Du er her: AU Om AU  q-model Formål Netværk

Netværk

OECD definerer netværk således:

Networks are purposefully led entities that are characterized by a commitment to quality, rigour and a focus on outcomes…They promote the dissemination of good practice, enhance the professional development of teachers, support capacity building schools, mediate between centralized and decentralized structures, and assist the process of re-structuring and re-culturing educational organizational systems”(citeret i Jackson & Temperley, 2007, s. 53)

I OECD’s definition er et netværk formålsbestemt, og det fremmer spredning af god praksis og understøtter lærernes professionelle udvikling ved at sætte ind med forandringsprocesser i skolekulturerne. I QUEST fokuseres der på at involvere de forskellige organisatoriske niveauer i kommunen, med det mål at udvikle de naturfaglige skolekulturer på de enkelte skoler og forankre et netværk af naturfagslærere. De kan sammen med den kommunale konsulent være ansvarlig for den fortsatte professionelle udvikling af naturfagsundervisningen i kommunen bl.a. ved at sætte formelle og uformelle miljøer i forbindelse med hinanden.

I QUEST er der tale om to forskellige typer af netværk med forskellige karakterer:

  • Èt forholdsvist åbent fagfællesskab i kommunen der har fælles erfaring og interesse i undervisningen i naturfag og ønsker om professionel udvikling og videndeling. I dette kommunale  netværk foregår  samarbejdet i tæt kontakt med  den kommunale Science konsulent med mulighed for inddragelse af repræsentanter fra uformelle læringsmiljøer og eksterne aktører .
  • Ét mere lukket på den enkelte skole, der fungerer som fagteam. Naturfagsteamet er et lukket netværk som tjener et bestemt formål i skolens organisation, og det er forholdsvist veldefineret fra skolens ledelse, hvem der deltager og hvem, der ikke deltager i fagteamet.

Læs mere om de to typer netværk herunder.

Kommunale netværk

Det er intentionerne med arbejdet i det kommunale netværk, at der bygges videre på de erfaringer den kommunale konsulent har fået gennem arbejdet med science kommune projektet. Desuden skal lærerne lære at udnytte de erfarings- og vidensmæssige ressourcer, der findes blandt lærerne på de forskellige skoler og bygge på denne viden. Det kommunale netværk skal på denne måde blive i stand til at fungere som en støttende foranstaltning for fagteamene på skolerne og som ankersted for videndeling og fortsat professionel udvikling. Det kommunale netværk vil blive ankerstedet for udviklingen af det regionale supportcenter i projektets anden fase

Det kommunale netværk består af de lærere, der er tilmeldt QUEST i den pågældende kommune, samt af kommunens science konsulent.

Fagteamet som netværk

Traditionelt opfattes fagteamet som de lærere, der får timer til at vedligeholde fagets bog- og materialesamling og initiere forskellige aktiviteter omkring faget. Men i relation til QUEST kan det være en fordel at anvende en mere åben og dynamisk definition af fagteamet, så det omfatter alle lærere, der underviser i faget eller har anden form for tilknytning til naturfagsundervisningen på skolen.

Fagteamet er det netværk på skolen, som skal blive omdrejningspunkt for udviklingsaktiviteterne på de deltagende skoler. Det er gennem fagteamet, at lærernes anseelse og gennemslagskraft, deres samarbejde som fagteam om undervisningen, deres fokus på elevernes læringsudbytte og deres mulighed for fortsat professionel udvikling, kan fremme den naturfaglige kultur på skolen. I den dynamiske opfattelse vil den enkelte lærers deltagelse i fagteamet afhænge både af interesse for faget, om han/hun underviser i faget, og om han/hun har en formel position i fagteamet (får timer til deltagelse eller som koordinator).

5625 / i42