Aarhus Universitets segl

Projektbeskrivelse

Kort om Fælles fortællinger


Projektet Fælles fortællinger undersøger litterære fællesskaber på biblioteker som vej til øget deltagelse, trivsel og handlemod for børn i udsatte positioner. Projektet retter blikket mod forståelsen af de dele af ”udsathed”, der omhandler relationer ogfællesskaber. En ambition med projektet er at afprøve og finde veje til, at bredere grupper af børn bliver inkluderet i fællesskaber omkring at læse og skrive fortællinger. 

Baggrunden er bl.a., at biblioteksformidlere ved Aarhus bibliotekerne har erfaret, at børns selvtillid styrkes i præstationsfrie fællesskaber med høj grad af medbestemmelse, og at litteratur skaber trygge rum for samtaler. Samtidig mangler biblioteker forskningsbaseret viden om, hvilke metoder og tiltag der skaber disse forandringer, samt viden om, hvilke kompetencer arbejdet med børn i udsatte positioner kræver.

Projektet gennemføres i samarbejde mellem forskere fra Aarhus Universitet (AU) og VIA University College (VIA) og biblioteksformidlere og ledere fra Aarhus Bibliotekerne i dialog med skolekonsulenter, lærere og skolebibliotekarer i Aarhus Kommune. Illustratorer og forfattere indgår i samskabende forløb med børnene. Projektet bygger på erfaringer fra udviklingsprojektet Små stemmer - store fortællinger. 

Projektets centrale tilgang er at anvende fortællinger og litteratur som et afsæt for fælles samtaler og relationer mellem børn og mellem børn og voksne. Med udgangspunkt i begrebet læsekultur forstås læsning som en social og kulturel praksis, der udfoldes gennem relationer, rum, aktiviteter og medietyper (Christensen og Appel i Alliancer, heri også artikler af flere projektdeltagere). 

Projektet vil bl.a. 

  • udvikle tilgange, metoder og praksisser, som bibliotekarer og lærere kan anvende i arbejdet med udsatte børn,
  • bidrage med empirisk forankret grundforskning i børns blik på fællesskaber omkring at møde, læse og skabe litteratur og dermed kvalificere begreberne ’læsekultur’ og ’relationel agens’,
  • udvikle praksisnære og generaliserbare indsigter og metoder, der kan udbredes nationalt og styrke inkluderende læsekulturer, særligt for børn i udsatte positioner.  

 Projektet er støttet af VELUX FONDENS HUMpraxis program.