I henhold til Mænds Sundhed.dk har den samfundsmæssige indsats i forhold til ældre (75+) mænds sundhed udelukkende bestået af tilbuddet om forebyggende hjemmebesøg. I 1995 blev lov om tilbud om forebyggende hjemmebesøg til alle 75+ årige borgere vedtaget. Loven er senere revideret, så tilbuddet kun skal gælde 75+ årige borgere, der ikke i forvejen modtager praktisk og personlig hjælp fra kommunen. Tilbuddet er endvidere reduceret til én gang årligt fremfor to. Selvom loven således er implementeret allerede i midten af 1990’erne, foreligger der ingen evaluering af den sundhedsmæssige virkning af indsatsen. Socialministeriet har dog siden 2002 løbende bedt Ankestyrelsen om at følge kommunernes indsats og implementering af forebyggende hjemmebesøg. I en undersøgelse fra 2010 af kommunernes erfaringer med hjemmebesøgene pointeres det på baggrund af interviews af de deltagende kommuner, at der er en udbredt opfattelse af, at mændene kan være vanskelige at få kontakt til, og at enlige mænd kan udgøre en særlig gruppe, der har svært ved at håndtere pensionisttilværelsen (Ankestyrelsen, 2010). De hidtidige resultater af denne ca. 15 årige periode, hvor de forebyggende hjemmebesøg har været fast praksis i danske kommuner, peger i retning af nødvendigheden af at gå andre veje. Såvel forskningslitteraturen som kommunernes erfaringer tyder således på et behov for mere viden om de enlige ældre mænd. Vi mangler at forstå deres ønsker til tilværelsen; hvilke behov de har - anskuet fra en livskvalitets- og sundhedsmæssig optik, og hvordan de kommunale tilbud er gearet til at møde disse. Vi mangler også mere viden om de mekanismer, der ligger bag disse mænds position i og interaktion med de kommunale administrationer. Endelig kunne man stille det kritiske spørgsmål, om aldersgrænsen på 75+ år for de forebyggende hjemmebesøg ikke er sat for højt, hvis det faktisk er forebyggelse man ønsker? I hvert fald anskuet fra de ressourcefattige, enlige mænds perspektiv kunne man være i tvivl om, hvor mange af dem, der faktisk lever til de er 75+ år.

En stor mangel i forskningen er også indsigt i disse underprivilegerede ældre mænds tilværelse og hverdagsliv. Allerede i 1986 noterede den amerikanske antropolog, Robert L. Rubinstein i sin klassiker, ’Singular Paths: Old Men Living Alone’, at den aldrende mand er den ’glemte’ mand, fordi han tilhører en minoritet, og det er muligvis forklaringen på, at ældre mænd er blevet negligeret af gerontologiske forskere og praktikere. Man kan endvidere forestille sig, at kommunale serviceprogrammer og sociale arrangementer mere eller mindre uudtalt er tilrettelagt efter majoriteten, nemlig de ældre kvinder. Et forhold, som man sandsynligvis tvangfrit kan overføre til aktuelle danske forhold – at dømme efter den føromtalte statistik. Rubinstein påpegede endvidere, at enligt boende mænd må deles op i to hovedgrupper: de mænd, som har været gift, og de mænd, som aldrig har været gift og altid har boet alene. Enkemændene og måske også de fraskilte mænd har med større sandsynlighed børn end mænd, der altid har boet alene. Det betyder, at mænd med børn har et naturligt netværk, så at sige, mens singlerne har måttet skabe sig en anden form for støttende netværk, hvis de da ikke må klare sig uden netværk overhovedet.

I de mange år efter at Rubinstein skrev sin bog, er der ikke sket særlig meget på området, hvad Danmark angår. Der er kommet lidt gang i udforskningen af mænds sundhed (Madsen, 2014), og i 2006 udgav en gruppe mandlige danske sundhedsforskere en maskulin pendant til Kvinde kend din Krop (Diness, 2001): Kend din krop, mand. Sundhed, sex, sport, sind (Christensen, Graugaard, Bonde, Wulff Helge & Madsen) med henblik på at gøre opmærksom på mandens særlige perspektiver og behov, herunder behov for andre former for indsatser fra det offentlige end dem, der bliver kvinder til del. Hele dette område har historisk set været organiseret og drevet af kvinder – og sandsynligvis i høj grad ud fra en kvindelig optik.