Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

QUEST-projektet

Q-modellen er udviklet på baggrund af QUEST-projektet.

QUEST er et fire-årigt udviklingsprojekt, rettet mod kompetenceudvikling af lærer i folkeskolens naturfag, der slutter ved udgangen af 2015.

Det banebrydende i QUEST har været, at kompetenceudviklingen er baseret på skolernes fagteams. De lærere, der deltager i projektet, får inspiration fra særligt tilrettelagte kurser og fra drøftelser om undervisning i naturfag i netværk på tværs af skoler. Alle kurser tilrettelægges efter en særlig model - "Princip 3QUEST rytmen" - så kurserne inddrager lærernes egen undervisningspraksis og samarbejdet i fagteam og netværk.


På grundlag af QUEST er der udviklet en ny model for kompetenceudvikling af lærere i folkeskolen. Denne model er generaliseret, så den kan bruges til fagteambaseret udvikling i alle folkeskolens fag. Den generaliserede model hedder Q-modellen.


Det overordnede mål med QUEST-projektet har været at fremme læringen hos elever i grundskolens naturvidenskabelige fag. For at nå dette mål har der i projektet være fokus på at udvikle, implementere, evaluere og udbrede en model for efteruddannelse, som sætter grundskoler i stand til at opretholde en løbende, professionel forbedring af deres science-undervisning.

QUEST har været:

  • Integreret i skolens kultur og skolens udvikling med et fokus på både lærernes professionelle kompetencer og institutionelle ændringer
  • Baseret på lærernes deltagelse, samarbejde lærerne imellem og samarbejde inden for skole-netværk
  • Tilpasset lærernes, skolernes og kommunernes kapacitet til forandring
  • Forskningsbaseret og designet til at omdanne resultater fra national og international forskning i scienceuddannelse til brugbare metoder, der kan indgå i den daglige klasseundervisning
  • Ledsaget af forskning og systematisk udbredelse af resultater og erfaringer fra projektet

QUEST står for Qualifying In-service Education of Science Teachers. Projektet er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, professionshøjskolen VIA University College og fem kommuner: Holstebro, Horsens, Randers, Silkeborg og Aarhus. QUEST er støttet af Lundbeckfonden og af Aarhus kommune.

40 skoler og ca. 450 lærere har deltaget i QUEST.