Aarhus Universitets segl

Om at arbejde i fagteam

I Q-modellen er det dynamiske og målrettede samarbejde i fagteamet det centrale element i lærernes kompetenceudvikling.

Mange undervisningsopgaver er velegnede til fælles diskussion, planlægning, afprøvning i et fagteam. Læringsfællesskabet i fagteamet giver motivation. Der opstår et professionelt fællesskab og en kompetenceudvikling, som i sidste ende kommer elevernes læring og skolens udvikling til gode. Fagteamet bliver en Professional Learning Community (PLC).

Hvad er det fagteamsamarbejdet kan?

Det værdifulde i samarbejdet er den faglige inspiration og kompetenceudvikling, der udspiller sig mellem kollegaer. Det er en styrke, at man kan trække på hinandens forskellige stærke sider, og at man hente hjælp og sparring, når der arbejdes med et emne, som man synes er udfordrende. Når fagteamet fungerer, styrker deltagerne hinan4den og der opstår en faglig kultur, der bygger på fællesskab og tillid.

Når faggruppen samles fra 1.-10. klasse, kan de ikke undgå at snakke om, hvad de skal undervise i - og på hvilket trin - så eleverne oplever sammenhæng i undervisningen. Den enkelte lærer bliver klar over, hvor vigtigt det er i forhold til elevernes læring, at undervisningen bygger på det, der allerede er lært, og peger frem mod det indhold, der kommer senere.

Hvad skal der til?

Der er nogle rammer, som skal være opfyldt, for at fagteamsamarbejdet lykkes.

Det er ledelsen der afgør, hvem der er medlemmer af fagteamet. Og det er ledelsen der afsætter det nødvendige antal timer til møderne. Ligesom undervisning og forberedelse er samarbejdet i fagteamet en kerneydelse for lærerne, og skal betragtes som sådan af ledelsen. Det er afgørende, at ledelsen prioriterer arbejdet og bakker op. Det giver et signalværdi på flere planer.

Der skal vælges en fagteamkoordinator, som i samarbejde med fagteamet og ledelsen giver retning på arbejdet og koordinere det. De emner, der tages op i fagteamet, skal imødekomme deltagenes behov og interesser, samtidig med at de passer ind i skolens langsigtede udviklingsmål.

Arbejdet i fagteam

Fagteamkoordinatoren er tovholder og initiativtager, men det er vigtigt at hele faggruppen bidrager og er aktive medspillere i fagteamsamarbejdet. Det er ikke vejlederen/koordinatoren der skal komme med alle input – det er et fælles ansvar. Eventuelt formuleres en langsigtet handleplan for fagteamets arbejde.

Det er godt med rolle- og forventningsafstemning fra en start. Og ledelsen skal være til stede her for at gøre det klart, hvad rammerne og målet for arbejdet er. Også kommunikationen skal afklares fra start. Hvem står for mødeindkaldelse, dagsorden og referater? Afbud meddeles til ledelsen, da udgangspunkter er, at alle kommer. Det er vigtigt, at der er aftalt klare procedurer.

Hvad arbejder fagteamet med

Hvad I vælger at arbejde med i jeres fagteam, skal give mening for den enkelte lærer. Indholdet skal være konkret så det kan forbindes direkte til undervisningen.

Det vil være oplagt hvert år at lave fælles årsplanlægning. Børnenes læring vil blive kvalificeret, når der for eksempel laves broslagning mellem tidligere og kommende undervisning. Det vil også være nemmere at diskutere og planlægge de tværfaglige forløb i udskolingen i fællesskab.

På lang sigt

Det tager tid at få opbygget et fagteamsamarbejde og fagkultur. Og det er nødvendigt  løbende at holde den faglige kultur vedlige.  Nye kolleger skal inddrages i arbejdet, og man skal hele tiden lære af hinanden – måske skal man også eksperimentere sammen. Det er godt, når der opstår nye roller og ny fælles tillid. Derfor er det vigtigt at fokusere på det, som lykkes i fagteamet. Men der skal også være plads til, at alt ikke lykkes lige godt. Det er godt at lære af egne og andres fejl.

Der er ikke tale om, at man en dag når de opstillede mål, og så er udviklingsprocessen forbi. Der vil hele tiden være nye udfordringer. Der er tale om en vedvarende forandringsproces.

Fagteam samarbejder i netværk

Lige meget hvor velfungerende et fagteam er, kan det i længden ikke klare sig uden inspiration og kompetenceudvikling ’udefra’. Et fagteam kan ikke udvikle sig, hvis det bor på en øde ø!

Fagteamet henter inspiration udefra ved at samarbejde med repræsentanter fra andre skolers fagteams i et støttende netværk. Det er vigtigt, at arbejdet i netværket rammesættes og organiseres i samarbejde mellem skolens ledelse, andre skoler og kommunens konsulent(er).