Så har vi endelig fået lukket udgravningsfeltet ned, så det kunne dækkes til igen med jord og den almindelig drift på arealet fortsættes. Vi fik travlt de sidste dage, da der i bunden af gruberne dukkede helt nye, spændende fund op: knoglerester, tykke trækulslag og stensatte krukker vendt på hovedet! Så der er masser at gå videre med.
I de kommende måneder kommer vi til at se nærmere på de mange fund vi nu har hjembragt fra udgravningen, og udfærdige en rapport over udgravningens resultater. Vi sender prøver ind til C14-datering og geokemisk bestemmelse, og i mikroskopet skal vi til at se nærmere på de mange fund af forkullede korn, vi fandt i gruberne.
Mange tak igen for al den hjælp og positive opmærksomhed, som vi har fået i løbet af de sidste fire uger. Vi håber snart at komme igen!
Mvh. Arkæologerne
Se eller gense arkæologerne i "Boes Skov - uddannelsesudgravning 2016" (video)
Så er vi over halvvejs med de arkæologiske udgravninger ved Boes Skov, og det har vist sig at være en rigtig spændende plads! Det er lykkedes os at finde jernaldermarker bevaret i skovene og et stort tilstødende område med madlavningsgruber og keramik fra den ældste jernalder. Næste onsdag den 22. juni 2016 er nysgerrige sjæle velkomne til at kigge forbi i løbet af dagen, mens vi arbejder, i tidsrummet 10 til 17.
Der er adgang via vejen mellem Alken og Ry; der hvor skoven stopper, går der en afmærket vandresti ind i skoven. Følger man den, når man ned til udgravningen.
Allerede fra midten af Bronzealderen begyndte man at indhegne sine marker med hegn og lave volde – et fænomen som spredte sig over Nordvesteuropa. Ved Boes Skov findes et sådant marksystem bevaret, og over de næste fire uger vil arkæologistuderende fra Aarhus Universitet deltage i en uddannelsesudgravning, som skal kaste nyt lys over disse fortidslevn.
Uddannelsesudgravningen ved Boes Skov foregår den 30. maj - 24. juni 2016.