Mennesket indeholder mellem 55-60% vand alt efter køn, BMI (BMI er en forkortelse for 'Body Mass Index' og bruges til at beskrive forholdet mellem din vægt og højde), lokation og alder. Nyfødte indeholder op til omkring 75% vand og når de fylder et år er ”vandstanden” faldet til ca. 65%.
Selvom man består af vand, skal man stadigvæk huske at drikke rigeligt. Hver eneste dag mister hver person 2-3 liter vand gennem sved, urin og åndedræt. Fordi disse funktioner er livsnødvendige, er det vigtigt at drikke rigeligt vand hver dag. Hvis man ikke får nok vand bliver man dehydreret.
| Aktivitet |
|---|
Brug internettet til at finde ud af hvor meget vand forskellige organer/vævstyper består af.
Hvorfor er det smart at kunne svede?
|
Ved de første tegn på dehydrering sender hjernens frontallap signaler om, at der skal udsendes anti-dehydrerings hormoner til nyrerne. Nyrerne er de organer, der fungerer som menneskets rensesystem. Når hormonerne kommer frem til nyrerne vil de begynde at producere aquaporiner i nyrernes celler. Aquaporiner er en slags membranproteiner, der danner porer i cellerne, så vand kan transporteres ind og ud passivt. Partikler med en ionladning (hvilket de fleste salte har) kan derimod ikke komme igennem aquaporinerne, og de fungerer derfor udelukkende som vandkanaler. Aquaporinerne spiller en afgørende rolle i kroppens evne til at regulere transporten af vand mellem celler, dette kaldes osmose og du kan læse mere om det her.
Aquaporinerne lader vandet sive ud af cellerne og ind i blodbanen, hvor det bliver tilbageholdt. Et tegn på dehydrering er derfor, at ens urin bliver mørkt og koncentreret. Dette kan nogle gange ses, når man tisser om morgenen, fordi man ikke har indtaget væske hele natten.
Nogle af symptomerne på dehydrering er fald i energi, fald i humør, tør hud og fald i blodtryk. I værste fald får man svært ved at huske og ens hjerne kan faktisk begynde at hallucinere.
Modsat kan for meget vand (overhydrering) også være farligt, selvom det ikke er noget man høre om lige så tit. Hvis hjernen indeholder for meget vand sætter den produktionen af de tidligere nævnte hormoner ned, eller i ekstreme tilfælde stopper den helt. Det kan få cellerne til at blive meget større, fordi der ikke dannes aquaporiner til at regulere mængden af vand. I rigtigt slemme tilfælde kan nyrerne ikke følge med, og man får det der kaldes vandforgiftning. Symptomerne på dette er opkast, diarré, hovedpine og hvis det går rigtigt galt, krampe anfald eller død!
| Her kan du lære mere om hvorfor det er vigtigt at have en god væskebalance: |
|---|
Vandet i blodet er også ekstremt vigtigt. Hvis du er godt hydreret og ellers er sund og rask, indeholder dit blod 92% vand. Du har måske hørt udtrykket ”blod er tykkere end vand”, og den er god nok, også selvom blod er 92% vand. Modsat rent vand indeholder blod nemlig mange stoffer, som er vigtige for kroppen, og som kun kan transporteres gennem blodet.
Det er bl.a. proteiner, hormoner, sukker, celler, blodplader og ilt. Hvis man ikke har nok vand, vil blodet begynde at miste sit vandindhold og bliver endnu tykkere – dvs. at det flyder meget dårligere og alle de vigtige enzymer, vitaminer og proteiner kan ikke komme ud til kroppens celler. Det er specielt et problem for folk som dyrker sport. Samtidigt med at de sveder og mister vand, vil deres blod blive tykkere og derfor vil transporten af ilt til muskler og hjerne blive dårligere. Derfor er det særlig vigtigt at indtage vand, når man sveder meget, fx hvis man dyrker sport.