Siden den europæiske middelalder sluttede omkring år 1500, har kunstnere og forfattere gengivet og genbrugt fortællinger fra denne specifikke periode på vidt forskellige måder. F.eks. omhandler mange af Shakespeares berømte skuespil personer fra middelalderen (Richard III, Macbeth, Hamlet, for bare at nævne nogle få). I dag fungerer middelalderen også som referenceramme eller historisk afsæt i mange fantasyromaner og i ”middelalderistiske” TV-serier såsom Game of Thrones og Vikings.   

Ligesom middelalderisme omfatter et bredt tidsrum fra 1500 og frem til dag, strækker middelalderisme som forskningsfelt sig også over en lang række discipliner. Forskere inden for historie, museologi, arkitektur, køns- og postkoloniale studier samt litteratur-, kunst- og kirkehistorie og diverse sprogfag har undersøgt middelalderens genkomst op igennem historien.

De første middelalderismestudier opstod i 1970’erne, hvor en af frontløberne var Leslie J. Workman, som bl.a. grundlagde tidsskriftet Studies in Medievalism. Selv om mange middelalderismeforskere har en baggrund inden for middelalderstudier, skelner Workman og andre mellem de to discipliner, og selv i dag hersker der en intern diskussion om deres problematiske, faglige tilknytningsforhold. I sin bog Medievalism (2015) præsenterer Professor David Matthews en lang række metakommentarer til middelalderisme som forskningsfelt og omtaler i den forbindelse forskellene og sammenfaldene mellem middelalder- og middelalderismestudier. Hvor middelalderstudier undersøger middelalderen som periode, fokuserer middelalderismeforskningen på middelalderens efterliv, som en afart af eller et modsvar til middelalderstudier. Matthews beskriver også middelalderstudier som en slags ”forældre”-disciplin, der i starten anså middelalderisme som et sekundært fagområde, der kunne kritiseres for at være for postmoderne.

Selv om middelalderisme sidenhen har etableret sig som et forskningsfelt på en lang række universiteter, understreger Matthews, at middelalderisme har så bred en definition, at det ofte kan være svært at afgøre disciplinens metoder. Det skyldes ikke mindst, at middelalderisme som førnævnt kan integreres i mange forskellige fag. Af samme årsag anser Matthews middelalderisme som et form for kulturstudie og diskurs, der kan optræder i større eller mindre grad i forskellige kulturværker. Ifølge ham dækker begrebet desuden over en selvmodsigende genoplivelse af fortiden, idet middelalderisme portrætterer en forestillet middelalder, som aldrig var, og samtidig taler for, at middelalderen som fortidig periode stadig eksisterer i post-middelalderlige kulturer.

Genoplivelsen af middelalderen tog for alvor fart i 17-1800-tallet. På engelsk optræder udtrykket ”Medieval Revival” ofte som beskrivelse af den gennemgående interesse for middelalderen, som optog kunstnere såvel som lærde i den sene oplysningstid og særligt i romantikken. I disse århundreder indsamlede antikvarer manuskripter fra middelalderen, som de senere transskriberede, oversatte og redigerede. Interessen strakte sig på tværs af landegrænser, og de mange levn blev fortolket af både historikere, filosoffer og forfattere. I Tyskland udkom Brødrene Grimms eventyrindsamlinger, som byggede på folklore- og filologistudier, og som nød stor popularitet i ind- og udlandet. I Storbritannien pustede Sir Walter Scotts historiske romaner nyt liv i et fjernt England med ridderturneringer, befæstede borge og korrupte tronranere, og Scotts romaner blev efterhånden oversat til mange sprog. Også i Danmark vandt den historiske roman indpas med særligt B. S. Ingemann, som genfortalte danske kongehistorier med afsæt i særligt Saxos Danmarkskrønike. Forfattere som Johannes Ewald, Adam Oehlenschläger og N. F. S. Grundtvig fortolkede og gendigtede adskillige fortællinger fra de islandske sagaer i form af teaterstykker eller digte, og flere vikingehøje og borgruiner blev fredet og restaureret, så arven fra middelalderen kunne blive synligt integreret i landskabet.

”The Medieval Revival” fik også en stor betydning for den måde, man bedrev litteraturhistorie på i Europa. Hvor forfattere i renæssancen og det meste af oplysningstiden anså antikken som poetisk forbillede, fik man i romantikken øjnene op for middelalderlitteraturen, der kunne fungere som et alternativ til forfattere som Homer, Vergil og Sofokles. Folkeviser, historiekrøniker, sagaer og romancer blev studeret i mange litterære kredse, men i stedet for at sammenligne dem med antikkens tekster, hvad man før havde gjort, læste man dem nu på deres egne præmisser. Blandt andet Jakob Grimm advokerede for, at man burde suspendere moderne forudsætninger i sin læsning, og den tyske historiker Leopold von Ranke udtalte, at man skulle undersøge historien i forsøget på at genskabe, hvad der ”virkelig skete” (wie es eigentlich gewesen). Frem for at basere sin fortolkning på en nutidig sammenligning, skulle man nu læse teksterne ud fra deres historiske kontekst. Dette betød, at man med fordel kunne basere sin historiske forskning på f.eks. middelalderlitteratur, der jo var skrevet i middelalderen og derfor gav et indblik i denne specifikke periode. Med andre ord blev litteratur nu brugt som afsæt for historisk analyse. Denne historicistiske læsemetode medførte også, at middelalderen ikke længere blev anset som en mørk og brutal nedgangstid efter Romerrigets fald, men som en tid, der fortjente videnskabelig opmærksomhed, og som var værd at lade sig inspirere af.

Den positive fortolkning af middelalderen satte tydelige indtryk på ikke kun litteraturen, men også arkitekturen, hvor middelalderborge og -katedraler blev restaureret og nye bygninger blev tegnet med den gotiske arkitektur for øje. Ifølge Matthews kulminerede denne massive middelalderisme i 1840’erne, hvor den dominerede store dele af det europæiske kulturliv. I lyset af den moderne middelalderisme vi ser i dagens populærkultur, med middelaldermarkeder og –reenactments og film og computerspil med middelaldertemaer, kan man spørge sig selv, om middelalderen igen udgør en kulturel dominans. Den stadige interesse kunne vidne om, at romantikernes genskabelse af middelalderen har sat sine spor, måske helt frem til i dag.