Vejledning tæt på praksis handler om at styrke pædagoger direkte i deres hverdag – dér hvor arbejdet med børnene faktisk foregår. I stedet for at mødes og tale om pædagogiske udfordringer på afstand, går vejlederen ind i dagtilbuddet og viser konkrete handlemuligheder sammen med børnene. Det er en hands-on tilgang, hvor vi samarbejder med fagpersoner i praksisfeltet om at udvikle nye måder at inkludere børn i neuro-psykosociale vanskeligheder. Vejledningen sker i det sociale liv, hvor relationer og interaktioner udspiller sig, og hvor vi sammen undersøger, justerer og afprøver nye pædagogiske greb. Målet er at styrke pædagogers handlekompetencer i forhold til skabe mere bæredygtige fællesskaber som er tilgængelige for alle børn.
Projektet er optaget af at hjælpe børn i det vi kalder neuro-psykosociale vanskeligheder. I vores projekt betyder det: børn, der har udfordringer med leg, social interaktion og deltagelse i fællesskabet i dagtilbud. Det særlige ved denne gruppe er, at deres udfordringer både har neurologiske og sociale dimensioner – og derfor kræver en pædagogik, der tager højde for begge dele. Nogle af dem har diagnoser som autisme eller ADHD, mens andre ikke har en diagnose, men viser lignende vanskeligheder og er genstand for faglig bekymring. Vi arbejder med en dobbelt forståelse: at både barnets individuelle behov og det sociale miljø har betydning for barnets trivsel og udvikling. Det er netop denne kompleksitet, vi arbejder med.
Inklusion er svært, fordi det kræver, at pædagoger skal kunne rumme og støtte børn med meget forskellige behov – samtidig med at de skaber fællesskaber for alle børn. Mange børn i dagtilbud er i neuro-psykosociale vanskeligheder, og det gør det komplekst at balancere mellem almenpædagogik og specialpædagogisk støtte. Pædagoger efterspørger nye redskaber og handlestrategier. Projektet hjælper pædagoger ved at tilbyde nye forståelser og tilgange til inklusionsarbejdet. Samtidig skaber vi rum for refleksion og faglig udvikling, så pædagoger oplever større mestring i det daglige arbejde.
Vores forskning viser at børn i neuro-psykosociale vanskeligheder ofte er udenfor legen og det sociale liv. Projektet skal fremme disse børns muligheder for at deltage i leg og fællesskab i dagtilbuddet. Det gør vi ved at støtte pædagogerne direkte i hverdagen – med vejledning, der tager udgangspunkt i konkrete situationer med børnene. Vejlederen viser, hvordan man kan arbejde med barnets deltagelse og samspil, og pædagogen afprøver nye måder at støtte barnet på. På den måde bliver den særlige indsats en del af det almindelige pædagogiske arbejde – og ikke noget, der sker ved siden af. Målet er, at børnene får bedre adgang til det sociale liv, og at forskelle mellem børn ikke bliver til barrierer, men til udgangspunkter for inkluderende pædagogik.
Links til vores tidligere forskning:
Inklusion er en kompliceret pædagogisk opgave, fordi den kræver aktivt arbejde med relationer, samspil og deltagelsesmuligheder. Pædagoger har en særlig rolle som 'humane mediatorer', altså formidlere, der stilladserer børns sociale liv og tilpasser pædagogikken til den enkelte som en del af fællesskabet. Inklusion kræver derfor faglighed, refleksion og konkrete handlinger i hverdagen.
Inklusion er en pædagogisk opgave, fordi det sociale liv i dagtilbud er meningsskabende – det former børns identitet, trivsel og udviklingsmuligheder. Vores forskning viser, at børn i neuro-psykosociale vanskeligheder ofte lever på kanten af fællesskabet, og at det kræver faglig stilladsering at åbne det sociale rum for dem.
Vi arbejder med en dobbelt ontologi – en forståelse af, at både det neurologiske og det sociale har betydning. Derfor skal inklusion ikke ses som en teknisk opgave, men som et etisk og fagligt ansvar, der kræver refleksion, viden og handling i hverdagen. Det er netop her, kan kan styrke pædagogers muligheder for at skabe bæredygtige fællesskaber for alle børn.
Links til artikler:
Når vi arbejder med børn i neuro-psykosociale vanskeligheder, står vi ofte i spændingsfeltet mellem to forskellige forståelser: den ene ser på barnets individuelle vanskeligheder – fx gennem diagnoser som autisme eller ADHD. Den anden fokuserer på barnets sociale kontekst og samspil med andre.
I VEBID-projektets forskning anerkender vi, at både det neurologiske og det sociale har betydning for barnets udvikling og trivsel. Vi ser disse perspektiver som modsætninger – men også som gensidigt informerende.
Dobbelt ontologi hjælper os med at bevare kompleksiteten i forskningsmæssige og pædagogiske blikke på børn og deres sociale situation. Med den dobbelte ontologi kan vi fastholde, at alle børn er en del af vores fælles grundmenneskelighed, uanset hvilke vanskeligheder, de er præget af og befinder sig i.
Links til forskningsartikler:
