DPU

Aarhus Universitets segl

Familieliv i en coronatid 

Om projektet


Der er nu gået fire år, siden det danske samfund første gang lukkede ned på grund af coronavirus 11. marts 2020. Kort efter gik vi i gang med vores forskningsprojekt om hverdagslivet i den første nedlukningsperiode, hvor ca. 50 andre familier og et dusin unge i alderen 14-20 år deltog fra alle egne af Danmark. Siden fulgte flere nedlukningsperioder, hvor vi opsøgte og interviewede flere deltagere igen.

Vi har derfor i dag et unikt materiale fra hele perioden, hvor hver nedlukning dengang blev oplevet som distinkt anderledes end den forrige, og hvor deltagernes oplevelser og følelser spændte vidt: Fra glæde over tid med hinanden og gåture i skoven, til frustration over at skulle arbejde online og samtidig passe småbørn, tristhed over ikke at kunne være der og hjælpe til på tværs af generationer, eller nervøsitet over usikkerheden, vaccinerne og den globale krises omfang. Ydermere blev rammerne for familieliv tydelige: Krisen blev oplevet forskelligt afhængigt af, om man boede i lejlighed eller hus med have, havde adgang til bil eller sågar sommerhus, havde mulighed for hjælp med fx indkøb når/hvis coronaen lagde familien ned osv.    

Som forsker lærer man altid meget af de projekter vi kaster os over. Dette corona projekt har dog  været særligt at være en del af, da vi synkront med deltagerne delte nedlukningsvilkår.

Siden foråret 2022 har der ikke været nye nedlukninger, og vores projekt nærmer sig nu sin afslutning. Vi takker ikke mindst deltagerne, men også VELUX fonden og DPU’s forskningsfond.

På hjemmesiden er der links til nogle af de mediebidrag og videnskabelige artikler, vi har deltaget i eller produceret på baggrund af projektet. Flere kan man klikke på og læse, andre kræver at man har adgang. Når de bliver frit tilgængelige vil vi sørge for at de kommer op i den tilladte udgave.

Venligst Projektgruppen

Karen Ida Dannesboe, Dorte Kousholt, Nana Clemensen, Nanna Jordt Jørgensen og Ida Wentzel Winther