I dag forstår de fleste virksomheder, at deres data kan være guld værd. På Digital Transformation Lab (DTL) forsker vi i sensorer og måleudstyr, og algoritmer som finder og fortolker de vigtigste data.
DTL er et storstilet industrielt og akademisk samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, Ringkøbing-Skjern Kommune, Aarhus Universitet og en række partnere fra industrien: HydraSpecma, Landia, Millpart, Velux og Vestas.
Formålet med laboratoriet er at vise, hvordan fremtidens industri ser ud, og danne grundlag for udvikling af produktprototyper ved brug af øget digitalisering, nye materialer og produktionsteknologier.
DTL har fokus på Digital Twin-teknologien. Med en digital tvilling kan vi blandt andet simulere produkter eller processer, så du ikke behøver fremstille så mange prototyper.
Og med nok data, kan vi forudsige, hvornår produktet vil gå i stykker – og forhindre det!
Det kaldes ”predictive maintenance”, som sparer driftsomkostninger og optimerer processen. På Maersk-dansk kunne man kalde det rettidigt vedligehold.
Det næste skridt i implementeringen af en digital tvilling er, at lade computeren overvåge driften. Her får computeren en grad af autonomi til løbende at tilpasse og optimere processen.
I dag bliver der genereret utrolige mængder data i vores hverdag, uden at vi spekulerer nærmere over det: Fra vores ure, telefoner, husholdningsmaskiner, støvsugere og køleskabe. Og vi taler med vores computere gennem intelligente chatrobotter.
I erhvervslivet kan vi udnytte data fra vinduer, pumper, hydraulik og vindmøller – eller sågar en hel fabriks proceslinje.
Lige nu har vi de digitale værktøjer til at revolutionere måden, vi arbejder på!
Teknologierne og dataene bag en digital tvilling kan være ekstremt komplekse. Men den historiske baggrund for konceptet er ligetil: Rumskibet Apollo 13 var i kredsløb om Månen og defekt! Nu skulle de tre austronauter ombord reddes hjem.
I Houston sad en hær af videnskabsfolk med så megen data til rådighed om rumfærgen, at det svarede til en digital tvilling. Ved at undersøge den digitale tvilling, kunne ingeniørerne designe en fysisk løsning, som astronauterne kunne eksekvere i rummet.
Ingeniørerne designede blandt andet et CO2-filter ud af materialer, man vidste fandtes ombord på Apollo 13, og sendte en samlevejledning til rumfærgen. Ved hjælp af gaffatape, et bogcover og andre stumper samlede astronauterne filtret – og reddede livet.
Kontakt Lab Manager Jakob Lemming for afklaring om, hvordan vi kan hjælpe med at øge værdien i din virksomhed.