HTL-teknologien, der under højt tryk og temperatur omdanner våd biomasse til bio-olie, kan blive et regulært kvantespring i kampen for at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer. Teknologien har, trods flere år på bagen, endnu ikke fået sit kommercielle gennembrud, men det forsøger forskere på Aarhus Universitet at ændre på i forskningsplatformen Produktion af bio-olie med HTL-teknologi.
I regi af platformen har forskerne designet og opbygget et pilotanlæg til hydrotermisk forvæskning (hydrothermal liquefaction – HTL) af biomasse med henblik på at producere flydende brændstof, der kan iblandes eller erstatte motorbrændstoffer.
HTL-anlægget blev indviet i Foulum i maj 2015.
Selve processen i anlægget bygger på forskning udført ved Institut for Kemi ved Aarhus Universitet, og design af anlægget tager udgangspunkt i et eksperimentelt anlæg, som i forvejen eksisterer på Institut for Kemi. Pilotanlægget er designet med henblik på efterfølgende mulighed for opskalering til demonstrations- og fuldskala.
På anlægget er det muligt at gennemføre forskning i omdannelse af en lang række lignocelluloseholdige biprodukter og energiafgrøder fra landbrug og industri. Der gennemføres således undersøgelser af biomasser dyrket i platformene Dyrkningssystemer på sædskiftearealer og Biomasse fra engarealer samt biprodukter fra platformen Grøn Protein.
Endelig gennemføres kemisk analyse af fraktioner og preliminær økotoksisk vurdering af HTL-restprodukter.
Download flyeren: Konvertering af biomasse
Læs mere: Foulums første bio-olie baner vej for grøn omstiling i landbruget
Læs mere: Banebrydende teknologi løftes med nyt forskningsprojekt på Aarhus Universitet
Læs mere: Kør på gylle, flyv på græs
Læs mere: I fremtiden æder høns og grise græs
Læs mere: Biobaseret produktionssystem bliver et kvantespring for økologien