Aarhus University Seal

show

Ny bog: Kunst, kultur og deltagelse (red.: Birgit Eriksson, Mette Houlberg Rung, Anne Scott Sørensen)

D. 16. januar udkommer Take Parts første bog, Kunst, kultur og deltagelse. Bogen har bidrag fra 15 af netværkets medlemmer fra både universiteter og kulturinstitutioner. Bogens udgangspunkt er, at bruger- eller borgerinddragelse for alvor er kommet på den kunst- og kulturpolitiske dagsorden.  Kunstnere involverer borgere i nye kommunikations- og socialitetsformer, og kulturinstitutioner som biblioteker, teatre og museer åbner for deltagelse i form af medbestemmelse og medskabelse. Bag de mange deltagelsesprocesser ligger ofte et ønske om demokratisering, men hvor meget kan en demokratisk deltagelse egentlig designes? Hvordan kan man fremme en deltagelsesproces, som svarer til de mål, der er sat? Og hvordan kan man undersøge deltagelsens effekter og værdi?

Baseret på ny dansk forskning præsenterer Kunst, kultur og deltagelse en række aktuelle eksperimenter med deltagelse i kunst- og kulturlivet. Bogens forfattere stiller skarpt på de teoretiske og metodiske udfordringer, der ligger i at udvikle, designe, facilitere og evaluere deltagelsesprojekter. Bogens cases spænder fra EU’s kulturhovedstad Aarhus 2017 og festivalen København læser over et biblioteksprojekt i Østjylland og et byudviklingsprojekt i Greve til nye former for borgerinddragelse i europæiske kulturhuse og i store danske kulturinstitutioner som, ARoS, Trapholt, Det Kgl. Teater og Statens Museum for Kunst.

Bogen retter sig mod alle – akademikere, professionelle og deltagere i kunst- og kultur – med interesse for de udfordringer og potentialer, der er i at inddrage brugere på nye og mere direkte måder.

Se mere her: https://unipress.dk/udgivelser/k/kunst,-kultur-og-deltagelse/. Vi holder bogreception på ARoS samme dag kl. 14-16 (se under arrangementer).