Da jeg i foråret sad i min lejlighed under lockdown og skulle ansøge om en praktikplads, var mine forventninger ikke høje - lockdown tog hårdt på folks overskud og de mange restriktioner gjorde at udsigterne var usikre - så da jeg modtog bekræftelse på, at projektet her var interesserede i en praktikant blev jeg selvsagt meget begejstret. Corona-situationen har dog også påvirket mit praktikforløb: Jeg startede ud med at være hjemsendt som alle andre ansatte ved offentlige institutioner, og at være i praktik hjemmefra min stue betød en lidt anden start på praktikforløbet end forventet. Første møde var derfor også over Zoom, men trods den virtuelle mødeform blev jeg taget godt imod. Det virtuelle har vi været nødt til at holde delvist fast i, og der er således ekstra mange mails, og for ikke at skulle aflyse alle arrangementer er visse blevet delvist omlagt til at foregå online. Afholdelse af seminarer i et “blended room” var en førstegangsoplevelse for mange af de deltagende, men alligevel en vellykket oplevelse.

Det bliver fra universitetet side fremhævet, at man igennem sin praktik skal indgå i en arbejdsplads daglige arbejde, men et forskningsprojekt er ikke en almindelige arbejdsplads: Her er ingen storkontorer, ingen faste morgenmøder med dagens opgaver, eller fællesfrokostpauser - til gengæld er der plads til fordybelse i et emne, individuelle projekter og faglige diskussioner. Og netop det at fordybe sig i et emne er det, jeg allerbedst kan lide ved at studere. Noget, man som studerende ikke altid har tid nok til - eksamensopgaverne skal ofte afvikles inden for få uger, og man er således beskæftiget med et bestemt emne meget intenst - men i kort tid, før man skal videre til næste opgave og emne. Som forsker går tiden langsommere. Eller tiden går velsagtens i samme tempo, men forskning tager tid. Og grundig forskning tager endnu længere tid. Det er et af de steder, hvor jeg skulle omstille mig: der er stadig deadlines at overholde, men der er en anden forventning om, at grundigt arbejde tager tid. At jeg skulle omstille mig på netop dette punkt var en overraskelse, eftersom arbejdspladsen - i hvert fald rammerne - er den samme som for studerende: det er blot arbejdsopgaverne, der har ændret sig. Forskning tager lang tid af flere årsager: det kræver tid at sætte sig så grundigt ind i et område, at man kan opdage og undersøge nye tendenser. Derudover er man ikke ‘kun’ forsker - man er også underviser, hvilket er tidsskrævende, særligt ved nye fag, og derudover har man en række administrative opgaver, som kun bliver flere i forbindelse med et forskningsprojekt. Derfor føles det forståeligt nok kærkomment, at en praktikant kan overtage nogle af disse opgaver, som tager tid at sætte sig ind i.

For det er netop sådanne administrative opgaver, som jeg har overtaget nogle af: Mine arbejdsopgaver består blandt andet i at tage mig af opdatering af hjemmesiden, lokalebooking, deltagerlister, mails og deslige. Opgaver, der ikke som sådan er teknisk udfordrende, hvis bare man har læst manualen. Og manualer er der mange af, AU har et overraskende stort kartotek af manualer: “Sådan booker du mødelokaler”, “Opret korte URL’er” og lignende titler. Blot to af de guides jeg konsulterede, da jeg fik overdraget denne slags opgaver. Jeg lærer således ikke bare en masse om forskning, men også om hvordan i alverden man egentlig redigerer hjemmesider.

Og det er i den forbindelse, at jeg har bemærket, at forskere generelt ikke bryder sig om tekniske udfordringer. Om det er en generel ting for forskere, eller blot for de, der arbejder inden for litteraturen, det skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald virker alle glade for at have fået en person, der er født ind i teknologiens alder, med på projektet, og et af de første spørgsmål jeg fik på et zoom-møde var da også “er du teknisk anlagt”, et spørgsmål jeg lidt tøvende svarede på, da jeg i et kort øjeblik troede jeg skulle programmere hjemmesider, så vidt er mine tekniske kundskaber dog (endnu) ikke blevet udfordret. 

De tekniske og administrative opgaver kan synes at være en selvfølge for min generation at kunne tilgå med lethed, men jeg har altid været et mere analogt kid (bøger i stakkevis, old school film-kamera, papiraviser), og derfor nyder jeg også særligt en arbejdsopgave meget. Forskningsprojektet arbejder på en bog, som jeg har fået lov til at agere læser på, et arbejde som er virkelig interessant og ekstremt lærerigt. Bagerst i denne bog skal der desuden være en oversigt over alle de middelalderistiske værker, der er udgivet i Danmark i perioden 1750 til 1850, og denne oversigt har jeg fået lov til at hjælpe med at lave. Derfor er biblioteket mange dage min arbejdsplads, hvor de bibliografiske værker står og putter sig på “ikke til hjemlån”-hylderne. Der sidder jeg så og gennemtrevler spalte efter spalte med bibliografiske oplysninger for at finde lige nøjagtigt de værker, der behandler middelalderlige emner, figurer eller fortællinger. Det er grundforskning og et meget langsomt arbejde. Og en opgave jeg nyder ret uforbeholdent. Det giver i sidste ende et meget konkret resultat, som skal være en del af et større produkt, og i kraft af dette arbejde opbygger jeg et kendskab til og en indsigt i periodens forfattere og forlæggere, som jeg ikke ville kunne have læst mig til i et litteraturhistorisk oversigtsværk.

Det giver mig gode redskaber og metoder til min kommende specialeskrivningsproces. Det er konkret erfaring og et godt og spændende indblik i, hvordan arbejdsgangen i den akademiske verden ser ud.

Anne Cecilie Holk Pedersen