Aarhus Universitets segl

Værdien af grønne områder


“Der er behov for et redskab, der sikrer, at natur og parker prioriteres på lige fod med anden arealanvendelse i byen.” ­

I forbindelse med planlægningen og udviklingen af vores byer sker det for ofte, at byens parker og grønne områder underprioriteres til fordel for anden anvendelse af byens rum. Det betyder helt konkret, at grønne områder forsvinder fra byens rum, når en metrostation skal bygges, parkeringspladser skal etableres, og boliger opføres. Grønne sammenhængende områder forsvinder fra de oprindelige planer, lavet af arkitekter og byplanlæggere i forbindelse med byudviklingsprojekter. Det skyldes, at developere ønsker den bedst mulige forrentning af deres investeringer, og det opnår de ved at maksimere kvadratmeterne i deres byggerier.

Taberne af denne proces er alle de borgere, der mister eller ikke får muligheden for at få adgang til et grønt område. Der er behov for et redskab, der tydeligt kan dokumentere gevinsterne af grønne områder i byerne, så de grønne områder kan indgå i konkurrencen om pladsen i byerne på lige fod med andre formål.      

Målsætning

Vi er i gang med at udvikle et beslutningsstøtteredskab, der kan hjælpe kommunerne med at beregne gevinsten af eksisterende og nye grønne områder i byen. Kommunerne er allerede opmærksomme på, at grønne områder giver deres borger rekreative oplevelser, fastholder og tiltrækker ressourcestærke borgere, styrker folks psykiske helbred, sikrer biologisk mangfoldighed og kan være med til at klimatilpasse byen. Kommunerne ved ligeledes, at manglen på grønne områder kan være med til at skabe overbelastning, trængsel, pladsmangel, larm og utryghed

Problemet er, at kommunerne ikke har redskaberne til at beregne eller dokumentere størrelsesordenen på disse gevinster. Det laver vi om på med det her projekt. Vi er i gang med at udvikle et redskab, der kan give et overblik over gevinsterne, så grønne områder kan indgå i cost-benefit-analyser af byens rum og udvikling.

Beslutningsstøtteredskabet

Redskabet bygger på resultater fra tidligere studier baserede på husprismetoden af værdien af grønne områder. Redskabet vil kunne beregne de rekreative gevinster af grønne områder målt i kroner og øre, og vise hvem der efterspørger grønne områder, og hvilke typer af grønne områder, der skaber værdi.

Beslutningsstøtteredskabet vil kunne beregne størrelsesordenen på gevinsterne af grønne områder. Vi forventer, at et sådant redskab vil kunne sikre og udvikle den grønne infrastruktur, men kun hvis medarbejder i kommunerne kender og ved, hvordan redskabet kan anvendes.

Derfor vil en del af projektet være at oprette korte undervisningsforløb, som kan hjælpe kommunerne i gang med at anvende redskabet.

Redskabet bliver udarbejdet i samarbejde Horsens, Viborg, Aalborg og Odense Kommune. Danske Planteskoler/Dansk Gartneri er projektindehaver og faciliterer projektet. EU-kampangen Green Cities kommunikerer om projektet i deres indsats for grønne byer. Resultatet af arbejdet er offentligtilgængeligt og vil leve op til FAIR principperne.