Den engelske instruktør Otto Bathurst fortolker legenden om Robin Hood i en ny film af samme navn, som har Taron Egerton i hovedrollen. Filmen skruer op for eksplosive actionsekvenser og præsenterer en tjekket og kæk Robin Hood, der springer fra stråtage og spænder buen i højt tempo. Filmen har netop haft premiere i Danmark, og den skriver sig ind i en lang række af Hollywoodproduktioner om helten, der stjæler fra de rige og giver til fattige. Siden 1908 er fortællingen om Robin Hood blevet filmatiseret mere end 70 gange, både som tv-serie, tegnefilm og liveaction. I dag har Robin Hood en solid plads i den globale populærkultur, men faktisk har hans historie været længe undervejs.

Man kan spore de første beretninger om Robin Hood tilbage til middelalderen, hvor han var en velkendt figur i britiske middelalderspil og festivaller. Her fungerede han som en ”lord of misrule”, hvis rolle bestod i at vende feudalsamfundet på vrangen med humor og antiautoritære udsagn. Disse Robin Hood-spil var populære underholdningsindslag, og de blev opført helt frem til reformationen i 1500-tallets England. Ligeledes optræder Robin Hood i flere middelalderromancer og –ballader fra høj- og senmiddelalderen. Historiekrønikerne vidner også om, at Robin Hood var en del af middelalderens kollektive erindring. I 1420 daterede Andrew af Wyntoun Robin Hood til 1290’erne (samme periode som en anden kendt rebel, William Wallace), mens Walter Bower hensatte Robin til 1260’erne i sin historiekrønike fra 1440. Både Wyntoun og Bower var skotter, hvilket måske forklarer, hvorfor de placerede den antiautoritære Robin Hood i to årtier, der er kendetegnet ved skotske oprør mod englænderne.

En tredje skotte ved navn John Major daterede imidlertid Robin Hood til årene under Richard Løvehjertes regeringstid (1157-1199), som sidenhen er blevet standardperioden for Robin Hoods heltegerninger. I sin krønike fra 1521 omtalte Major Robin som nobilis (”nobel, velopdragen”). Da Richard Crafton i 1563 oversatte Majors latinske krønike til engelsk, valgte han imidlertid at erstatte det latinske nobilis med det engelske ord earl (”jarl”). Dermed var tricksteren Robin ikke længere en ”lord of misrule”, men en oprigtig adelsmand, som over- og middelklassen kunne spejle sig i. Robin blev transformeret endnu en gang i 1598 af englænderen Anthony Munday, hvis to skuespil The Downfall of Robert, Earl of Huntington og The Death of Robert, Earl of Hungtington er hovedværker i Robin Hoods receptionshistorie. Mundays skuespil har på flere måder lagt fundamentet for de Robin Hood-fortællinger, som vi kender i dag: F.eks. følger han John Major og placerer handlingen i 1100-tallet, hvor prins John regerer landet, mens Richard Løvehjerte fører et korstog i Det hellige land. Mundays skuespil er desuden meget antikatolske, og som følge deraf fremstiller han helten Robert/Robin som en hengiven protestant. Stykkernes protestantiske overbevisning kommer særlig til udtryk med introduktionen af Marian. Lady Marian har ikke altid været en del af Robin Hood-legenden. Hun optræder i få middelalderromancer, men det er først med Mundays skuespil, at hun får en fast plads som Robins store kærlighed. Hendes rolle skal særligt ses i forlængelse af Mundays antikatolske fortolkning: Tidligere sværgede Robin troskab over for jomfru Maria, ligesom kong Arthur og hans riddere af det runde bord. Men protestantismens indførelse i England satte en stopper for helgendyrkelser, og netop derfor erstatter Munday den bibelske jomfru med en menneskelig jomfru ved navn Marian, der nu er objektet for Robins gunst. Dyrkelsen af jomfrudronningen Elizabeth I er ligeledes en vigtig historisk forudsætning for Mundays værker.

De forskellige Robin Hood-skikkelser vidner om, at figuren allerede gennemgik flere transformationer i middelalderen og renæssancen. Også i oplysningstiden og særlig romantikken blev Robin Hood genfortolket i forbindelse med politiske diskussioner og konstruktionen af den nationale identitet i England. I 1700-tallets England blev middelalderen og dens helte ofte fremhævet i politiske skrifter, uanset om disse var konservative eller radikale. For nogle gavnede det den nationale selvfølelse at argumentere for en kontinuitet fra middelalderen til i dag. Andre spejlede sig i middelalderen for at tage afstand til Frankrig, som i årene omkring Den franske Revolution især dyrkede den neoklassiske arv og kritiserede middelalderens religiøse doktrin.

I 1795 udgav den engelske antikvar Joseph Ritson en balladesamling om Robin Hood, og hans bog er endnu et hovedværk, som forstærkede Robin Hood popularitet som nationalt ikon. Ritson havde tidligere støttet jacobitternes oprør i 1740’erne og han sympatiserede med ideologierne bag Den franske Revolution. Hans politiske overvejelser kom til udtryk i den introduktion, som han forsynede sin balladeindsamling med. Her beskrev han Robin Hood som en rollemodel, der forstod at sætte sig op imod middelalderens tyranni og forsvare samfundets svageste. For Ritson var Robin Hood et billede på en patriotisk ånd, der ikke kun skulle forsvare landet udefra, men som også skulle være i stand til at forsvare landet for interne korrupte adelsfolk og magthavere. Senere kom Robin Hood også til at optræde i 1800-tallets historiske romaner. Kun 25 år efter Ritsons balladeindsamling udkom Walter Scotts berømte Ivanhoe, hvor Robin Hood går under navnet Locksley og har en vigtig birolle i fortællingen. Han er leder for en gruppe retfærdige lovløse, som lever i ét med naturen og hjælper hovedpersonerne. Det er også i Ivanhoe, at Robin Hood viser sine evner som bueskutte og kløver modstanderens pil i to – en scene, som går igen i flere efterfølgende Robin Hood-adaptationer.

Ligesom Munday har både Ritson og Scott været med til at forme det billede af Robin Hood, som vi kender i dag. I det 20. århundrede bredte fortællingen sig til børne- og ungdomsbøger, og med filmmediet fik Robin Hood en central plads på det store lærred. Han er blevet tolket i et marxistisk lys af en forfatter som Geoffrey Trease, mens Disney portrætterede ham som en snu ræv i tegnefilmen fra 1973. Skuespillere som Douglas Fairbanks, Errol Flynn, Kevin Costner og Russel Crowe har lagt ansigter til Robin Hood. De forskellige film har hver især genfortolket legenden med alt fra feministiske Marian-figurer til sheriffer med nazistiske kendetegn. I år er det Taron Egertons tur til at portrættere den berømte bueskytte, og det bliver spændende at se, hvordan den nye film benytter Robin Hood-figuren til at behandle samtidige politiske eller kulturelle spørgsmål.

Siden middelalderen har enhver adaptation nemlig produceret lige præcis dén Robin Hood, som tiden har haft brug for: Han har været en trickster i middelalderspil, en rollemodel for politisk oprør og et nationalt ikon. I dag er han en velkendt actionhelt, der bekæmper magthavernes tyranni, som regel med et glimt i øjet og med en stor Hollywoodproduktion i bagagen.