet sigter mod at undersøge denne positive udvikling, samt bidrage til den eksisterende forskning på to centrale måder: For det første tilbyder det etnografiske udforskninger af, hvordan uddannelsesaspirationer og -mobilitet opleves, forhandles, udfordres og realiseres i minoritetsetniske unges hverdagsliv og uddannelseskontekster. For det andet bevæger det sig ud over det fokus på familie- og etnisk gruppedynamikker, som kendetegner megen udenlandsk forskning. Projektet omfatter således også en udforskning af sociale processer blandt minoritetsetniske unge og inden for uddannelsesinstitutioner, som kan være med til at forklare den stigende mobilitet: udviklingen af kollektive ressourcer på tværs af generationer af minoritetsetniske unge, samt de ændringer, der sker i institutionelle praksisser og normer gennem tilstedeværelsen af flere unge med minoritetsetnisk baggrund. For at gøre dette vil tre delprojekter undersøge minoritetsetniske unge med aspirationer om videregående uddannelser i de sidste år af grundskolen, i gymnasiet og på videregående uddannelser.