Gode måltider er meget mere end sund mad. Måltidet er en hverdagsaktivitet, der udgør et pædagogisk læringsrum, som åbner op for, at børn kan trives, lære, udvikle sig og dannes. Gennem måltidet udvikler børn deres spisevaner, praktiske- og sociale kompetencer samt kritiske bevidsthed.
DPU, Aarhus Universitet har gennemført et aktionsforskningsprojekt for Fødevarestyrelsen om børn, mad og måltider. I tillæg til projektet har Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet målt børns spiseadfærd, når de involveres i at lave frokostmåltidet.
Den 28.8 blev projektet formidlet på en stor konference med 350 deltagere på DPU, AU. Og Fødevarestyrelsen offentliggjorde nye officielle anbefalinger til rammer om det gode måltid i daginstitutioner på baggrund af DPU’s forskning.
Se PowerPoints fra oplæg på konferencen her:
Læs også:
I de danske dagtilbud er maden og måltidet et vigtigt omdrejningspunkt i børnenes hverdag og i det pædagogiske og køkkenfaglige arbejde. Konkret får børn, der går i daginstitution, dækket 45-70 % af deres daglige madbehov i daginstitutionen (Iversen & Sabinsky, 2011). Ifølge dagtilbudsloven skal den mad, der tilbydes i institutionerne være sund. Fødevarestyrelsen har dog den antagelse, at hvis børn skal blive motiveret til at spise sundere, er det ikke nok at tilbyde dem en ernæringsmæssig rigtig mad, det handler i høj grad også om at skabe en god spisesituation og et godt spisemiljø, og her spiller en professionel tilgang til måltidet, tværfagligt samarbejde (og forældredialog) en afgørende rolle.