Det overordnede formål med projektet er at forskyde fokus i den pædagogiske inklusionsforskning fra et fokus på pædagogiske og didaktiske praksisformer og organiseringer, til et fokus på betydningen af selve fællesskabets konstituering gennem inklusions- og eksklusionsprocesser, i relation til udviklingen af inkluderende læringsmiljøer. Et fokus, som er velkendt inden for samfundsvidenskabelig forskning, men som inden for den pædagogiske forskning, i relation til inklusion, er forskningsmæssigt underbelyst.
Med en ny lov om specialundervisning fra 2012 og en ny skolereform fra 2014 er den politiske målsætning i Danmark, at antallet af elever i segregerede tilbud reduceres, så flest mulige børn går i deres lokale folkeskole. De politiske mål betyder, at diversiteten blandt elever både fagligt og socialt øges i den almene undervisning, hvilket udfordrer den traditionelle adskillelse mellem almenpædagogik og specialpædagogik, der har rettet sig mod henholdsvis ’de fleste’ og mod elever med særlige behov.
Hypotesen i dette projekt er, at adskillelsen mellem almenpædagogik og specialpædagogik blokerer for udviklingen af nye former for praksis, koncepter, viden og færdigheder, der kan bidrage til at udvikle inkluderende læringsmiljøer. Projektet sætter således spørgsmålstegn ved den traditionelle skelnen mellem almen pædagogik og specialpædagogik ved at hævde, at denne skelnen reducerer spørgsmålet om inklusion til at være et spørgsmål om, hvordan de forskellige former for pædagogisk og didaktisk viden og kompetencer kan organiseres og samarbejdes på nye måder, så det bliver pædagogisk muligt at håndtere en øget mangfoldighed i de almene læringsfællesskaber (Hansen et al 2014). Mens betydningen af selve konstitueringen af fællesskaber gennem inklusions- og eksklusionsprocesser i relation til inklusion er forskningsmæssigt underbelyst.
Derfor må adskillelsen mellem en almenpædagogik og specialpædagogik både i teori og praksis overskrides med henblik på at formulere og udvikle en ny approach, både teoretisk og i praksis, som tager udgangspunkt i at iagttage inklusion som en social praksis, der konstitueres gennem både inklusions- og eksklusionsprocesser. Gennem praksisbaseret forskning vil inklusions- og eksklusionsprocesser i skolernes fællesskaber udforskes.
