Omsorg står som en fundamental værdi i danske dagtilbud og i det pædagogiske arbejde; men den er under pres, og den er sjældent at finde på den politiske dagsorden. Omsorg i dagtilbud anno 2024 synes med andre ord indlejret i et komplekst krydsfelt mellem nødvendighed (børn har brug for omsorg) og upåagtethed (den tages for givet). Med projektet ønsker vi at undersøge og styrke den pædagogiske omsorg på pædagoguddannelsen og i dagtilbud, for bl.a. at skabe øget politisk bevågenhed på omsorgen og dens betydning.
Det tværdisciplinære forskerteam bidrager med ekspertise indenfor didaktik, pædagogisk psykologi og barndomsforskningen på tværs af de to delprojekter.
Der vil blive etableret et ekspertpanel med tre nordiske omsorgsforskere, som skal fungere som kritiske og inspirerende dialogpartnere. Derudover indgår en lang række praktikinstitutioner samt 10 dagtilbud fra to Sjællandske kommuner i samarbejdet.
Projektet er finansieret af Partnerskab for Børneforskning og løber fra 1. august 2024 – 31. juli 2027.