Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Lys i havet

Lyset er en forudsætning for, at havets planter kan vokse. Lyset fra Solen når ikke særlig langt ned i vandsøjlen. Det dæmpes (absorberes). Det betyder, at ca. 90% af havet er i total mørke.

Hvor meget lys der trænger ned, varierer meget og afhænger af forskellige forhold som:

  • Hvor meget lysenergi, der når havoverfladen.
  • Hvor meget lysenergi, der tilbagekastes fra overfladen.
  • Vandets gennemsigtighed.

Mængden af lysenergi, der rammer havoverfladen, hænger sammen med, hvor man befinder sig på jordkloden, årstiden, tidspunkt på døgnet og ikke mindst vejrsituationen. Lysenergien er højere i perioder med skyfri himmel. Årstiden, tidspunkt og lokalitet afgør, hvilken vinkel sollysets stråler rammer havoverfladen med. Jo højere Solen står, jo større er solenergien pr. m² havoverflade.

I dette forløb vil vi kigge nærmere på forskellige typer stråling fra Solen forskellige steder på Jorden, og hvilken betydning det har for livet i havet. Med afsæt i flere af FNs verdenmål bl.a. nr. 7, 13 og 14 (link til verdensmålene: http://www.verdensmaalene.dk/ ) vil dette forløb tage jer med på en rejse gennem verdenshavene og via biologi, geografi og fysik/kemi skal vi have hovedet i havet! God tur!