Aarhus Universitets segl

Design af QUEST - 'konsensusprincipper'

Bedre undervisning kræver udvikling af nye undervisningsstrategier og nye undervisningsmetoder.

Men traditionel efteruddannelse med læreres individuelle deltagelse i enkeltstående har en meget ringe virkning på lærernes lyst til at prøve nye tilgange i klasseværelset. For det meste er der for langt fra lærerens nye viden til afprøvning i klassen. Desuden kan det være svært at dele ny viden med kolleger, når man er alene om det, og når kollegerne ikke er involverede på længere sigt.

I international forskning er der enighed om, at kompetenceudvikling, der fører til forbedret undervisning skal overholde en række principper – de såkaldte konsensusprincipper.

Udviklingsprojektet QUEST blev designet i overensstemmelse med konsensusprincipperne:

Lærernes kompetenceudvikling:

  • Foregik over en lang tidshorisont
  • Havde et stærkt element af lærersamarbejde i fagteamet
  • Havde fokus på det faglige indhold og hvordan eleverne tilegner sig dette indhold
  • Arbejdede med varierede metoder til undervisning i klasserummet
  • Var tæt forbundet til praksis. Der var tæt forbindelse mellem kursusindhold, skolens læreplan og undervisningen af eleverne
  • Var omhyggeligt målsat. Den blev løbende evalueret og justeret
  • Var ledsaget af ekstern vejledning/støtte (også efter at kursusindsatsen ophørte)

Desuden var det afgørende for designet, at lærernes kompetenceudvikling blev støttet af skolens ledelse. Således var det SKOLEN – og ikke de individuelle lærere – der var tilmeldt QUEST. Hensigten var opnå overensstemmelse mellem lærernes individuelle mål, fagteamets mål og skolens fælles mål. Og at skolens kultur blev støttende over for videndelig, involvering i kollegers arbejde og åbne klasseværelser.

Disse punkter var alle en del af udviklingsprojektet QUEST, og er indarbejdet i Q-modellen. Det kollaborative element eksisterede på flere niveauer – på skoleniveau i fagteamet, på kommunalt niveau i netværket, og mellem de deltagende kommuner på regelmæssige møder for de kommunale naturfagskoordinatorer.