Hvordan ser det ud, når et folk får en radikalt ny måde at anskue verden på? Kultur er en levende størrelse, der ændrer sig i lange træk og hurtige stød. Tendenser kan være usynlige, for man ser dem hen over årtier, eller de kan være stærke nybrud, der med ét river båndene mellem generationer over, eller fuldstændig ændrer de samtaler, et samfund har med sig selv. For at forstå vores kulturarv må vi også kunne forstå disse bevægelser over tid. Vi skal kunne se både de langsomme ændringer og de pludselige. Det gælder også de mest fundamentale ændringer i fortiden, som overgangen fra hedenskab til kristendom i senvikingetiden. Hidtil har vi kun haft adgang til at se dette skift i det lange perspektiv, som en gradvis og forholdsvis fredelig tilpasning hen over årtier. Men nye naturvidenskabelige dateringsmetoder kan give os blik for de hurtige ændringer i folks religion, der viser kultur ændre sig i et tempo, der ligner det, vi kender fra vore dage. Hvordan var livet og døden i den måske største brydningstid, Danmark har kendt?
Svaret kan findes ved at undersøge et yderst håndgribeligt brud, som påvirkede alle samfundslag: c. 950-1100 blev de førkristne gravpladser, som havde været i brug i flere årtier eller endda århundreder, forladt, mens nye kirkegårde blev etableret, oftest i forbindelse med de tidligste kirker. Netop for dette tidsrum er de nyeste fremskridt indenfor kulstof 14-datering i stand til at følge udviklingen med meget korte intervaller. Dette projekt vil bearbejde, datere og fremlægge stort set upublicerede gravpladser og kirkegårde i en region med en særlig gunstig kontekst. På den måde kan vi sætte en tidslinje for den centrale sociale arena for religionsskiftet og spore dets påvirkning på alle samfundsgrupper. Det åbner for nye måder at forstå fortiden både blandt forskere og det bredere publikum – de hurtige samfundsforandringer, vi oplever i dag, er måske ikke så ”historiske”, som vi ellers går og tror.
”Samfundsbrud” vil opnå ny viden om religionsskiftets påvirkning på tværs af samfundets grupper i Danmarks senvikingetid, ved at måle forandringstempo på et af dens væsentligste udtryk, nemlig ritualer i forbindelse med døden. Transformationen af de dødes landskab og udviklingen i begravelsespraksisser er nøglen til at opnå dette mål, da de syntetiserer problematikkerne omkring sociale relationer på tværs af generationer, religion og ejerskabsforhold, forhold mellem de levende og de døde. Arkæologiske spor fra førkristne gravpladser og kristne kirkegårde tillader et bredt socialt udsyn, som i modsætning til de skriftlige kilder ikke blot er bundet til eliten. Disse spor er formet af materialer, som med de nyeste fremskridt indenfor kulstof 14-datering er datérbare, hvilket tillader, at resultaterne perspektiveres i deres bredere historiske kontekst. Dette åbner for en ny, bred samtale ikke bare om forståelsen af Danmarks kulturarv, men om den aktive forskning i kristendommens indførelse overalt i Skandinavien.
Den analytiske del af projektet baseres på gravpladser i Nord- og Østjylland som er udvalgt som case-studies tilhørende det arkæologiske ansvarsområde for fire statsanerkendte museer. Hovedparten blev oprindeligt undersøgt som bygherrebetalte udgravninger, som er bearbejdet og publiceret i ulige grad. Dette har ført til, at de ikke hidtil har indgået i diskussioner om religionsskiftet med den væsentlighed, de fortjener. Valget af disse pladser begrundes yderligere i deres kulturhistoriske landskab, som viser andre markører for tidlig kristendom (runesten, kirkelige institutioner i de tidlige byer). Nogle pladser viser stærkere førkristne træk end andre, som er mere tvetydige, mens andre er klart kristne. Enkelte tyder også på stedskontinuitet, og alle virker til, med udgangspunkt i de nuværende dateringer, at høre til den brede periode c. 900-1100.
