Aarhus Universitets segl

Er intervention mulig?

Ud fra et velfærds- og et sundhedsfagligt perspektiv er der således al mulig grund til at udforske nøjere, hvordan man kan gøre en indsats for at forbedre disse mænds livskvalitet og muligvis også deres helbred. Man må tro, at dette tilsyneladende hårdnakkede problem – sandsynligvis oparbejdet igennem et helt livs manglende helbredsmæssige, materielle og sociale ressourceopbygning – kræver en kompleks indsats, hvis det overhovedet lader sig løse. Resultatet af et livsløb med socialt marginaliserede positioner kan nok ikke fjernes i den afsluttende del af livet: bl.a. på grund af lave forventninger til, hvad livet kan tilbyde én, og endvidere på grund af – og ikke mindst - en udvikling af former for livsførelse, som måske direkte undergraver helbredet. Endelig kunne man også stille det på én gang provokerende og ydmyge spørgsmål, om ressourcefattigdom i bred forstand udvikler en særlig kultur også i forhold til, hvad man forstår ved det ’gode liv’ – meget langt fra den sundhedsprofessionelles middelklasseoptik.

Litteraturen om mænds sundhed koncentrerer sig primært om de såkaldte KRAM-faktorer (Kost, Rygning, Alkohol og Motion) og deres betydning for sygelighed. Her er det et udbredt mønster, at det er de arbejdsløse mænd og mænd uden erhvervsuddannelse, der har de mest usunde kostvaner, ryger mest og for de arbejdsløses vedkommende drikker mest alkohol (Rapport om mænds sundhed, 2010). I dag er det imidlertid også erkendt, at det sociale liv har lige så stor betydning for sundheden, som de såkaldte KRAM-faktorer (Avlund, Damsgaard og Holstein, 1998; Seeman, 2000; Lund, Due, Holstein, Damsgaard og Andersen, 2002; Lund og Avlund, 2004).

Et første bud på en indsats kunne således være, at en eller anden form for optimering af enlige - og måske også ensomme - ældre mænds sociale liv vil give mening og mere livskvalitet. Man kan forestille sig en blanding af interventionsformer: såvel individualiserede, såkaldt ’håndholdte’, tilbud til den enkelte som mere fællesskabsorienterede tilbud, som opleves meningsfyldte og trivselsfremmende.