Det er næppe nogen nyhed, at kvindelige forfattere ikke optræder særlig prominent i litteraturhistorien: Det er de mandlige forfattere og deres værker, der dominerer de forskellige litterære kanoner og litteraturhistoriebøger. I dag ser vi f.eks. kun 2 kvindelige forfattere på den officielle litterære kanon for Folke- og Gymnasieskolen: en kedelig tendens, der dog starter langt tidligere. Interesserer man sig for litteraturhistorie, så er oversigtsværker over dansk litteratur relevant læsning, men også her er der langt mellem kvinderne. I tre forskellige litteraturhistoriske oversigtsværker med uddrag af dansk litteratur, alle udgivet lige omkring år 1900 og på 3 forskellige forlag, er det for eksempel kun fem forskellige kvinder, man har fundet relevante at omtale og trykke uddrag af.

Thomasine Gyllembourg og de andre

Fælles for alle tre værker er, at de indeholder korte introduktioner til perioderne og uddrag af forfatternes værker. Tobindsværket Hovedværker i den Danske Litteratur fra 1889, udgivet ved Gyldendalske Boghandels Forlag har kun medtaget én kvindelig forfatter, nemlig Thomasine Christine Gyllembourg. Hun er inkluderet med værket En Hverdagshistorie (1828), der ligesom hendes andre værker behandler kvinders position og hverdagslivet, og hun er derfor særlig vigtig i forhold til dansk kvindelitteratur. Hun optræder måske netop også derfor med Af Ægtestand (1835) som en af de i alt fire kvinder i Sigurd Müllers tobindsværk fra 1899: Haandbog i den Danske Litteratur udgiven til brug i Skole og Hjem. Heri finder jeg desuden Leonora Christina Ulfeldt med værket Af Jammersminde (skrevet i 1674 og først udgivet i 1869) og Dorothea Engelbrets-Datters digt Aftensang (1678), samt Charlotte Dorothea Biehl med Brev til Johan von Bülow (1785). Af disse tre kvinder er det kun Biehl, der med et andet digt, Heroide (1775), er relevant i forskningsprojektets middelalderismeoptik. Et værk, der dog ikke optræder i disse oversigtsværker, hvilket er interessant i sig selv: noget tyder nemlig på, at de værker, der inkluderes af kvindelige forfattere er kendetegnede ved deres realisme.

Et mønster træder frem

Således fornemmer man konturerne af et mønster: at kvinders værker og skrivelser sjældent bliver fremhævet, og hvis de bliver, så er det ofte den samme håndfuld, der cirkulerer. Også i sammenhæng med middelalderismeforskningen bliver kvindelige forfattere kun sjældent fremhævet, men deres tilstedeværelse er alligevel nok til, at man gør sig nogle overvejelser over, hvordan de passer ind i den danske middelalderistiske tendens i 17- og 1800-tallets middelalderisme, som projektet her søger at kortlægge. En tendens der også ses i M. Agerskov og E. Rørdams håndbog over dansk litteratur, der er inddelt i Dansk Litteratur før 1800 (1907) og Dansk Litteratur efter 1800 (1906). I disse ellers omfangsrige værker finder jeg igen kun fire forskellige kvindelige forfattere, og de tre af dem er gengangere fra de andre værker: før 1800 er det Leonora Christina Ulfeldt og Dorothea Engelbrets-Datter - begge med de førnævnte værker - der har fået kvindernes plads. Efter 1800 finder vi endnu en kending, nemlig Thomasine Christine Gyllembourg, denne gang med “Bakkehuset”(fra værket Ekstremerne 1835). Udover hende har Amalie Skram desuden sneget sig med ind i samlingen med “Majkaland” (fra værket Sommer 1899). Således igen værker af kvindelige forfattere, der begår sig inden for realismegenren.

Genrefokus - begrænsning eller øjenåbner?

For mange vil dette ikke være et decideret overraskende eksempel, men dog stadig et bemærkelsesværdigt et. Og måske særligt set i lyset af, at vi i vores research til forskningsprojektets kommende bog foreløbigt har fundet 13 kvinder, der i perioden 1750-1850 har udgivet middelalderistiske værker. Selv med et så snævert fokus har vi stadig medtaget flere forskellige kvindelige forfattere end de førnævnte litteraturhistoriske oversigtsværker. Og ser vi på, hvor mange af de få kvindelige forfattere, som disse værker har inkluderet, falder indenfor denne periode, ja så er tallet endnu mindre: så er det nemlig kun Thomasine Christine Gyllembourg og Charlotte Dorothea Biehl, der klarer cuttet. Af disse to kvinder optræder kun sidstnævnte på projektets liste, da hun som den eneste af de to har udgivet middelalderistisk litteratur. Det vil altså sige, at der er mindst 12 andre kvindelige forfattere i denne periode, som er blevet overset i litteraturhistorieskrivningen - og disse tæller ikke engang mere kendte forfattere som Mathilde Fibiger, Kamma Rahbek og Friederike Brun. Det undrede mig, og det er en undren, der kun voksede sig større i takt med, at det blev klart for mig, at ved alene at kigge på middelalderistiske værker udgivet mellem 1750-1850 af kvindelige danske forfattere, ja så var der over dobbelt så mange, som jeg kunne finde i disse litteraturhistoriske værker. Et af de spørgsmål jeg sidder tilbage med er, hvorvidt det er Det Moderne Gennembruds interesse for realisme, der har haft indflydelse på udvalget af forfatterne. En ærgerlig begrænsning. Men hvad er så sammenhængen mellem kvinder og middelalderisme? Og hvordan kan det være, at dette mindst lige så stramme genrefokus bidrager til, at vi opdager flere og nye kvindelige forfattere i dansk kontekst?

        Afslutningsvis er det interessant at bemærke, at ingen af de nævnte kvindelige forfattere her er at finde på den officielle Fælleskanon - de to inkluderede kvinder udgav nemlig begge deres værker i det 20. århundrede: Karen Blixen og Tove Ditlevsen.