På en klippetop i det nordlige Yorkshire tårner en klosterruin over havnebyen Whitby. Noget af det første, man ser ved sin ankomst, er fiskekuttere samt turist- og sejlbåde, som vugger ved havnekanten. En bro leder ind til byens centrum bestående af et rådhus med markedsplads og snævre brostensgader med restauranter, caféer og museer. Her finder man også små butikker, der sælger bøger, postkort, porcelæn og specialiserede smykker, der indeholder de berømte jet-sten fra Whitby-egnen. I hovedgaden peger et skilt hen mod de 199 trin, der leder op til byens klosterruin. Heroppefra kan man se hele byen, der er klemt ind imellem kystlinjens klipper som en sprække ved siden af det blå hav. For enden af trapperne møder man imidlertid ikke klosterruinen, men St. Marys sognekirke og kirkegård. Lige så beskeden som St. Marys kirke er, ligeså stor er kirkegården bagved, som strækker sig over en græsplæne, hvor de mange gravsten ujævnt står og læner sig frem- og forover. På afstand ligner det, at den stærke kystvind har rusket stenene så kraftigt, at de er tæt på at falde fladt til jorden.

Man kan nemt spotte Whitbys klosterruin bag ved St. Marys kirkegård. Foran ruinen er der et ungdomshostel samt et palæ fra 1700-tallet, som var gildehal for klosterjordens ejere, Cholmleyfamilien. I dag varetager English Heritage bygningen, der rummer en stor gavebod og et museum over klosterets historie, som går helt tilbage til den angelsaksiske periode. Det daværende kloster var et kulturelt knudepunkt for Englands kristne og gik dengang under navnet Streanæshalch. Det blev opført helt tilbage i 657 af Northumbrias konge Oswiu, der samme år udnævnte Hilda som dens forstanderinde. Hilda var dengang en anerkendt abbedisse, der af sine følgere blev omtalt som moder, og hendes kloster tiltrak kristne lærde fra nær og fjern. Hilda blev senere udnævnt som helgen, og ifølge historierne kunne hun på magisk vis forvandle indtrængende slanger til sten. Klosteret var også hjem for den første dokumenterede engelske poet, Cædmon, som var en hyrde under Hildas tid som abbedisse. Ifølge Bedes historiekrønike fra 731 skulle Cædmon en aften have mødt Gud i en drøm, hvorefter han lærte kunsten at fremføre digte. Meget tyder på, at Cædmons digtning var udbredt i 6-700-tallet. I dag er han gengivet som en harpespiller sammen med St. Hilda, Kong David og Kristus på et kors fra 1898, der står ved siden af St. Marys kirke med udsigt over Whitby.

Klosteret Streonæshalch forblev ikke et sted med fred og fordybelse. I 860’erne var stedet offer for flere vikingetogter ledt af Ivar Benløs og hans bror Ubbe. Efter brødrenes plyndring blev klosteret efterladt i 200 år, men det lader til, at der stadig var kristen aktivitet i området. Det er netop i denne periode, at byen får det navn, vi nu kender i dag, og som er et levn fra vikingernes bosættelser i Yorkshire. I stedet for navnet Streanæshalch omtales området nu som Prestebi eller Hwitebi. Det sidste navn kommer af de oldnordiske ord for ”hvid” (hvítr) og ”bebyggelse” (byggð), hvor ”hvid” ikke skal forveksles med farven hvid, men snarere som et udtryk for stedets renhed og hellighed.

Selv om der sandsynligvis stadig har været kristne i Whitby efter vikingetogterne, er det først efter Wilhelm Erobrerens sejr i 1066, at byen igen bliver et velbesøgt kulturcentrum. Det er særligt pga. Reinfrid, en af Wilhelms riddere, der var blevet munk og som i 1078 genopførte et benediktinerkloster. Næsten 200 år senere, i 1220, genoplives Reinfrids kloster, nu i den gotiske stil, som præger arkitekturen i det kontinentale Europa. Ligesom i den angelsaksiske periode blev Whitby endnu en gang et religiøst videnscenter. Klosteret blomstrede de næste 300 år, indtil kong Henry VIII blev kirkens overhoved og opløste de engelske klostre i 1539.

Hvor både Hildas og Reinfrids klostre for længst er forsvundne, står den gotiske 1200-tals ruin her stadig, og stedet skulle vise sig af få stor betydning selv efter middelalderens afslutning. Den romantiske middelalderisme i 1700- og 1800-tallet fik kunstnere til at drage til Whitby og skitsere ruinerne, der som et spøgelse fra middelalderen skuede over resten af havnebyen. De selvsamme ruiner inspirerede også forfatteren Bram Stoker, som i sommeren 1890 besøgte Whitby. Under sine besøg til byens bibliotek stødte han på fortællingen om den transsylvanske grev Vlad Tepes, også kaldt Dracula, og han hørte desuden de lokale indbyggere fortælle om et skibsforlis i 1885, hvor det russiske skib Dmitri stødte på grund ved byens klipper. Disse fortællinger lagde sammen med klosterruinen fundamentet for Stokers gotiske roman om grev Dracula, der netop ankommer til England med et skib, som forliser i Whitby. Romanens skib Demeter er en tydelig omskrivning af skibet Dmitri, og vi hører også om de 199 trin, som Dracula bestiger i skikkelse af en hund, der forlader skibet og søger mod klosterruinen. Draculas ofre, Mina og Lucy, er på dette tidspunkt i Whitby på sommerophold, ligesom Stoker var i 1890, og romanen beretter bl.a. om deres besøg til klosterruinen og kirkegården ved St. Marys kirke. I en skæbnesvanger scene bestiger Mina de 199 trin midt om natten i sin søgen efter Lucy, og på St. Marys kirkegård finder hun hende bevidstløs med bidemærker på halsen.

Stokers Dracula udkom i 1897 og anses i dag som en af de største gotiske romaner, der tilmed gjorde vampyren til en populær skrækfigur. Arven fra Stoker ses også hos Whitbys klosterruin den dag i dag: I gaveboden kan man købe vampyrtænder i plastik, masker og flagermusevinger, mens museet udstiller signerede førsteudgaver af romanen samt postkort fra 1890’erne. Hvert år lægger Whitbys ruiner desuden scene til Dracula, der opføres som skuespil i ugen omkring Halloween under begivenhedstitlen ”Illuminated Abbey”. Selv om Whitby er formet af både den angelsaksiske og normanniske middelalder i England, er stedet samtidig formet af opdigtede historier som Dracula. Byens klosterruin vidner om den fornyede interesse for middelalderen og den gotiske arkitektur i 1800-tallet og er et oplagt eksempel på sammenblandingen mellem middelalder og middelalderisme.

Lea Grosen Jørgensen