Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

"Evil is evil"

Den nye Netflix-serie, "The Witcher", udvider succesfuldt den middelalderistiske fantasygenre med slaviske eventyr og folklore.

16.02.2020 | Lea Grosen Jørgensen

Flere streamingtjenester har de seneste år vendt deres blik mod fantasygenren i forsøget på at udnytte interessen for den mørke og magiske middelalder, der er opstået i kølvandet på successerien Game of Thrones (2011-2019). Et ærkeeksempel på denne trend er The Witcher, der udkom d. 20. december sidste år. Serien har udløst en blandet respons blandt anmeldere, men til gengæld har den imponeret fans og blev tilmed en af de mest sete serier på Netflix i 2019. Serien følger monsterjægeren Geralt of Rivia, der er muteret af magi og som en ”witcher” (”hekser” på dansk) besidder en levealder og styrke, der langt overgår menneskets. Serien består af episodiske fortællinger fordelt på forskellige tidsforløb, hvor Geralt rejser til monsterplagede kongeriger. Men som serien understreger, er grænsen mellem menneske og monster flydende, og ofte udspringer ondskaben fra dem, som betaler Geralt for at nedkæmpe et uhyre, de selv har været med til at skabe.

The Witcher er baseret på den polske forfatter Andrzej Sapkowskis bogserie Wiedźmin (1993-2013), og Sapkowski selv fungerer som konsulent på Netflix-serien. Bøgerne har tidligere dannet baggrund for en polsk film og tv-serie fra henholdsvis 2001 og 2002, men de fleste fans kender imidlertid Geralt fra computerspiltrilogien The Witcher (2007), The Witcher 2: Assassins of Kings (2011) og The Witcher 3: Wild Hunt (2015). Spiludvikleren CD Project Red har haft stor succes med trilogien, der fortsætter, hvor bøgernes narrativ slap, og som også har lagt fundamentet for efterfølgende kortspil og bordrollespil om det samme univers. Trods et enormt forventningspres fra en global fanskare er det lykkes Netflix at gentage spiludviklernes succeshistorie, og en ny sæson forventes at få premiere i 2021.

Universet i The Witcher omtales som Kontinentet og tager afsæt i den europæiske høj- og senmiddelalder, der fungerer som en idyllisk og barbarisk baggrund for fortællingen på én og samme tid: I serien møder man både luksuriøse slotte, humoristiske barder og heltemodige sværdkampe, men på den anden side lurer der monstre og forbrydere ved hvert hjørne i de dunkle kroer og beskidte landsbyer, hvor alle lever under barske vilkår. Selv magikerne, der som kongernes rådgivere nyder godt af en høj magtposition, må slås med streng træning og en skæbnesvanger selvofring. Serien illustrerer denne befolkningsgruppe med magikeren Yennefer af Vengerberg, der forvandles fra en forsømt krøbling til en smuk og mægtig troldkvinde, men som i bytte må opgive sin mest kvindelige egenskab, nemlig evnen til at få børn. Udover magikere er universet også befolket af overnaturlige væsner, som fauner, elvere, dværge og drager, der i de fleste tilfælde er blevet fortrængt på Kontinentet af menneskene, og som Geralt mere eller mindre modvilligt kommer til at hjælpe.

Ved første øjekast indeholder The Witcher som sådan kendetegnene fra den klassiske, Tolkienske fantasygenre, der oftest er inspireret af nordisk mytologi og britiske Arthurlegender. Men serien udvider imidlertid det stereotype fantasyunivers ved at tilføje monstre og legender, som Sapkowski har hentet fra slavisk mytologi og østeuropæisk folklore. Ligesom i Skandinavien og England kulminerede indsamlingen af eventyr og ballader i 1700- og 1800-tallets Østeuropa og Rusland. Som eksempler kan nævnes etnografen Alexander Afanasiev og folkloristen og digteren Karel Jaromír Erben fra henholdsvis Rusland og Tjekkiet. Inspireret af Jacob Grimms teori om eventyrernes opståen og ikke mindst brødrenes udgivelse, Grimms eventyr (1812-1815), udgav Afanasiev i årene 1855-1863 samlingen Russiske folkeeventyr, der indeholdte omtrent 600 eventyr og senere blev anvendt af den indflydelsesrige litteraturforsker Vladimir Propp. Mens Afanasievs eventyr udkom, udgav Erben både balladesamlingen Kytice (1853, det tjekkiske ord for ”buket”) efterfuldt af anden samling i 1865, bestående af 100 slaviske folkeviser og legender, gengivet på deres originale, lokale dialekt. Udgivelser som disse udsprang af den nationalromantiske interesse for folkesprogets rødder og mundtlige fortælletradition, og Afanasiev og Erbens eventyr inspirerede både digtere som Alexandr Pushkin og senere i det 20. århundrede komponister som Igor Stravinsky.

Særligt monstrene i The Witcher bygger på en række slaviske eventyr og legender, der blev indsamlet og udgivet tilbage i 1800-tallet: I seriens første scene nedlægger Geralt en kikimora, et edderkoppelignende søuhyre, der lurer i moser og søer. Senere, i seriens tredje afsnit, skal han kæmpe mod en strigha – en vampyragtig kvinde kendt fra slavisk folklore, der stiger op fra sin grav om natten og lever af menneskeblod; i serien angriber monstret kun ved fuldmåne og er en kræsen menneskeæder, der nøjes med hjertet og leveren. Netop inddragelsen af strighaen afspejler seriens flydende grænse mellem menneske og monster, eftersom uhyret er et resultat af en forbandelse, som en jaloux hofmand har kastet over en gravid dronning, som efter sin død fødte strighaen. Ligesom i mange folkeeventyr og ballader er de overnaturlige væsner i The Witcher integreret i menneskenes verden, hvor magi og overtro er en realitet, om end tvetydig. Men i modsætning til andre fantasyserier, der skelner klart mellem det gode og det onde, bruger The Witcher sine monstre til at udforske menneskets egen monstrøsitet. Dette kommer til udtryk undervejs i serien, hvor den magtbegærlige konge af Nilfgard bruger forbudt magi til at føre en fanatisk krig mod resten af Kontinentet, og når de fortrængte elvere beretter om, hvordan de næsten blev udslettet af menneskene Serien demonstrerer, at ondskab ikke kun findes hos monstre, og som Geralt påpeger i første afsnit, i et citat hentet fra Sapkowskis bogserie, kan ondskab ikke gradbøjes – hvad enten den findes hos monster eller menneske: ”Evil is evil. Greater. Lesser. Middling. It’s all the same. If I have to choose between one evil and another, then I prefer not to choose at all.”

Blog