Nye indsatser i dette skoleår
En af de nye ting, der iværksættes i dette skoleår, er en række workshops, som konsulenterne i kommunens Fagcenter samt medarbejdere i PPR samarbejder om at udvikle og udbyde.
Alle medarbejdere på kommunens skoler kan tilmelde sig de forskellige workshops, og man kan som skole også bestille bestemte workshops, som så vil blive afholdt lokalt på skolen; enten for alle lærere og pædagoger, eller for enkelte teams.
De første workshops er allerede udbudt, og de samler sig i første omgang om 4 temaer:
- Forældresamarbejde - der bidrager til at udvikle fællesskab og tilhør
- Fællesskabende undervisning med forskellige deltagelsesmuligheder
- Inkluderende undervisning - med inddragelse af specialpædagogiske tilgange
- Fællesskabende aktiviteter i DUS og fritid
Der sættes bl.a. fokus på, hvordan praksisfaglighed, problembaseret undervisning, legende tilgange og æstetiske læreprocesser kan bidrage til at udvikle fællesskab og tilhørsoplevelse og samtidig åbne op for nye og flere deltagelsesmuligheder i undervisningen og i fritidsordningen. Der er også et stort fokus på, hvordan man kan udvikle et samarbejde mellem skole og hjem, som understøtter det enkelte barns læring, trivsel og udvikling - og samtidig bidrager til udviklingen af klassefællesskabet.
Senere på året vil nye workshops komme til, og tanken er også, at skolerne løbende vil kunne foreslå nye temaer, som de oplever behov for mere viden om.