Projektafslutning for store og små
Selvom forskningsprojektet langtfra er slut, har vi med skoleårets afrunding med stort vemod afsluttet aktionsforskningsdelen. Vi kunne sagtens have brugt meget længere tid i selskab med elever, lærere og ledere, og på nogle fronter er vi næsten lige kommet i gang!
Ikke desto mindre var det en stor fornøjelse at holde afslutning med eleverne, hvor de blandt andet fortalte om, hvad der gav mest mening for dem - bl.a. at være med i undervisningsplanlægningen, at lave drama på engelsk på tværs af klasser og at arbejde med podcastproduktion med brug af AI.
Afslutningen gav også eleverne mulighed for at udforske det nye flotte sproghjørne og spise sig mætte i frugt og kage!
De voksne måtte svede i en hel dag, da vi rundede af på AU med en dag med forskellige perspektiver på forandringsprocesser, erfaringsudveksling og udarbejdelse af anbefalinger om bæredygtige sprogfag til både nationalt, kommunalt og lokalt niveau.