DPU

Aarhus Universitets segl

Projektbeskrivelse

Om Rødder og ruter / Rural Roots and Routes


Rødder og Ruter undersøger unges karriereforventninger i tre ø- og landsamfund: Bornholm, Mors og Det Sydfynske Øhav, hvor unge står over for særlige mobilitetsmæssige dilemmaer i forbindelse med uddannelse. Projektet bidrager til et voksende forskningsfelt, der udforsker hvilken betydning lokalområdet har for unges karriereudvikling, og har særlig fokus på, hvordan unges langsigtede karriereforventninger formes i disse områder. Projektet undersøger hvordan familiens mobilitetserfaringer, lokalsamfundets kontekst og tilgængeligheden af ressourcer som uddannelse, job og netværk spiller en rolle i forbindelse med de unges uddannelsesforventninger. Unges karriereforventninger i landområder er en central faktor i arbejdet med at mindske geografisk ulighed. Projektet stiller det overordnede forskningsspørgsmål: ”Hvordan spatialiseres unges karriereforventninger i danske land- og ø-områder?”

Forskningsprojektet består af to delprojekter. Det første fokuserer på betydningen af familiekonteksten, hvor mobilitetsnarrativer udforskes gennem interviews med unge og deres familier. Det andet undersøger, hvordan lokale karrierenetværk, såsom erhvervsnetværk og vejledningstjenester, mindsker eller forstærker spatiale og mobilitetsmæssige dilemmaer for unge og deres familier. Dette undersøges gennem interviews med nøgleaktører i lokalsamfundet aktører og analyser af lokale politikker. På den måde afdækker projektet, hvordan samspillet mellem familie, lokalsamfund, erhverv og politik påvirker de unges forestillinger om fremtid og karriere. Teoretisk trækker projektet på Bourdieu samt karriere- og vejledningsforskning for at skabe et billede af familiens og stedets betydning for de unges karriereforventninger.