Middelalderismeforskningen beskæftiger sig i høj grad med de kvindelige figurer, men i langt mindre grad med kvindelige forfattere. Det betyder, at kvinder som afsendere på middelalderisme er et relativt underbelyst emne. Køns(u)balancen, når det kommer til hvilke forfattere, man undersøger, fremhæver og kategoriserer, er med til at fastholde disse stereotype kvindefigurer, der ikke udfordrer eller nuancerer vores idé om kvinders rolle i middelalderen og i forhold til middelalderismens litteratur.

Middelalderismens muligheder

Kvindelige forfattere brugte også middelalderlige motiver, former og settings til at behandle deres samtid. Forsker og lektor Clare Broome Saunders har undersøgt dette i en engelsk kontekst i sit værk Women Writers and Nineteenth-Century Medievalism (2009). Heri forklarer hun, at middelalderismen tilbød en måde, hvormed kvinder kunne kommentere på samtidens problematikker: “Medievalism provides women writers with a masquerade, a means of upholding the appearance of conformity, while offering the opportunity to comment imaginatively on contemporary sociopolitcal issues”. Kvinder kunne altså bruge middelalderismen til at sætte fokus på og kritisere det, de anså som værende gentagelser af tidligere tiders fejltagelser i deres samtid. Middelalderismen gav kvinder rummet og værktøjet til at udtrykke deres problemer og holdninger uden at skulle stå direkte på mål for dem. Saunders omtaler det, som ‘Female Medievalism’ og forklarer, hvordan det adskiller sig fra ‘Male Medievalism’: “The Middle Ages holds a different appeal to women writers; it was perceived as a time in which at least some women had some control over their property and destiny and the courage to venture into the 'male' arenas of politics and war.”

Kvindelige middelalderismeforfattere

I den engelsksprogede middelalderismetradition er Ann Radcliffe, der er et eksempel på en gotisk middelalderisme, og Elisabeth Barrett Browning med sine digte og sonetter to velkendte eksempler på kvindelige forfattere, der har skrevet middelalderistiske værker. I dansk kontekst er der heller ikke mange kvindelige forfattere bag en ellers overraskende omfattende liste af middelalderistiske udgivelser i perioden 1750-1850. De 13 forskellige, som vi indtil videre har noteret omfatter et par er mere eller mindre velkendte navne inden for dansk litteraturhistorie, som f.eks. Charlotte Dorthea Biehl, Birgitte C. Boye og Elisabeth Hansen. Andre mindre kendte navne som Nikoline Halvorsen, Rinna Hauch, Christiane Koren og Johanne Marie Weydi støder man også på, når man søger i litteraturhistorien med middelalderismens lup.

Behov for nye definitioner?

Spørgsmålet er, hvordan det vil kunne gavne vores forståelse af middelalderisme - og særligt dansk middelalderisme, som jo bekendt ser en anelse anderledes ud end den engelsksprogede - hvis vi begynder at tale om en decideret kvindelig eller feminin middelalderisme. Saunders påpeger i sit værk, at engelsksprogede kvindelige forfattere i 1800-tallet brugte middelalderismen som et slør, de kunne lægge over deres samfundskritik, hvilket også den tyske professor i litteraturhistorie Todd Kontje fremhæver i sin gennemgang af tyske kvindelige forfattere i sit værk Women, the novel, and the German nation 1771-1871 (1998), han skriver: “Not infrequently we find women writers looking back to aristocratic models of female assertiveness as a way to escape the strictures of bourgeois domestic virtue”. Et interessant aspekt, der tildels kan kaste lys over de danske kvindelige forfatteres værker - de behandler dog også mange af de samme emner og middelalderlige figurer som de mandlige forfattere. Derudover skriver de også værker om mange af de samme (sagn)historiske personer - de deler det samme kulturelle arkiv.

Hvad sker der for vores periodeforståelse, hvis vi arbejder ud fra ideen om en “feminin middelalderisme” og en “maskulin middelalderisme” - er det overhovedet holdbart? Eller kan det måske være med til at nuancere vores forståelse af middelalderismen og romantikken generelt. Kigger vi på litteraturhistorien med middelalderismens briller, sker der i hvert fald noget: vi opdager nye og andre forfattere, som ikke tidligere er blevet taget hånd om i litteraturhistorieskrivningen.